Fra min tid på Kunstakademiet kender jeg kun alt for godt til ”angsten for det hvide lærred”: Det kalder man inden for billedkunsten den særlige angst, man kan føle, når man står foran et tomt lærred og har alle muligheder. Man taler ligefrem om en ”horror vacui”: angsten for tomhed. Det kan være næsten skrækfyldt at stå foran noget, der er helt åbent og uden begrænsninger.
Men frygten for det nøgne og tomme deles ikke af alle; i hvert fald er der stadig flere (især) yngre mennesker, der i dag i deres hjem helst omgiver sig med bare, hvide vægge. Det er simpelthen ikke på mode at hænge ting op, som fortæller, hvem vi er, og hvor vi kom fra; væggene bliver mere og mere tavse.
Da jeg var barn i 1970’erne og 1980’erne var det anderledes. Dengang var man synligt indfældet i verden, for hjemmets vægge fortalte historier: ikke bare historien om os selv, men også historien om vores slægt, land, drømme, kultur og tro.
I de hjem, jeg kom i, var der altid billeder på væggene. Over sofaen hang hjorten ved skovsøen, i gangen hang reproduktioner af fiskerne og sigøjnerbarnet sammen med arvede småmalerier. Kønne var de ikke, men de betød altid noget for nogen. Langs dørkarmene hang luftfotos af slægtsgården, platter, fotos fra fætter- og kusinefesterne og store familiebegivenheder; i entreen hang klokkestrengen med broderede vers fra den danske sangskat, og man kunne næsten altid finde et maleri af en national begivenhed.
I de mere religiøse hjem hang der gyldne bibelcitater og illustrerede bibelhistorier. I hjem med klaver stod Højskolesangbogen og Koralbogen fremme sammen med andre sangbøger, og i reolerne stod leksika, fotoalbums, arvede og nye bøger i en skønsom blanding. Der var kort sagt kultur og religion og (familie)historie på alle vægge og alle hylder.
I 1970’erne kom de politiske kampe til; i mit eget ungdomsværelse i 1980’erne blev Abba-plakaterne skiftet ud med atomkraft nej tak-plancher, aldrig mere krig-plakater, et billede af Gandhi og et berømt foto af en døende soldat med titlen ”Why?”
Ved døren hang et trykt maleri fra 1862, der forestillede H.C. Andersen, der læser for det syge barn, og jeg kiggede på det i så mange timer i min barndom, at det blev en del af min sjæl. På et tidspunkt kom Munchs ”Jalousi” på døren, og siden fik det selskab af en lind strøm af billeder af sangere, kunstnere, politikere.
Jeg er sikker på, det gav mig en grundtryghed altid at være omgivet af noget på væggene. Jeg var indfældet i verden, i slægten, i en større historie. Mine rødder hang åbenlyst rundt omkring mig, og mine drømme spejlede jeg i mine idolers blik. Jeg fik noget at tage med ud i voksenlivet: et livsstof at forme videre selv.
Da jeg siden flyttede hjemmefra, tog jeg væggenes og reolernes fyldte verden med mig. Både rent fysisk i flyttekasserne og som en dyb indre viden om at have fået noget givet. Og når jeg blev overmandet af angsten for tomhed, kunne jeg altid et sted i baggrunden høre min barndoms fyldte vægge hviske: ”Bare rolig, verden er ikke tom. Du behøver ikke fylde den selv.”
Denne væggenes store fortælling er nu ved at forsvinde. De nøgne vægges ikke-fortælling lyder i stedet som en minimalismens stille messe: Af intet er du kommet, til alt kan du blive.
Jeg tror ikke, at der bare er tale om en lille ændring i indretningsmoden. Jeg tror, at de hvide vægge er et synligt tegn på, at de nye generationer bliver kastet stadig mere uindfældede ud i en verden, hvor de tilsyneladende skal fylde alting selv. Og det er voldsomt.
På den ensomme aften, hvor et ungt menneske helt naturligt bliver ramt af angsten for sin alt for uvisse fremtid – ramt af ungdommens store horror vacui – kommer der desværre ikke længere nogen trøst fra væggene. For det, der engang fortalte og begrænsede os, er næsten væk. Det, der før hang på væggene, hænger nu på os selv. Og det er tungt at bære for blot et menneske.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.