MIT NAVN ER Rasmus Gravesen. Jeg er 24 år og studerer til sygeplejerske. Ved siden af mit studie har jeg igennem cirka to år haft arbejde på et plejehjem.
Næsten dagligt i hospitalspraktikken og dagligt i plejehjemsarbejdet er jeg blevet konfronteret med komplekse sygdomshistorier med fatale konsekvenser for et individs livsverden. Jeg har plejet skæbner, som det måtte synes etisk forkert fortsat at holde i live.
I Danmark er det ikke lovligt at anvende aktiv dødshjælp (eutanasi), men der er mulighed for at stoppe udsigtsløs behandling og dæmpe lidelserne så godt som muligt.
Når debatten tages, synes jeg ofte, at der bliver skabt et unødigt skræmmebillede af lægen med dødssprøjten. Argumentet ”Det må aldrig være lægens opgave at tage et liv i stedet for at helbrede” er rigtigt, men det mangler slet og ret en nuanceret indsigt i plejehjems- og hospitalsverdenen. Det mangler en viden om, hvor meget lidelse og sygdom et menneske for en tid er i stand til at overleve. Lige så snart eutanasi kan komme på tale, er livet allerede taget.
Som sundhedspersonale skal man kontinuerligt tilpasse sig til sygdomsprogression og -regression og handle derefter af hensyn til patienten.
Når man i sit arbejde oplever plejehjemsbeboeren med en bragende demens, der samtidig er blevet ramt af en blodprop i hjernen og tvunget til sin kørestol grundet immobilitet, er der hverken meget menneske eller liv tilbage. Et menneske, der ikke engang selv kan sige til, når det er tid til et toiletbesøg, og som kan risikere at sidde i sin egen afføring, indtil plejepersonalet opdager det.
Samme stakkel var blevet udsat for seksuelle krænkelser som barn, så ved enhver nedre hygiejnisk pleje blev han påmindet traumerne.
Selvom måltiderne var et højdepunkt, kunne han ikke udføre et eneste uden massiv støtte og hjælp, og lige meget hvor store spisestykker, han havde fået, lige meget hvor mange servietter, der blev brugt, røg så meget mad ud af munden på ham, at han måtte have skiftet tøj.
De fortsatte besparelser i plejesektoren gjorde selvfølgelig ikke situationen bedre for ham, men selv hvis der havde været fuldtidsopdækning, ville det jo ikke skærme for de dårlige kår, han kæmpede med. Men hans hjerte fortsatte med at slå, og selvom han flere gange blev ramt af lungebetændelser, gav kroppen ikke op. Den fortsatte med at tage imod lidelsen, og han fik det kun værre og værre.
Mandens tilstand må beskrives som virkelighedens skærsild. Ikke rigtig i live, ikke rigtig død, men fanget i en skal, ventende på at dø, for livet, der fandtes, vender ikke tilbage.
Svaret på spørgsmålet om, hvornår det er i orden at hjælpe et menneske til fred, er essentielt. Det er jo ikke, fordi de patientansvarlige læger vil spille dart eller roulette med den syges liv. Der skal selvfølgelig være komplet nøjagtige retningslinjer, der skal opfyldes, før det kan komme på tale, hvorvidt det vil være etisk korrekt at anvende midlet.
Muligheden kan jo altså bevare værdigheden for den syge og de pårørende, i stedet for at man døende visner bort.
Som jeg ser det, vil aktiv dødshjælp rent faktisk give muligheden for at kunne forberede et ordentligt farvel på en fredelig, kontrolleret og ikke-kaotisk måde.
Rasmus Gravesen studerer til sygeplejerske