Prøv avisen

Afviste asylsøgere. Vrøvl om lovbrud for menneskets skyld

I en kommentar den 29. maj argumenterer Leif Hjernøe for, at Danmark bør give opholdstilladelse til de afviste irakiske asylsøgere, og at alt andet vil være uanstændigt. Han indleder med at hævde, at situationen ikke kan sammenlignes med sagen om de afviste palæstinensere fra 1992, og at en særbehandling af de afviste irakiske asylsøgere ikke kan danne præcedens.

Her er tale om to vurderinger fra hans side. Jeg anerkender, at han har dem, men jeg kan ikke se, at han argumenterer for, at de er entydigt rigtige, og jeg deler dem ikke. På begge disse to punkter er det nærmeste, vi kan komme en løsning, at foretage en vurdering, hvor vi samtidig indrømmer vor usikkerhed og vor forståelse for, at andre kan være uenige. Det er et udtryk for manglende dømmekraft, at Hjernøe ikke vil bære denne usikkerhed med sig.

Når Hjernøe derefter går videre og hævder, at det klogeste nu er "udelukkende at tænke på de afviste asylsøgeres børn og unge", så kan jeg heller ikke følge ham. Der er tale om et selvpålagt snæversyn; og han giver ikke nogen tvingende grund til, at der ikke også bør tænkes på menneskene i det samfund, som har haft ansøgningerne op til vurdering, og som har forkastet dem.

Til støtte for sit standpunkt hævder Hjernøe, at vi bør spørge os selv, om vi ikke ville have gjort det samme som de afviste asylsøgere. Selv siger han, at han ville. Og det er for ham et argument for at støtte dem. Men det argument kan jeg slet ikke følge. Sagen drejer sig overhovedet ikke om, hvad jeg ville gøre eller ønske, hvis jeg var i irakernes situation, men om, hvad jeg bør gøre som demokratisk borger. Hvis jeg fulgte Hjernøes logik, så skulle jeg også gå ind for, at forbrydere ikke skal straffes, fordi jeg ville ønske, at jeg ikke blev straffet, hvis jeg var forbryder. Men politik hviler på en dybere forpligtelse.

Heldigvis giver Hjernøe mere substans til sin argumentation. Han hævder, at vi i grunden ikke skal give asyl til de afviste irakere af idealistiske eller medmenneskelige grunde, men at vi skal gøre det som "et respektindgydende indslag i en fortsat udvikling af en forbilledlig integrationspolitik". Imidlertid forstår Hjernøe ikke, at han også her foretager en vurdering, hvis egen usikkerhed han bør indrømme.

Det er ikke urimeligt at mene, at integrationspolitikken fortsat stiller det danske samfund over for mange problemer, som vi endnu ikke ved, hvorledes vi skal få styr på. Hjernøe mangler indlevelsesevne, når han overhovedet ikke synes at forstå, at andre kan vurdere integrationspolitikken anderledes end ham selv. Som langtfra forbilledlig. Snarere som noget, der er ved at skride, fordi der stadig er for mange, som ikke tør se problemerne i øjnene.

Her mangler Hjernøe den forståelse for sin politiske modpart, som demokratiet kræver. Det viser sig endnu stærkere i hans slutning. Her fremfører han som støtte for sin eftergivenhed over for de afviste asylsøgere, at "love er til for at kunne brydes, når som helst hvor de viser sig ikke at være til for menneskers skyld".

Mener Hjernøe, at de love, som har givet irakerne mulighed for at søge asyl, ikke er til for menneskers skyld? Mener han, at de ikke er til for menneskers skyld, fordi de irakiske asylsøgere har fået afslag og har gjort alt for at unddrage sig konsekvenserne af afslaget? Hvorfor mener han, at der ikke er andre mennesker, der skal høres i denne sag? Nemlig de mennesker, som bor i det danske samfund, og som i deres dagligdag oplever, at integrationen går skidt, og at den ødelægger hverdagen i deres boligområder, og som derfor nu ønsker, at der trækkes en grænse.

Når Hjernøe taler om at bryde loven "for menneskers skyld", så gør han disse mennesker til umennesker. Så vil han ikke længere se det menneskelige i dem, som er politisk uenige med ham i hans syn på asyl- og integrationspolitikken. Det er et farligt standpunkt i en tragisk konflikt.

Kai Sørlander, Filosof og forfatter, Løvetandsvej 21, Brønshøj