Forbrugsfestens allerhelligste shoppingdage er lige rundt om hjørnet. Vi danskere kickstarter med det amerikanske fænomen black friday, som har holdt sit indtog i vores lille andedam, og så stopper det nærmest ikke efter det, idet vi alle sammen kaster os ud i et ræs efter de rette julegaver til vores nærmeste.
I år forventer man, at danskerne vil forbruge alene tøj, sko og accessories for over en milliard kroner. Jeg selv er en af dem, der ender med at fylde min digitale indkøbsvogn med materielle goder, som jeg fint har bildt mig ind, at jeg ikke kan leve uden.
Men der er noget, der er begyndt at nage mig: Jeg kan ikke lade være med at tænke over, at vores besættelse af materielle goder får os til at fremstå som hyklere, når vi kaster os ud i en moralsk debat om klimakamp og opgør med rige oliestater. Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvilke konsekvenser det har for vores forståelse af hinanden, af samfundet og vores ansvar.
Vi lever i en tid, hvor vi kan se, hvordan oliestater, rigmænd og diktaturer får mere og mere magt. En tid, hvor inflation, krig i Europa og en igangværende klimakrise ånder os i nakken.
Vores unge marcherer gennem gaderne og råber efter forandringer, så vores planet ikke dør, vi kræver retfærdighed, når vi ser Qatar-regimet misbruge sine penge og magt til at kidnappe en sport, de fleste elsker. Vores privatøkonomi bløder på grund af inflation, høje energipriser og manglende tiltag fra vores politikere.
Alligevel er vi nærmest forblændet, som var vi Gollum, der jager ringen i "Ringenes Herre", i jagten på materielle goder, der i sidste ende økonomisk styrker de “skurke”, vi kræver et opgør med. Og jeg begriber det ikke.
Ærligt: Jeg er selv en af dem, der år efter år falder ned i forbrugersumpens mørke og klistrede sø. Derfor må jeg bare erkende, hvor dobbeltmoralsk det er, når vi på den ene side kræver større fokus på klimakampen, samtidig med at vi står med den nyeste iPhone. Betyder det så, at jeg ikke vil have folk skal gå shop-amok her de næste par måneder, hvor julen og januartilbuddene slår til? Nej, overhovedet ikke. Det skal folk selv bestemme.
Men det, jeg måske har indset, er, at vi de seneste par år som individer har mistet os selv, fordi den fælles fortælling, der tidligere har været stærk herhjemme, er forsvundet og erstattet med en mere global forbrugerfortælling.
En fortælling om, at vi skal være gode forbrugere, som skal bruge vores hårdt tjente penge på materielle goder, som vi i virkeligheden nok ikke har brug for. Og det er præcis det modsatte af, hvad vi i virkeligheden higer efter, når vi taler om at redde planeten eller tage magten fra skøre golfstater eller rigmænd.
Men alligevel bliver vi ved og ved med at køre dankortet igennem og skaffe os den nyeste taske, sko eller gadget. Vi bliver ved med at stemme på de samme politikere, der samarbejder med skøre diktaturregimer eller ikke stiller krav over for organisationer eller samarbejdspartnere.
Nu står vi så her foran en ny black friday. Og vi har sikkert allerede vores digitale indkøbsvogne fyldt op. Det er også fint i sig selv. Men jeg kan bare ikke lade være med at tænke over, hvor dobbeltmoralske vi alle sammen er.
Vi kan jo godt ændre vores vaner, købe mindre nyt og kræve, at vores politikere skal handle. Og vi kunne som samfund starte en samtale om, hvorvidt åndelig fattigdom har taget overhånd, og nationens sjæl er blevet udhulet, fordi vi kun har fokus på mere løn, mere arbejde og bedre karrierer.
Men det gør vi bare ikke, fordi vores higen efter materielle goder, mere magt og prestige er større end vores lyst til at leve op til de værdier, vi tit prædiker. Så længe leve forbrugerlivet! God black friday!
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og debattør og forfatter Ali Aminali.