Mordet på George Floyd, Black Lives Matter-bevægelsen, ekspræsident Trumps hadske og hånlige råb til højre og venstre. USA er ekstremernes land i vores selvforståelse. Men det er for nemt – og ikke mindst for farligt – samtidig at affeje vores egne ord og handlinger som langt mindre ekstreme og derfor ikke så alvorlige. Det kan de nemlig blive.
Hverdagsracisme, sårende bemærkninger, nedladende og ikke mindst generaliserende holdninger findes mange steder, som for eksempel at de allerfleste unge med indvandrerbaggrund er forbrydere og ballademagere. Det er de ikke: 3,5 procent af unge indvandrere og efterkommere er dømt efter straffeloven for en lovovertrædelse. Og ja, det er 3,5 procent for mange. Men husk det nu: 96,5 procent er ikke.
De unge indvandrere og efterkommere er rigtig gode til at skaffe sig fritidsjob, år for år stiger antallet, der er i gang med en uddannelse – ja, kvinderne fører faktisk allerede over deres danskfødte medsøstre. Antallet af offentligt forsørgede indvandrere og efterkommere falder, mens stigningen i beskæftigelse er større end den tilsvarende danske. Og sådan kunne vi blive ved. Statistik på statistik viser, at det faktisk går ret godt med integrationen i Danmark især for de unges vedkommende. Det hører vi bare aldrig om.
Alle de mange indvandrere og efterkommere, der passer deres job, betaler deres regninger, går i skole, køber ind og laver mad – alt det, vi andre også gør. Dem er der flest af. Men dem hører vi aldrig om. Og hvorfor ikke? Svaret ligger ligefor – men det gør det ikke mindre usmageligt eller farligt. Medierne fokuserer på de dårlige historier. Der er jo ikke meget breaking news over at gå i Brugsen og købe ind.
Og politikerne? Den retorik, der for ikke så længe siden var forbeholdt Dansk Folkeparti, der med Morten Messerschmidts ord i en kronik i Politiken for ganske få år siden forudså, at antallet af muslimer i Danmark vil medføre ”kriminalitet og ødelæggelse af den nationale solidaritet, der bygger vores velfærdssamfund”. Og at ”vi er i krig med en kultur, der (...) reelt betyder en afvikling af det Danmark, der som digternes hjem, skjaldenes hjem, vores kongers og histories hjem i tusinde år har været selve folkets hjem”. Ikke et øje er tørt oven på den svada.
Var det så bare et Dansk Folkeparti-øje, så var det måske til at forstå. Men det er det ikke. Som bekendt går det skidt for Dansk Folkeparti af to grunde: Dels er der kommet flere partier til på den yderste højrefløj, der strammer den endnu mere, dels er partiets retorik indoptaget fuldstændig uhæmmet af midter- og venstrefløjens partier, hvoraf nogle dog helst dukker hovedet med let flakkende øjne, når det går værst for sig. Men de siger ikke fra.
Hvorfor? Fordi det handler om magt. Om at få stemmer – flest stemmer, koste hvad det vil. Kan man overbevise vælgerne om, at vi lever i frygtelige og farlige tider, hvor politikerne er de eneste, man for alvor kan søge ly hos, fordi de passer på en – holder ”de andre” væk fra ”os”, så ligger vejen til magten åben.
Det er sørgeligt, det er farligt, og det er helt forkert.
For vi lever i et fælles land, i et Danmark, der sagtens kan rumme de mange, der ubesværet lever med to kulturer – nemlig både den, de kom fra, og den, de slog sig ned i. Det er sådan, det er for de allerfleste indvandrere og efterkommere. Vi hører bare aldrig om dem.
Vi kan ikke skrue tiden tilbage til dengang, de fleste af os hed noget med ”sen” til efternavn, og vi skal heller ikke. Vi lever i en anden verden nu – og har gjort det længe – og vi har en pligt til at åbne armene, lære hinanden at kende, i stedet for at lukke os om os selv. Det vil skabe et langt mere homogent og rigt samfund.
Den afghanske krise vil komme til at påvirke flygtningestrømmen – også til vore breddegrader. Så husk det nu: Ud over den humanitære forpligtelse, vi har, så kan det faktisk i sidste ende også være godt for samfundsøkonomien.
Vi har endnu ikke fået vores egen George Floyd-sag. Men det kan ske, før vi ved af det. Det er nu, vi skal handle. Det er nu, politikerne skal vise, at de kerer sig om os. På den gode måde.
Lise Thorsen er kommunikationskonsulent og forfatter.