Vrede på automatpilot hindrer dialog om aktiv dødshjælp

Det er et faktum, at nogle mennesker betaler formuer for at komme til udlandet og blive aflivet, for at slippe for smerter og rædsler. Det kan ikke ignoreres, og det er trist, at kun de rige kan få lov til at flygte, skriver debattør

Holmsgaard bør stille og roligt læse mit indlæg igen, og hvis han magter det, så prøv at gå bare en anelse ind på mine tanker, og prøv at føle med mig og de mange andre mennesker, der er angste og trætte af at blive bestemt over af magthavere som Holmsgaard, skriver Annette Wium i debat om aktiv dødshjælp.
Holmsgaard bør stille og roligt læse mit indlæg igen, og hvis han magter det, så prøv at gå bare en anelse ind på mine tanker, og prøv at føle med mig og de mange andre mennesker, der er angste og trætte af at blive bestemt over af magthavere som Holmsgaard, skriver Annette Wium i debat om aktiv dødshjælp.

Som man råber i skoven, får man svar, så jeg burde ikke undre mig over, at læge Hans Holmsgaard har følt sig ramt og provokeret til sit svar den 8. september her i avisen.

Jeg undskylder til andre, der har følt sig forulempet. Det var bare min erfaring, og folk, der kæmper for friheden, kommer ofte til at fornærme magthaverne.

Der er ikke mange argumenter i Holmsgaard svar, mest de samme påstande, som vi hører igen og igen fra modstanderne af aktiv dødshjælp, og som jeg netop satte spørgsmålstegn ved i mit indlæg.

Ja, der er dårlige og gode glidebaner. Frihed til at flygte er en menneskeret, selvom nogle kan blive kede af det, og det gælder både for dem, der søger om skilsmisse, og dem, der ikke kan bære livet mere.

Får de sidste lov til at flygte, får de også bedre mulighed for at tale med og trøste de pårørende inden, og de bliver fri for at ødelægge en eventuel togførers liv.

Holmsgaard har mest citeret mig korrekt, men han er nok blevet så rasende, at han er kommet til at sige, at jeg kalder debatten om, hvor syg man skal være for at få lov til at slippe herfra, for ”syg”.

Selvom jeg har ringe håb om en debat med Holmsgaard, vil jeg ikke finde mig i at blive fejlciteret så groft. Jeg sagde sagtmodigt, at debatten om det vil forsinke vores kamp for den endelige frihed, ikke andet.

Holmsgaard bør stille og roligt læse mit indlæg igen, og hvis han magter det, så prøv at gå bare en anelse ind på mine tanker, og prøv at føle med mig og de mange andre mennesker, der er angste og trætte af at blive bestemt over af magthavere som Holmsgaard.

Jeg er glad for, at Holmsgaard ikke er min læge, når jeg tænker på, hvor mange døende han har haft med at gøre uden at opdage, at mange af dem givetvis led og gerne ville herfra, men selvfølgelig ikke turde bede ham om hjælp i den retning.

Det er et faktum, at nogle mennesker betaler formuer for at komme til udlandet og blive aflivet, for at slippe for smerter og rædsler. Det kan ikke ignoreres, og det er trist, at kun de rige kan få lov til at flygte, som vi for eksempel også netop i disse uger ser, når de mindst fattige syrere kan flygte først og længst væk.

Livet er uretfærdigt, og kampen for frihed hård. At blive ”slagtet” for sin debatlyst og frihedstrang hjælper nok indirekte sagen, men jeg håber stadigvæk på nysgerrige og debativrige svar, meget gerne fra andre læger, der er bekymrede over deres ufortjente magtstilling.

Annette Wium, Næringen 34, st. 2, Risskov