Der var engang, hvor adskillige - bl.a. jeg selv - var villige til at lade sig kalde fundamentalister. Vi vidste egentlig godt, at udtrykket ikke var venligt ment; men det betegnede på dansk stort set bare, at vi betragtede Bibelen som Guds ufejlbare ord. Det indhold ville vi gerne vedkende os.
De tider er forbi. Der er nemlig gået råd i ordet. Stadig flere bruger det, og det bliver stadig mere uklart, hvad det betyder.
De kaldes »fundamentalister« alle sammen, fra terroristerne den 11. september, over fredelige missionsfolk til yderliggående hinduer i Indien og en fløj af »De Grønne« i TysklandÉ
Statsministeren taler om, at han ikke vil forhandle med fundamentalister, uanset hvilken religion de har. Og så må det jo være slemt. Han har trods alt tidligere både forhandlet med Arafat og spist middag med Fidel Castro.
Nu kan man reagere på den slags smagfulde sammenkædninger ved at gøre opmærksom på de enorme indholdsmæssige forskelle på de grupper, der i Danmark omtales som kristne fundamentalister og politisk islam: forskellig holdning til demokrati, vold, spørgsmålet om en religiøs stat og endeløst meget mere.
Først og fremmest: For de kristne er Bibelen ikke en bog, der blev åbenbaret ved diktat. Den er det inspirerede og troværdige vidnesbyrd om Guds indgreb i verden, som kulminerede, da han selv blev menneske. Den er bogen om Guds redningsplan og ikke en bog, man indretter et samfunds styreform efter.
Man kan også reagere ved at gøre opmærksom på, at fundamentalisme allerede i teologisk sprog er temmelig tvetydigt. Oprindelig betød det bare en kristen, der i 1920 tilsluttede sig »The fundamentals« (Bibelens guddommelige inspiration, jomfrufødslen, Jesu underes virkelighed, Jesu døds sonende betydning, opstandelsens fysiske virkelighed og forventningen om Jesu synlige genkomst).
I den forstand vil mange kristne, som aldrig er blevet kaldt fundamentalister, falde ind under betegnelsen. I en kompliceret historie op gennem det 20. århundrede bliver den fundamentalistiske bevægelse i USA temmelig separatistisk, antiintellektuel og politisk højreorienteret. Så vejen var efterhånden banet for den nuværende terminologi, da medierne begyndte at kalde mullaherne i Iran for »islamiske fundamentalister«. Det skete ca. 1980.
De forklaringer er gode og seriøse nok. Og jeg kunne ønske mig, at både statsministeren og de andre storforbrugere af ordet ville fordybe sig lidt i dem.
Men personligt tror jeg ikke, det er nok. Der er ikke andet at gøre end at afskaffe det ord, både når vi taler om kristne, muslimer, hinduer og miljøaktivister:
I bedste fald er det et tomt skældsord, der signalerer en masse, men ingenting forklarer. Det kommunikerer alene via sine overtoner, og næppe nogen vil vedkende sig det som en rimelig karakteristik af dem selv.
I lidt værre fald får det karakter af en mild menneskeforagt, hvor man ikke forholder sig til det, folk siger, men forsøger at stille en fænomenologisk diagnose på dem. Således histo-rikeren Søren Mørch (Politiken, den 27. oktober), når han siger, at fundamentalister, »anset hvem der lægger stemme til«, er mennesker, der er angst for moderniseringen. Ud over, at han er tæt på at gøre moderniseringen til den yderste dommer i tilværelsen, kommer han til at sammenligne pærer og bananer. Han konkluderer på grundlag af enkelte strukturelle ligheder og overser de grundlæggende forskelle i indhold.
I værste fald er det en del af et magtsprog, som er egnet til udskillelse af uønskede elementer. Udtrykket fundamentalisme er både kirkepolitisk, universitetspolitisk og almindeligt politisk blevet brugt på den måde.
Det er egnet til en ny slags undertrykkelse: nemlig at stemple alle, hvis holdninger ikke falder inden for et vedtaget tolerancerum.
Man kan frygte, at det rum efterhånden kun vil acceptere os mennesker, hvis vi tager religion så afslappet, at vi ikke driver mission. Hvis vi dropper modsigelsens grundsætning om, at når noget er sandt, må det modsatte være løgn. Og hvis vi bøjer os for den nye fælles autoritet: moderniseringen.
Naturligvis er baggrunden for denne klumme, at jeg er træt af det selskab, jeg for tiden placeres i ved betegnelsen fundamentalisme. Men jeg er endnu mere bange for den indskrænkning af åndsfriheden i det danske samfund, som et sådant underforstået tolerancerum lægger op til.
Jens Ole Christensen er rektor på Dansk Bibelinstitut