Prøv avisen
Debat

Lad være med at behandle mig som gammel, fordi jeg er fyldt 60

Kan jeg løbe lige så stærkt, som da jeg var 18? Ja, det kan jeg faktisk, for dengang var jeg ryger og kunne knap løbe fra den ene lygtepæl til den anden uden at miste pusten, skriver Helene Dambo.

Det kan selvfølgelig skyldes en høj grad af forfængelighed, selvom jeg endnu ikke har ramt Botox-grænsen. Men i mit eget hoved er jeg absolut ikke "ældre", selvom jeg er havnet i den målgruppe, som kommuner og andre behandler som en særlig udsat gruppe, skriver Helene Dambo

KRISTELIGT DAGBLADS tillæg den 21. marts med titlen Sundhed & Senior er garanteret velment. I hvert fald gav det mig sparket til at undersøge, hvor slemt det i grunden står til med mit eget korpus, nu hvor jeg har taget skridtet ind i de ældres rækker.

Jeg er med andre ord havnet i den målgruppe fra 60 år og opefter, som kommuner og andre skal give et kærligt spark, så de ikke forfalder fysisk. Til det brug har et nyt inspirationsmateriale på papir og dvd, ”Bevægelse hele livet - vil du med?”, set dagens lys. Materialet er omdrejningspunkt i tillæggets artikel ”Ældre skal træne med en højere intensitet”.

Ældre... hvad betyder det at være ældre? Er jeg selv ældre - ja, i hvert fald som målgruppe, men absolut ikke i mit eget hoved. Det kan selvfølgelig skyldes en høj grad af forfængelighed, selvom jeg endnu ikke har ramt Botox-grænsen.

Og jeg indrømmer også gerne, at en god vens provokerende spørgsmål om, hvorvidt jeg er fyldt 62 eller måske endda 63, førte til håndgemæng. Den ”vits” var ikke morsom. Og jeg ved det. Det siger absolut mest om mig. Der gik grænsen.

Men jeg gennemlæste artiklen, for det kunne jo godt være, at min krop i virkeligheden er ældet, og at det fuldstændig har forbigået min opmærksomhed.

Så jeg går omhyggeligt til værks i henhold til artiklens pointer. Kan jeg løbe lige så stærkt, som da jeg var 18? Ja, det kan jeg faktisk, for dengang var jeg ryger og kunne knap løbe fra den ene lygtepæl til den anden uden at miste pusten.

NÆSTE PUNKT: Kan jeg bukke mig og snøre snørebånd med strakte ben? Tjek! Også den er hjemme. Det går faktisk meget godt.

Videre går det med anbefalinger om, hvordan man bevarer bevægelighed, balance og kondition. Et par øvelser i høj intensitet på køkkengulvet under musikalsk ledsagelse af lidt fed rock førte til endnu et plus på tjeklisten, da opvasken var klaret på skiftevis højre og venstre ben. Balancen, du ved!

I mine bestræbelser går jeg optimistisk videre med egne eftersyn, og jeg sparker hælene op mod bagdelen, dog ikke på en gang, og her må jeg nødtvungent erkende, at jeg ikke længere er så skarp, som jeg har været. Det siger så til gengæld noget om, at ballerne fortsat befinder sig i en rimelig højde. Men jeg vil gå i skarp træning med den øvelse.

Jeg ved ikke, om det bare er mig, der overtolker. Men jeg bryder mig ikke om, at Lis Puggard, som er ophavskvinde til det omtalte inspirationsmateriale, i artiklen siger: ”Men det kræver noget mere forklaring at give dem en forståelse for, hvor vigtigt det er at træne muskler.”

Jeg tænker for det første, at det ikke er særlig skægt at blive lukket ind i en gruppe bestående af ”dem”, hvor der så samtidig må være en gruppe bestående af ”os”, forstået som den del af befolkningen, der ikke kræver så lange søforklaringer for at fatte, hvor vigtigt motion er. Hedder det marginalisering, eller hvad?

Videre lyder det: ”Ens hoved skal ville træningen, og man skal prioritere det.” Så vidt jeg husker - og jo, der er da ting, man glemmer undervejs i årrækken - så har mit hoved virkelig altid skullet ville træning hele mit liv, fra det øjeblik jeg blev klar over, at man ikke kommer sovende til god kondition og balancekunst.

HELDIGVIS HAVDE JEG forinden læst artiklen, hvor aldringsforsker Rudi Westendorp giver udtryk for, at ”vi har et meget fordomsfuldt syn på ældre i dag”, og videre, at ”alderdom og sygdom er to uafhængige ting”.

Han nævner også, at de 30-årige meget vel kan blive 100 år, hvis de ellers lever sundt og holder sig i gang. Her kunne det måske være på plads med lidt nyt inspirationsmateriale, for så venter der godt nok mange år forude i fit for fight form.

Nok om pjevseri og min forfængelighed. Min hovedpointe er, at al aldringsforskning peger på, at der er god grund til at se på dem over 58 år som attraktiv arbejdskraft. Det kan være, at tempoet ikke er som 25-åriges. Til gengæld rummer modne mennesker en bunke erfaringer og viden, som de gavmildt deler ud af.

Og så kommer det sure opstød: Informationsmateriale til ”den ældre, motionskrævende generation fra 60 og opefter” medvirker til at fastholde holdninger om, at folk er gamle, når de er fyldt 60 og skal behandles som en særlig udsat gruppe, der kræver særlig træning og særligt informationsmateriale, så de fatter alvoren af at holde sig i form. Der er ikke noget at sige til, at det er et særsyn, når arbejdspladser går om bord i at ansætte ”os gamle.”

Helene Dambo, cand.mag. og journalist, Lerchesgade 31 B, Odense C

Helene Dambo. Foto: Privatfoto