Prøv avisen
Debat

Afskaf blasfemiparagraffen - politikere skal ikke blande sig i religion

At 13 muslimske lande har dødsstraf for blasfemi viser, at lovreligon ender i vold og barbari, fordi lovreligioner gør Gud afhængig af menneskers handlinger, skriver Hein Heinsen. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Jeg mener, at racismeparagraffen sammen med injurielovgivningen er fuldt tilstrækkelige til at beskytte mennesker mod forhånelse. Men visse troslærdomme må og skal kritiseres. Og hvis de er indskrænkede eller stærkt diskriminerende, er det måske endda nødvendigt at håne dem, skriver Hein Heinsen

En nordjysk mand er som den første dansker i 46 år blevet tiltalt for blasfemi. Han har brændt Koranen af – og delt det offentligt. Blandt dem, der forsvarer blasfemiparagraffen, er Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager, og domprovst Anders Gadegaard.

1. Hein Heinsen: Blasfemiparagraffen som symbolsk karakter

Til Information siger Erik Bjerager, at blasfemiparagraffen har en vigtig symbolsk karakter, fordi ”religion spiller en central rolle i mange menneskers liv. Derfor kan grove blasfemiske handlinger spille en destabiliserende rolle i samfundet.”

Gadegaard udtalte i et interview med Radio24syv: ”Jeg synes, det er helt på sin plads, at den mand får en bøde. Hvorfor skal man have lov til at forhåne? Noget, som kun har ét formål, nemlig at genere mennesker, for hvem det er meget helligt.”

I Berlin på Bebelplatz nær Staatsoper er der i år 2000 sat et mindesmærke over bogbrændingen i 1933. Det består af en glasflise over et underjordisk rum fyldt med tomme boghylder. På en bronzetavle står Heinrich Heines profetiske advarsel fra 1823: ” Das war Vorspiel nur. Dort, wo man Bücher verbrennt, verbrennt man am Ende auch Menschen.” Der, hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker.

Man skal ikke brænde bøger af. Og slet ikke dem, man ikke kan lide. Det er netop samtalen om indhold af tekst og tale, som skaber frihed og demokrati. Så en bogafbrændingsparagraf var måske på sin plads. Tænk, om man kom til at brænde den tekst, som beskrev, hvordan klodens klima reddes.

Der er et formål med blasfemiparagraffen

Blasfemiparagraffen, straffelovens paragraf 140, lyder: ”Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder.”

Der er tre områder i kulturen, som søger at udvide vores indsigt i livet: religion, videnskab og kunst. Alle kendetegnet ved, at de arbejder på kanten af det, vi ikke ved. De skaber tekster, billeder og formler for det uudsigelige. Her skabes fremtiden. Her har magten intet at gøre.

Magtens sprog vender bagud. Det har Donald Trump udnyttet til fulde. Blander politikere sig direkte i det nyskabende, indskrænkes vores horisont. Og samfundet bliver fattigere.

Armslængdeprincippet

Kunstfondsloven blev vedtaget i 1964, og filosoffen K.E. Løgstrup havde indtænkt et armslængdeprincip i loven, der fastlægger, hvad der er kunstens indhold, og hvad der er den politiske ramme, hvad der er ”indre og ydre forhold”.

Armslængden fastlagdes i et repræsentantskab med alle Folketingets partier og repræsentanter for alle kunstens organisationer. Det eksisterer ikke mere i denne meningsfulde form. I dag er repræsentantskabet i Statens Kunstfond en fætter-kusine-fest med kunstens repræsentanter og uden politikere, og derfor uden magt. Da kunst og magt tidligere sad over for hinanden ved samme bord, var der både sammenhæng og adskillelse mellem kunst og magt.

Løgstrups armslængdeprincip burde man også indføre for videnskab og religion. Det har man ikke gjort, så politikerne blander sig i videnskabens og religionens indhold. Styrelser kan for eksempel købe sig til hemmeligholdelse af universiteternes forskningsresultater. Aarhus Universitet har udtalt sig om landbrugets udledning af kvælstof. Indholdet i denne udtalelse skulle hemmeligholdes for altid.

Og endelig med blasfemiparagraffen blander politikerne sig i religion, ”gudsdyrkelse”. Jeg har hørt flere debatter om blasfemi i P1 med politikere og specialister af enhver art, men ingen nævner armslængdeprincippet i forbindelse med blasfemi.

Er religiøse trusler værre end blasfemi?

Jeg mener, at racismeparagraffen sammen med injurielovgivningen er fuldt tilstrækkelige til at beskytte mennesker mod forhånelse. Men visse troslærdomme må og skal kritiseres. Og hvis de er indskrænkede eller stærkt diskriminerende, er det måske endda nødvendigt at håne dem.

Guds treenighed, som folkekirken bekender hver eneste søndag, er folkekirkens mest grundlæggende troslærdom. I Koranens sura 5, 73 truer Allah enhver, som tror på treenigheden med en pinefuld straf. En sådan trussel er vel stærkere end hån og spot, da muslimer mener, at hvert ord i Koranen er sandt. Hvorfor taler domprovst og redaktør ikke om det?

Hvis muligheden for at håne Gud forhindres ved en dom i Hjørring byret, bliver Gud og verden lille. Om blasfemi er handling eller ord, er ligegyldigt. Det er politikerne, der skal sørge for lov og orden, ikke en paragraf om religion.

Lovreligion ender ofter i vold

At 13 muslimske lande har dødsstraf for blasfemi viser, at lovreligon ender i vold og barbari, fordi lovreligioner gør Gud afhængig af menneskers handlinger.

Skal ordet ”Gud” give mening, er det ikke afhængig af noget. ”Jeg er den, jeg er,” siger Gud om sig selv i Det Gamle Testamente. Staten kan ikke bruge Gud til noget som helst. Og slet ikke til at holde ro og orden.

Afskaf paragraf 140, og indfør repræsentantskaber som i den oprindelige kunstfondslov. Her vil det være muligt at fastlægge grænsen mellem indre og ydre forhold i religion, videnskab og kunst. Her kan man beslutte, hvad politikerne ikke skal blande sig i.

2. Erik Bjerager: Blasfemiparagraffen handler ikke om ytringsfrihed

Det er korrekt, at jeg i flere ledere og indlæg her i avisen har argumenteret for en fastholdelse af blasfemiparagraffen i straffeloven, sådan som Hein Heinsen skriver.

Blasfemi er ikke et spørgsmål om ytringsfrihed

Paragraffen har til hensigt at beskytte den offentlige orden, ikke at begrænse ytringsfriheden. Den har stort set aldrig været brugt, og Straffelovrådet har analyseret paragraffen og konstateret, at den med udviklingen i det danske samfund skal tolkes sådan, at der ikke kan lægges hindringer i vejen for nogen form for religionskritik. Det er godt, for sådan må det være i et åbent, liberalt demokrati, der hylder ytringsfriheden.

Paragraffen forbyder heller ikke længere mundtlig forhånelse af menneskers tro og religion. Derimod vurderer Straffelovrådet, at blasfemiparagraffen alene i dag vil dække den form for forhånelse af menneskers religiøse følelser, som består i afbrænding af eller for eksempel urinering på helligskrifter som Koranen og Bibelen.

Vi har altså ikke et blasfemiforbud i Danmark, men derimod et forbud mod at forhåne menneskers religiøse følelser ved at skænde deres helligskrifter. Det forbud skyldes ikke, at der skal tages et særligt hensyn til religion, men alene den pragmatiske betragtning, at det kan skabe uro og opstandelse i et samfund, hvis myndighederne ikke kan gribe ind over for mennesker, som for eksempel vil brænde en stak koraner af eller insisterer på at bruge den eller andre hellige bøger som toilet papir.

Blasfemiparagraffen er et udtryk for respekt

Det forekommer uforståeligt, at der skulle være så stærkt et behov for at fjerne en paragraf i straffeloven, som stort set aldrig bruges. Debatten handler i sin essens om, hvorvidt man skal beskytte mennesker mod at blive krænket, ved at deres hellige bøger skændes, eller om man skal beskytte krænkerne, der skænder hellige bøger.

Set herfra er den indskrænkning af ytringsfriheden, som ligger i blasfemiparagraffens forbud mod at skænde hellige bøger, minimal og helt acceptabel. Paragraffen er samtidig et – om end diffust – signal om, at vi i Danmark respekterer menneskers tro.

At fjerne paragraffen sender omvendt et signal om det modsatte. Af samme grund har Politiets Efterretningstjeneste, som vurderer trussels billedet herhjemme, anbefalet, at paragraffen ikke fjernes fra straffeloven.

Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager. Foto: Leif Tuxen
Hein Heinsen er billedhugger, professor og cand.theol. Foto: Leif Tuzen