Valgkampsvulkanen har skælvet i længere tid, men lugten af svovl begynder at ramme vores næsebor. Det lugter lidt fra højre, lidt fra venstre og lidt fra midten.
I lang tid har vi mærket de små jordskælv, og mange af os tænkte, at med det fokus på handicap- og psykiatriområdet ville et vulkanudbrud af omsorg og forståelse være muligt. Men det blev ved disse små jordskælv – nu lugter det bare – en lugt af fordærv, forråelse og bortforklaringer.
Aldrig har psykiatriområdet haft større opmærksomhed, aldrig har der været mere fokus på jobcentrene, og aldrig har politikere været så meget fremme og fortælle, at "man" skal gøre noget ved problemet. Heldigvis udtalte vores statsminister, at det kunne "det frivillige Danmark" tage sig af. Så kunne politikerne trække følehornene til sig og igen overlade ansvaret til den enkelte borger.
Partiernes valgkampsreklamer konkurrerer i at være negligerende og ansvarsfralæggende. En udtrykker, at partiet tror på, at "du kan godt", og at andre politikere ganske ubegrundet og alt for ofte fortæller, at borgerne er svage. Det er de selvsamme politikere, der sammen har formet en forvaltningsstruktur, som trods alt ikke fortæller mig, at jeg er svag, men gør mig til den svageste part og sender mig ud på en ensom rute på vulkanens rygende skråning.
10-årsplanen for psykiatrien er i gang med at blive udformet, men med valget stående for døren frygter jeg, at den proces bliver afsporet af politisk spin.
Jeg savner, at politikerne virkelig forstår – ikke bare påstår, at de gør – og viser en reel, medfølende anerkendelse af problemets omfang. Mange socialpolitisk aktive har gjort noget. De har råbt vagt i gevær, været hinandens støtter og holdt hinanden oppe på den fritflydende bjælke, som vi alle klamrer os til. Men det nye er, at fagfolk i psykiatrien nu også klamrer sig til den selvsamme solidariske bjælke. Det er utroligt at opleve, men også direkte alarmerende. Følelsen af at stå sammen med dem, som har den erfaring og viden, vi har brug for, er fantastisk. Det samme er ved at ske inden for folkeskolen, hvor PPR-psykologerne er hoppet med på bjælken og har stillet sig i geled med de udmattede forældre. Det er barskt, at det er arbejdsmiljøet, der fører til fagfolkenes opbakning til borgerne.
Borgmestrene har også fået atmosfæren til at lugte lidt af svovl, for de vil ikke give den hjælp, der er enhver borgers ret jævnfør lovgivningen. Her er jeg nødt til at påpege kommunernes manglende individuelle vurderinger.
Konsekvenserne af den manglende politiske ansvarstagen er store:
Folkevalgte politikere har efter 16 år endnu ikke fået inkorporeret FN's handicapkonvention i dansk lovgivning.
Politiet står ofte i situationer, hvor det faktisk forvolder mere skade end gavn grundet manglende viden om neurologisk anderledeshed eller psykiatriske sygdomme.
Store sociale og menneskelige omkostninger. En bedre psykiatri og et større fokus på mere faglighed ville resultere i færre sociale og menneskelige omkostninger.
Som følge af samfundets hidtidige manglende rettidige indsatser vil der i mange år fremover være brug for ekstra sengepladser, flere botilbud og boformer, flere flex- og skånejobs og en generel bedre forståelse for kompleksiteten af handicap og tilføjede komorbiditeter.
Så, politikere: Vil I efterlade borgerne i vulkanens askeregn?
Nina Catalina Michaelsen er landsformand for Autisme- og Aspergerforeningen for Voksne.