Afskaf det nye komma

KOMMA: De nye kommaregler er for svære og ulogiske, og det svigter den, der skriver

Venstres kulturordfører Ester Larsen har ret: De nye kommaregler gør det svært for mange børn at udtrykke sig korrekt skriftligt. Som lektor i dansk vil jeg give fem grunde til, at det grammatiske komma igen bliver enerådende i skolen.

1. Det nye komma er et professorkomma. Det kræver, at den skrivende opfatter sætningen syntetisk. Man skal have styr på alle ledsætninger, før kommaet kan sættes. Altså: »Hvor har vi en ledsætning?« og »Er den i et stigende eller faldende ledsætningshierarki?« eller »Er den parentetisk?« Som lærer ved jeg, at sådan tænker skoleelever og almindelige danskere ikke! Og de har svært ved at lære det.

2. Man mangler kommaer i sætninger der som denne sætning er skrevet analytisk hvilket vil sige med faldende ledsætningshierarki så det nye komma svigter den der læser. Savnede De ikke fire kommaer her?

3. Det nye komma ødelægger således de tre gængse tommefingerregler: A: »komma foran som/der«, B: »komma foran hv-ord« og C: »komma foran at, der ikke følger et udsagnsord i navnemåde efter«. Det nye komma svigter således også den, der skriver.

4. Det grammatiske komma - også kaldet kryds-og-bolle-kommaet - betyder, at elever til og med gymnasiet får lært grammatik. Når man kan finde udsagnsled og grundled samt sætningens andre led, kan man lettere lære fremmedsprog.

5. Det stærkeste argument for det nye komma er, at det skulle ligne engelsk. Men dels har eleverne heller ikke let ved det engelske komma, dels vil manglende grammatisk bevidsthed svække elevernes grundlæggende beredskab for at lære både engelsk, tysk, fransk og spansk. Det er fatalt i globaliseringens tidsalder, der mere end nogensinde kræver gode sprogkundskaber.

Efter syv år må vi konstatere, at det nye komma har været en fiasko. Skiftende formænd for Dansk Sprognævn har nedgjort det grammatiske komma. Flyvende kommakorps har missioneret (jvf. Kristeligt Dagblad 14. december 2000). Lad ikke enhedskommaets dødskamp vare 78 år, som den varede for det pausekomma, som den sproglige elite forsøgte at trække ned over hovedet på danskerne!

Gunnar Lundsgaard,

lektor ved Ribe Katedralskole i ,

Kongevej 59,

Haderslev