Det faldt mange for brystet, da jeg i et fødselsdagsinterview i Kristeligt Dagblad udtalte, at jeg kunne unde mødre af i dag, at de havde mulighed for selv at passe deres børn i stedet for af hensyn til økonomien at være nødt til at sende dem i institution – og at det nok også kunne mindske antallet af diagnoser.
For hvad bilder en sognepræst, som hverken er pædagog, psykolog eller psykiater, men bare mor til fire, nu voksne, børn sig ind at udtale sig om den slags?
Jeg har jo ikke en faglig indsigt i børnediagnoser. Og så tillader jeg mig ovenikøbet at sætte spørgsmålstegn ved den ligestilling mellem fædre og mødre, som der i dag arbejdes så hårdt for at opnå, blandt andet med den øremærkede barsel til fædre. Ja, jeg giver de mødre dårlig samvittighed, som overlader deres små børn til en institutionsdagligdag.
Da interviews ofte bliver redigeret og beskåret, så de kun gengiver en brøkdel af, hvad man i samtalens løb har sagt, vil jeg her give en nærmere redegørelse for, hvad der ligger til grund for mine formastelige udtalelser.
For nej, jeg er ikke børnefagperson. Men jeg tillader mig at mene, at mine erfaringer med mine egne børn giver mig en baggrund for at udtale mig, som også tæller.
Mine børn har i længere perioder af deres småbørnsliv været passet hjemme af mig selv, hvilket de trivedes glimrende ved. Men da der jo i en familie også er en økonomi, der skal hænge sammen, har de alle i andre perioder gået i dagpleje og siden i deltidsbørnehave.
Dagpleje har de alle trivedes udmærket med. Her var forholdene overskuelige og hjemlige. Men mens de to af børnene klarede børnehaveskærene udmærket, ændrede de andre to sig fra at være et par glade og veltilpassede børn til det modsatte, da de kom i børnehave. Og det i en grad, så institutionen ønskede dem udredt med henblik på en diagnosticering af deres klodsede motorik og angiveligt skrøbelige sind.
Min mand og jeg valgte imidlertid at stole på min kloge praktiserende læge, som nægtede at henvise børnene til PPR's psykologer, men i stedet sendte dem til en børnelæge, som hun og dermed også vi havde tillid til.
Børnelægen, som havde en befriende humoristisk sans, beroligede os med, at børnenes klodsethed næppe ville give dem problemer i deres voksentilværelse, medmindre de satsede på at blive jagerpiloter eller balletdansere, hvilket han var helt sikker på, at de selv ville have overskud til at vælge fra.
Så børnene fik ingen diagnose, skønt deres opførsel i børnehaven, hvor de var på tværs på alle måder, givet lagde op til det, og pædagogerne bad mig mobilisere hele mit skuffelsesberedskab, når børnene skulle i skole, for de ville få meget svært ved at lære at læse. Det fik de nu ikke. De blev tværtimod flittige læsere og har siden uden problemer hver især taget en akademisk grad.
Men jeg valgte at sige mit arbejde op for igen at give børnene den ro og hjemlige omsorg, som de havde brug for, fordi de så helt åbenbart ikke egnede sig til at være institutionsbørn.
I de år, hvor børnene mistrivedes i institution, var jeg hjælpepræst og talte i embeds medfør ofte med aldrende kvinder, som fortalte mig, at når man blev gammel som dem, så var det eneste, der betød noget, at ens børn havde det godt. Eller hvis børnene ikke havde det godt, så at man som deres mor vidste, at man havde gjort, hvad man kunne for at være der for dem.
Jeg skylder disse behjertede gamle kvinder stor tak for deres kloge ord. Disse kvinder, som havde en alder, hvor hjertet nødes til at tage sit regnebræt, de talte helt på tværs af al ligestillings- og kvinderettighedsideologi.
For de sagde det, som er vilkåret for enhver mor til alle tider: den dag hun nødes til at tage sit hjertes regnebræt frem og ridse op sit levneds dage, da er spørgsmålet ikke, om normeringen i børneinstitutionen var passende; der spørges ikke, hvor kommunen og dens mange hjælpere var – men da er spørgsmålet: Hvor var du?
Jeg tror, at mange af de yngre mødre, jeg siden har hørt sige, at de fandt det svært at aflevere deres små børn i institution, og som ville ønske, at de havde mulighed for at have mere tid sammen med børnene, har haft en fornemmelse af sandheden i de gamle kvinders ord.
Det er jo os mødre, hvis omsorg og beskyttelse, der kaldes på, så snart vi bliver klar over, at et lille nyt liv spirer i os. Det er os, der kender den lille, allerede før barnet bliver født, og det er os og vores bryst, spædbarnets gråd kalder på.
Selvfølgelig har fædre også omsorg for deres børn og kan om nødvendigt være den, der tager sig mest af barnet. Men uanset vor tids ideologiske krav om nivellering af forskellen på mor og far er jeg bange for, at det altid vil være os mødre, der står i fare for at rammes af samvittighedens nagen over, at vi sad børnenes krav på os overhørigt.
Det er det imidlertid ugleset at påstå i dagens Danmark, hvor den ligelige fordeling af mænd og kvinder i topstillinger betragtes som et værdigere mål at arbejde frem imod end at give kvinder økonomisk mulighed for at hellige sig familien i en årrække.
Det sidste er bandsat svært. I de år, hvor jeg var hjemmegående, regnede min mand og jeg på det: Hvis vi havde kunnet dele min mands indtægt over i to portioner og blive beskattet som to lavtlønnede, ville vi have kunnet få det til at løbe rundt. Men nu blev min mand topbeskattet, og derfor manglede vi hver måned lige det, der kunne få enderne til at nå sammen.
Men satte vi børnene i institution, betalte det offentlige jo en stor del af institutionspladsen. Kort sagt: Mødres udearbejde præmieres, mens familier, hvor den ene ægtefælle går hjemme, straffes.
Jeg mener ikke, at mødre skal gå hjemme, hvis de hellere vil arbejde ude. Men jeg synes, det er bittert, at der ikke er større mulighed for selv at vælge.
Mange trøster sig, ligesom jeg gjorde, ved, at alle andre jo sender deres børn i institution, så hvorfor skulle mine børn så ikke kunne klare det samme?
Men min erfaring er nu, at der er børn, der ikke egner sig til institutionslivet. Som har svært ved at slå igennem i den store flok af børn, de er tvunget sammen med. Som vægrer sig ved at blive opdraget af fremmede, fordi det, uanset hvor glimrende pædagogerne er, når alt kommer til alt jo må blive en form for kaserneopdragelse.
For det er nu engang forældre, der kender deres børn bedst og mærker forskellen på dem. Fornemmer hvilket af børnene, der har brug for kontant besked, og hvilket, der skal stryges mere med hårene. Hvilket barn, der let glider ind i flokken af legekammerater, og hvilket, der genert holder sig på sidelinjen og søger forældrenes støtte.
Og for børnene er der er nu engang forskel på at tage imod opdragelse fra mor og far, som børnene ved elsker dem, og så at blive irettesat og vejledt af voksne, som bliver betalt for deres omsorg.
Vist er der børn, der har psykiske problemer, som skal diagnosticeres, men der findes også børn, hvis modstand mod institutionslivet påkalder diagnoser, som børnene kunne have været foruden, hvis de havde kunnet få en hverdag derhjemme.
Og det er mig en kilde til stadig undren, at vi i dag, hvor vi bryster os af at have større fokus på børns trivsel end nogensinde før, ikke sætter alvorlige spørgsmålstegn ved det institutionsliv, vi har indrettet som almindelig norm for stort set alle børn.
At det betragtes som godt og rigtigt at tale for flere kvinder i karrierejobs, men lettere forargeligt at påstå at mange børn ville have det bedre ved at have en mor, der var hjemme hos dem.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.