Prøv avisen
Etisk set

Hvornår er man egentlig sig selv?

Hvornår er man fuldt og helt ærlig - både over for andre og over for sig selv, spørger Jørgen Carlsen Foto: Kåre Viemose/Scanpix

Det autentiske liv er en urimeligt opreklameret størrelse, og autenticiteten har allersværest ved at indfinde sig, når man insisterer på den, skriver Jørgen Carlsen

Der er i norsk kultur en tendens til at ville livsløgnen til livs. En søgen efter det autentiske og elementære - efter tilværelsens grundfjeld, om man så må sige. Lige fra Ibsen og Munch til Karl Ove Knausgård. Seneste skud på stammen er instruktøren Ole Giævers film ”Mot naturen”, som går i biograferne for tiden.

Hovedpersonen Martin, som spilles af Ole Giæver selv, er en pligtopfyldende familiefar, som lever sammen med hustruen Sigrid og deres halvstore søn Karsten. Han passer sit arbejde og konverserer med vennerne, og lever i det hele taget et trygt og komfortabelt borgerliv med god økonomi, god sex og god kondi. Men han har nogle hemmelige rum, som han ikke rigtig kan dele med nogen. Han er træt af kollegerne, træt af de forudsigelige weekender, hvor vennerne kommer på besøg til vin og væg til væg-bøf - eller hvor man er på genbesøg hos vennerne og hører de samme historier og vittigheder om og om igen. Martin føler sig eksistentielt underernæret. Han nærer en sult efter andet og mere. Han tumler med tanken om at flygte fra det hele, om skilsmisse, et nyt forhold - eller endnu bedre en række pikante erotiske eventyr.

Fra en umiddelbar betragtning handler filmen om en mand, der nærmer sig panikalderen, og jeg nærer ingen tvivl om, at mange mænd føler sig genkendt i den. Handlingen udspiller sig over en weekend, hvor Martin pakker sin rygsæk og begiver sig ”opp på fjellet” for at ”finde sig selv”. Men temaet stikker for mig at se dybere. Filmen handler ikke bare om mandlig kønsidentitet. For mand eller kvinde: Hvornår er man egentlig sig selv i sin autentiske udgave? Hvornår er man fuldt og helt ærlig - både over for andre og over for sig selv? Hvad er det for tanker, man rummer inderst inde, og som man ikke kan dele med nogen? Er det overhovedet muligt at sætte sig ud over livets modsigelser og paradokser? Er det ikke netop at ”leve i abstraktionen”, som Søren Kierkegaard kaldte det?

Det er ikke tilfældigt, at Kierkegaard, der for mange optræder som autenticitetens kompromisløse tænker, har koketteret med så mange pseudonymer i sit forfatterskab. Eller tænk på Ibsens Peer Gynt, der skræller et løg for at nå ind til kernen. Han fjerner lag på lag, indtil der intet er tilbage.

Flere gange i filmen retter Martin blikket mod himlen og ser en ørn svæve majestætisk over fjeldet. Den bliver symbol på hans frihedslængsel. Men det er ikke let at sprede vingerne og svinge sig mod skyerne, når man er et menneske, hvis skæbne er at være bundet til jorden og underlagt al kødets gang. Et sted i filmen drømmer han om at dø, gå i forrådnelse og ende som føde for en mus, som så bliver ædt af en ørn, der flyver op over alle bjerge. Det smager i det mindste lidt af fugl.

I det hele taget har Martin med sine frihedsdrømme svært ved at vinde fodfæste i tilværelsen.

Han prøver at finde frem til det elementære: fødderne, der betræder jorden, farverne, der omgiver ham, lydene“ Verden skal gentilegnes. Tilværelsen skal genstartes. Men det er mere end vanskeligt at nå den faste grund. Det er nærmest umuligt. Da Martin omsider vender hjem, ser han sønnen Karsten lege med en fodbold på græsplænen. Han går med i legen. Derefter spiller de frisbee. Martin kaster frisbeen op i luften. Den svæver. Så slutter filmen. Det er vel det nærmeste, Martin nogensinde kommer noget, der kan minde om en ørneflugt.

Hvad er moralen i denne fortælling? Måske denne: Det autentiske liv er en urimeligt opreklameret størrelse. Autenticiteten har allersværest ved at indfinde sig, når man insisterer på den. Visse ting i livet er lettere gjort end sagt.

Etisk set skrives på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm og formand for Hospice Forum Danmark Tove Videbæk