At fjerne smerte ved at lovliggøre medlidenhedsdrab er som at helbrede hovedpine med en halshugning.
Debatten om legaliseret drab på handikappede og døende afspores af enkeltstående tilfælde, der ensidigt fremstiller handlingen som en barmhjertighedsgerning. En kendis eller en pæn, ældre herre, der har taget livet af sin uhelbredeligt syg kone, får dobbelt opmærksomhed. Herefter er vejen banet for politikere, der argumenterer ud fra borgerens frihed til at bestemme over eget liv.
Men det er en belastende frihed, som de raske efterspørger. At et flertal af befolkningen tilslutter sig aktiv dødshjælp bunder i frygten for at ende sine dage i en langvarig, meningsløs smertetilstand.
Medicinsk har vi imidlertid aldrig været bedre til at fjerne fysisk smerte. Det der virkelig gør ondt er derimod ensomhed og manglen på menneskeligt nærvær. Legaliseringen af at yde eutanasi –medlidenhedsdrab – vil kun forstærke følelsen af at være til last for sine omgivelser.
Den døende eller stærkt plejekrævende pålægges ansvaret for, om man vil vedblive med at være en byrde for omgivelserne eller forlade denne jord, så de raske uforstyrret kan fortsætte deres liv. Patienten, der beder om hjælp til at afslutte livet, længes måske dybest set efter et afslag fra deres nærmeste, for at blive bekræftet i at ”de vil mig”.
Hvor syg eller handikappet skal man være for at komme i betragtning til en aflivning? Hvis det er uværdigt at skulle have hjælp til at spise eller gå på toilettet, gør man funktionsdygtighed til et spørgsmål om livskvalitet. For KristenDemokraterne er det derimod et livsvilkår. Men indføres aktiv dødshjælp frygter KD med god grund for de store grupper af demente og ligesindede, der kræver omsorg for at kunne fungere i hverdagen.
I Holland og Belgien sikrer man allerede uhelbredeligt syge børn og sindslidende ”frihed” til at komme af med livet, frem for omsorg. I Danmark scanner vi gravide for at fjerne børn med Downs syndrom, fordi de belaster samfundsøkonomien. Og et dansk ægtepar fik fjernet et foster efter over 20 ugers graviditet, fordi det manglede højre underarm. Forældrene mente, at barnet ville få et ulykkeligt liv. Jeg konkluderer, at der er umanerlig kort vej mellem at aflive af medlidenhed og aflive for at beskytte sig selv. Facit er, at vi ender med at sortere efter ydeevne og hvor meget vi belaster samfundet.
Men legaliseret dødshjælp belaster også de pårørende og stiller dem i et vanvittigt dilemma, når de afkræves en stillingtagen til den syges livsduelighed. Hvilken frihed er der iøvrigt tiltænkt de lægefaglige personer, der skal udføre drabet? Forståelsen af at klinisk kompetente personer automatisk opnår en overnaturlig, objektiv evne til at vurdere et andet menneskes ønske om at dø, er et falsum.
Det er derimod etisk uansvarligt at lægge den byrde på lægens skuldre. Der er en uendelig stor forskel på at helbrede og lindre og til at aflive en patient.
Danmark nærmer sig en eutanasi-moral. Den der ikke leverer og præsterer har ingen værdi. At sundhedsordførerne fra Socialdemokraterne og De Radikale bakker op om den linje er ikke overraskende i en tid, hvor politik føres ud fra populære enkeltsager.
Men KristenDemokraterne må fastholde det enkelte menneskes værdi uagtet om det er en mediemæssig tabersag eller ej. Til gengæld sætter vi alt ind på at styrke det gode liv. I 2011 fik vi 150 ekstra hospicepladser på finansloven.
Men der er også behov for flere lægefaglige teams med speciale i smertelindring. Vi skal styrke familiemedlemmers mulighed for at drage omsorg for døende. Vi skal sikre, at ingen patient lades alene med en chokerende diagnose, men mødes af en præst eller psykolog. Det kan givetvis ikke betale sig økonomisk, men det er rigtigt.
Stig Grenov er landsformand for KristenDemokraterne.