Sidste søndag i kirkeåret
Matthæusevangeliet 11, 25-30
Så skal vi til at lukke og slukke. Gøre status, se tilbage, regne af. Kirkeåret 2020 er slut (på dette ene punkt er kirken jo foran resten af samfundet!). Et absurd år. Et af de særeste i mands minde. En mikroskopisk bitte sjat organiske molekyler satte næsten verden i stå. Vi gemmer os for den som for terrorister og drabsmænd. Og alligevel får den bugt med rigtig mange. Nogle får deres livsværk smadret. Andre sættes tilbage med senfølger, der ikke er til at spøge med. Og selv Guds kirke humper sig igennem en hverdag med rundbarberede kirkelige handlinger og gudstjenester og begravelser.
Ja, vi indrømmer det: Vi er ærligt talt trætte nu. Det har været tungt. Vi er ikke på omgangshøjde med os selv. Det har været en lektion i ydmyghed, må man sige. Vi troede ellers, at vi var tæt på at kunne kontrollere verden.
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” Pyha! Det var vist kloge folk, der i sin tid satte lige dén tekst som afslutning på kirkeåret…
Nu bliver det mærkeligt: For hvad er det så, han lover de trætte og tyngede? ”Hvile” – hvad vil det sige? Er det en vaccine, bedre politikere, helbredelse fra senfølger og nye jobs? Det er jo ikke umuligt. Men det er slet ikke sikkert. Det er næppe pointen heller. Hvilen er ikke en gave fra Kristus . Den er en hvile i Kristus .
Det Nye Testamente taler igen og igen om en fred, en hvile, endda en glæde, der kan indfinde sig hvor som helst og når som helst –, også inden alle beklemmelserne og bekymringerne og byrderne overhovedet er begyndt at lette!
Dermed giver den kun mening for den, der er indstillet på at omgruppere sine prioriteringer og sine hidtidige fortolkninger. For eksempel er der ingen hvile, fred eller glæde i Guds tilgivelse, hvis tilgivelsen i sig selv egentlig ikke betyder noget videre for mig. Eller hvis Guds kærlighed faktisk kun betyder noget for mig, hvis den øjeblikkeligt afføder goder og glæder af mere håndgribelig art.
Guds omsorg er sommetider håndgribelig. Men ikke altid. Og den ændrer ikke altid det, der tynger. Men den tegner altid Kristi ansigt for os. Det er i ham, hvilen og freden altid er en realitet.
Og så sker det uventede sommetider: at det, der stadig er så svært, svinder ind i betydning. Fordi jeg altid har hans kærlighed.
Leif Andersen er lektor, cand.theol.