”Det mest googlede for tiden i Nigeria er ’præsident’ og ’helbred’, så det optager befolkningen meget, hvordan han har det.”
DR-journalist og Afrika-kender Louise Windfeld-Høeberg fortalte i mandagens udgave af P1’s ”Orientering” om den usikkerhed, der for tiden hersker om den nigerianske præsident Muhammadu Buhari, mens han er indlagt på et hospital i London. Og ikke bare ham, men også statslederne i Zimbabwe og Angola er for tiden sygemeldte.
Alle tre har sandsynligvis prostatakræft, og de synes på vej til at skrive sig ind i en kedelig statistik, som ifølge Windfeld-Høeberg har resulteret i mindst 12 dødsfald i det seneste tiår blandt afrikanske præsidenter. De kolde fakta har givetvis resulteret i meget forskellige reaktioner blandt lytterne: fra overbærende smil og hovedrysten til tristesse over det bagvedliggende og desværre udbredte magtbegær.
Men reaktionerne har det tilfælles, at de på hver deres måde sandsynligvis udspringer af frustration over, at der i det store mediebillede er flere dårlige end gode nyheder fra det afrikanske kontinent.
Desuden en mangel på viden om, hvad der foregår. Og hvorfor.
For bortset fra de lande og områder, der støder direkte op til Middelhavet – og som derfor repræsenterer en potentiel trussel mod os i Europa med en uendelig strøm af migranter og flygtninge – er dækningen af Afrika mestendels temmelig tilfældig. Sultkatastrofer, korrupte regeringer og mislykkede bistandsprojekter dominerer med enkeltstående succesberetninger som sjældne undtagelser.
Men hvordan det egentlig går for de over 1,2 milliarder afrikanere, ved vi meget lidt om. Dels fordi der ikke findes meningsfulde gennemsnitsbetragtninger, dels fordi kun få medier – deriblandt denne avis – prioriterer nogenlunde kontinuerlig journalistik om Afrika.
Fastboende danske journalister findes stort set ikke, og da DR sidste år besluttede at satse på flere nyheder og baggrundsindslag fra afrikanske lande, blev det med en korrespondent, der fik – og har – base i DR Byen på Amager.
Og selvom DR’s ledelse ikke udelukker, at korrespondenten ad åre vil blive flyttet til et land på det kontinent, han dækker, er den nuværende placering symptomatisk for prioriteringen. For selvom det med moderne teknologi og hurtige flyforbindelser er muligt både at skaffe sig viden og komme hurtigt frem, er tilstedeværelse i sig selv en kvalitet og en vis garant for kontinuitet. Det er vel også grunden til, at DR andre steder på kloden lader korrespondenter bo, leve og arbejde dér, hvor de rapporterer fra.
Derfor er en nærliggende forklaring på den fortsatte underprioritering af Afrika desværre den lidt kyniske, at kontinentet betyder uendelig lidt for os: De fleste pensionsordninger er stort set uberørte af selv voldsomme katastrofer og politiske omvæltninger i afrikanske lande. Derfor er der egentlig ingen grund til at prioritere dem. Med Afrikas dødssyge præsidenter som undtagelsen, der bekræfter reglen.
Kurt Strand er journalist, vært og ekstern producent på ”Mennesker og medier”, DR P1.