Alex Ahrendsen: Skal vi virkelig tilgive den angrende Ida Auken?

Egentlig burde jeg være glad. Hun siger jo, at danske værdier er vigtige, og at vi ikke skal opgive dem til fordel for udefrakommende. Hun siger også, at vi skal have selvtillid og tro på os selv. Hvorfor er det så, at jeg alligevel ikke er helt tryg? Måske skyldes det, at det er en gratis omgang, skriver Alex Ahrendsen

Ida Auken sætter intet på spil, men taler lige ind i en forholdsvis ukontroversiel dagsorden, i og med at de allerfleste partier har erkendt, at vi bliver nødt til at sadle om vedrørende indvandring, islam og danske værdier, mener Alex Ahrendsen (DF).
Ida Auken sætter intet på spil, men taler lige ind i en forholdsvis ukontroversiel dagsorden, i og med at de allerfleste partier har erkendt, at vi bliver nødt til at sadle om vedrørende indvandring, islam og danske værdier, mener Alex Ahrendsen (DF). Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix.

Ida Auken (R) er aktuel med en ny bog ”Dansk”, hvor hun delvist imødekommer Dansk Folkeparti og samtidig revser venstrefløjen for at have svigtet danskheden. Det er i hvert fald sådan, det er blevet udlagt. Jeg kan ikke vide det, for jeg har ikke læst bogen.

Jeg har tænkt en del over, hvorfor Ida Auken har valgt at skrive bogen. Egentlig burde jeg være glad. Hun siger jo, at danske værdier er vigtige, og at vi ikke skal opgive dem til fordel for udefrakommende. Hun siger også, at vi skal have selvtillid og tro på os selv.

Hvorfor er det så, at jeg alligevel ikke er helt tryg? En angrende synder gør jo Gud gladere end 99 retfærdige? Måske skyldes det, at det er en gratis omgang for Ida Auken. Hun sætter intet på spil, men taler lige ind i en forholdsvis ukontroversiel dagsorden, i og med at de allerfleste partier har erkendt, at vi bliver nødt til at sadle om vedrørende indvandring, islam og danske værdier.

Tænk, hvis Ida Auken havde sagt de samme ting for 10 år siden. Så ville det have givet genlyd for alvor. Hun er jo en Auken, det vil sige, at hun er selve symbolet på eliten i Danmark. Hendes mor er Margrete Auken (SF) og hendes onkel var Svend Auken (S), to særdeles magtfulde politikere på den politiske venstrefløj.

Ida Auken har ganske givet været på en erkendelsesmæssig rejse som så mange andre på venstrefløjen, og hun har helt sikkert ikke haft indvandringens problemer inde på livet, da hun som så mange andre fra den politisk korrekte, venstredrejede, kulturradikale del af Overdanmark har levet en tryg og beskyttet tilværelse, hvilket har gjort det sværere for dem at blive udfordret.

Men alligevel. Hun er helt åbenlyst begavet, og jeg tror også på, at hun holder af Danmark. Det gør de jo ofte hos SF, som hun oprindeligt kommer fra. Jeg tror dog også på, at hendes bog er en del af Radikale Venstres forsøg på at komme tilbage til magten. Morten Østergaards (R) ghettosafari til Vollsmose og Gellerup var et kluntet forsøg på dette.

Angrende er de altså, De Radikale, men udelukkende for at sidde tæt på magten. Jeg glemmer ikke, at de svigtede sønderjyderne efter Første Verdenskrig, de svigtede under nazisternes besættelse, de svigtede folkestyret under den kolde krig, og de svigtede under de ophedede debatter om islams og indvandringens konsekvenser.

Så tilgivelse? Ikke endnu.