Prøv avisen

Afvisning ved døren. Når Jehovas Vidner ikke selv vil være med

Kristendemokraternes frontfigur vil ikke erklære valget tabt, trods dårlige målinger. Jeg har en god fornemmelse, lyder det fra Per Ørum Jørgensen, der her ses fra tidligere på dagen, hvor han hjemme i Ulfborg afgiver sin stemme. Foto: Tegning: Peter M. Jensen

Jehovas Vidner fremstår som ofre for deres eget forkvaklede og tillukkede menneskesyn, skriver generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard efter at have haft besøg af to vidner

I lørdags bankede det på min dør. Faste, hårde, beslutsomme bank. Hurtigt fik jeg rengøringsmidlerne lagt på hylden. Hvem var det mon? To nydelige herrer med tasker og blade lod ingen tvivl tilbage. Jehovas Vidner var på mission. Om jeg var interesseret i en samtale om Bibelen?

Det kunne jeg vanskeligt svare nej til, alt imens jeg tænkte på teksten til Fritz Jürgensens gamle vittighedstegning om den religiøse iver tilbage i 1800-tallet. På et besøg i en af Fyns stæder søger Sophie at omvende nogle præster til kristendommen, står der.

Og der stod jeg så på min egen dørtærskel og kunne ikke gøre andet end at lægge øre til.

Hurtigere end sædvanligt ihukommende denne sommers intense debat om vidnernes afvisende syn på tidligere medlemmer gik jeg dog videre til det, jeg rent ud sagt har sagt hver eneste gang, jeg i de seneste knap 20 år har fået besøg fra Vagttårnets disciple.

Jeg skal love jer en ting, siger jeg. Og så lyttes der.

Jeg skal love jer, at jeg vil læse en hvilken som helst bog, I kommer med. Jeg har blot en betingelse: I skal også sige ja til at læse en bog, jeg foreslår. Når vi har læst, kan vi mødes og tale om det og sammen blive klogere. Hvad siger I?.

Hver eneste gang har jeg egentlig håbet: Nu siger de ja. Det her må da være lige i øjet. Men ak, ak.

Hvilken bog tænker du på? Hvem har skrevet den? Vi siger ikke ja til hvad som helst, har svarene lydt. Naturligvis har jeg så uddybet: Jeg foreslår, at I læser bogen Skæbner fra et usynligt fængsel. Den er skrevet af Irma Lauridsen, som engang har været med i Jehovas Vidner.

LÆS OGSÅ: Politianmeldelse: Så hårdt er Jehovas Vidners sprogbrug

Hun fortæller om, hvordan det var at forlade jer og blive udstødt af sin familie. Hun beskriver også, hvordan andre tidligere medlemmer ser på bevægelsen. Jeg vil høre, hvad I synes om bogen. I må gerne sige, at hun tager fejl. Jeg vil bare så gerne have, at I har læst det, før vi taler videre.

Så langt er jeg ikke altid kommet i samtalen. Engang gik vidnerne straks, da jeg nævnte bogen. Det var dengang kort efter 1994, hvor den udkom første gang under stor mediebevågenhed. I de senere år er jeg gerne kommet lidt længere.

Vidnerne kommer vel forbi cirka en gang om året, men aldrig har jeg nået målet: den oplyste, ligeværdige samtale om det, der trykker. Heller ikke i lørdags.

Tidligere medlemmer er som smitte, måtte jeg forstå i døråbningen. De to herrer ville ikke spolere deres religiøse renhed ved at bruge tid på at læse den bog. Så, nej.

Jamen forsøgte jeg, mig bekendt spiste Jesus sammen med både drankere og prostituerede og toldere og farisæere. En af hans mest kendte lignelser handler om en søn, der godt nok har kvajet sig, men bliver taget imod med åbne og kærlige arme, da han vender hjem. Evangelierne fortæller side op og side ned om tilgivelse. Så jeg forstår ikke, hvorfor I ikke kan bruge bare lidt tid på det her. I det mindste så da for at få chancen for at omvende mig.

Men, ak, ak og atter ak, nej.

Den unge bondepige Sophie turde tage chancen i ivrig samtale med tre gejstlige tilbage i 1800-tallet. Men når folk som Irma Lauridsen først har valgt Jehovas vej fra, så er spillet bare ude. Så må enhver bog forblive lukket. Så skal det, kunne jeg forstå, være så hårdt at være udenfor, at folk kommer til at savne os og selv vender tilbage til Jehova.

Jehovas Vidner må mene, hvad de vil. Vi har religionsfrihed. Men til frihed hører også risikoen for at blive udsat for kritik og modet til at udsætte sig selv for informationsfrihed.

Selv tager jeg hatten af, når kirkeledere i Egypten opfordrer deres landsmænd til at tilgive og bede for de islamister, som netop har chikaneret dem. Jeg synes, det er fantastisk, når den jødiske familie i min datters klasse indbyder alle os andre til bar mizvah. Jeg har selv lært meget, når jeg har talt med muslimer, ateister eller buddhister.

Men når så mange mennesker ved min åbne dør nu konsekvent har afvist at sætte sig ind i andres tanker, så bliver jeg oprigtigt bekymret. Jeg får også medlidenhed. For med deres nej viser vidnerne sig jo netop at være som de skæbner fra et usynligt fængsel, de ikke vil læse om. De fremstår som ofre for deres eget forkvaklede og tillukkede menneskesyn.

Med afvisningen udtrykker de samtidig en kolossal mangel på mod, en åbenlys mistillid til det, de selv står for. Som om de godt ved, at der ikke ville skulle meget til for at få det hele til at ramle.

Sådan er det desværre, når man går fejl af den kærlighed, som i min bog er det bånd, der binder alt det andet sammen. Tro og håbe kan jeg nu kun på, at trangen til at vide mere en dag melder sig også hos de håndfaste mennesker, jeg gennem årene har haft besøg af.

Kirkeligt set bliver man altså ikke uren af at sætte sig ind i nogle medmenneskers tankegang. Langtfra! Så mit tilbud til Jehovas Vidner står ved magt: Brug informationsfriheden. Læs nu den bog, så læser jeg også gerne en. Og lad os så mødes. Jeg skal nok give kaffe og lægge rengøringsmidlerne på hylden en gang til.