Prøv avisen
Debat

Aktiv dødshjælp: Kierkegaard kan lære os ikke at acceptere fortvivlelsens logik

I modsætning til mange andre mente Kierkegaard dog ikke, at løsningen på fortvivlelse er at ødelægge sig selv. Tværtimod mente han, at enhver, der ser døden som en løsning på fortvivlelse, lever et desperat liv – også selvom han eller hun aldrig begår selvmord. Illustration: N.C. Kierkegaard/Polfoto.

Der er en forskel mellem at acceptere døden og aktivt at opsøge den. Der er nemlig forskel på at lindre lidelse – selv når det kan forårsage døden – og på at forårsage døden for at lindre lidelse, skriver Benjamin Olivares Bøgeskov.

SØREN KIERKEGAARD skrev – skarp som altid – at ”Sygdommen til døden” er den, man ikke kan dø af. Han kaldte sygdommen for fortvivlelse og for ham søger de, der lider af den, konstant efter en måde at dø på. De leder efter måder at komme af med deres lidelse på ved at komme af med sig selv. Det kan for eksempel være ved faktisk at begå selvmord, drikke for meget eller (i den lettere ende) ved at begrave sig i en verden af overfladisk underholdning.

I modsætning til mange andre mente Kierkegaard dog ikke, at løsningen på fortvivlelse er at ødelægge sig selv. Tværtimod mente han, at enhver, der ser døden som en løsning på fortvivlelse, lever et desperat liv – også selvom han eller hun aldrig begår selvmord.

DISSE REFLEKSIONER ER AKTUELLE lige nu, hvor Det Etiske Råd har indkaldt til ny debat om aktiv dødshjælp den 5. april. En ny diskussion om aktiv dødshjælp kan være vigtig, fordi der er afgørende etiske forskelle, som kan have vigtige praktiske konsekvenser. Der er en forskel mellem at acceptere døden og aktivt at opsøge den. Der er nemlig forskel på at lindre lidelse – selv når det kan forårsage døden – og på at forårsage døden for at lindre lidelse.

Men Kierkegaards visdom skal bruges til mere end disse kasuistiske diskussioner. Kierkegaards indsigt advarer os efter min mening om, at vi er i gang med at opbygge en fortvivlelseskultur, når vi accepterer fortvivlelsens logik. Dens logik er enkelt og udfoldes, hver gang vi prøver at slippe af med lidelse ved at eliminere den lidende. Den kommer til udtryk, for eksempel når man forsøger at komme problemet med immigration til livs ved at fjerne immigranter, og når man forsøger at eliminere lidelsen ved sygdom ved at eliminere de syge.

Kierkegaard kæmpede for at finde håb midt i lidelsen. Det håb fandt han gennem troen.

Måske vil nogle foretrække en anden medicin end den, han valgte, men jeg mener, at hans diagnose er rigtig: Uanset hvor tillokkende døden virker, lever vi i fortvivlelse, hvis vores eneste håb er at slippe af med os selv – lige meget hvor glade vi hævder at være.

Jeg håber derfor, at Kierkegaards indsigter kan inspirere Det Etiske Råd, til at træde ud af fortvivlelsens skygge og håbe på noget andet end døden som løsning.

Benjamin Olivares Bøgeskov er ph.d., lektor, Professionshøjskolen UCC.