Vold mod kvinder, vold i nære relationer og kvindedrab. Tre temmelig forfærdelige gerninger, som burde få os alle sammen til at føle foragt og vrede. Men gør vi egentlig også det?
Jo, jeg er stensikker på, at vi alle bliver en smule forargede eller føler foragt, når vi læser en nyhed om, at endnu en kvinde er blevet dræbt af sin partner. Eller når kvinder udsættes for vold, føler sig utrygge eller har det svært med deres partner, fordi de har et “iltert” temperament.
Men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvorfor vi ikke anser partnerdrab som et samfundsproblem. Dét vi i stedet gør er at se det som en konflikt i hjemmet, der er gået over gevind. Eller endnu værre, at det skyldes et passioneret øjeblik.
Det er vi nødt til at tage et opgør med, for der er noget næsten middelalderagtigt over, at vi som samfund ikke anerkender, at kriminalitet mod kvinder er et samfundsproblem. Derfor er det vigtigt, at vi på tre niveauer begynder at sætte fokus på den generelle kriminalitet mod kvinder.
Hvordan kan det være, at man nærmest på få måneder kan sætte hårdt ind mod bandekriminalitet, men ikke kan formå at lave en "pakke" mod kvindedrab?
Det vi først og fremmest skal gøre er at starte en samfundsdebat, hvor vi åbent og ærligt taler om den kriminalitet, der finder sted over for kvinder. Hvis du ser tilbage på de seneste par måneder, kan du konstatere, at der er begået en del kvindedrab inden for kort tid.
Faktisk skulle der kun gå tre dage i det nye år, før vi igen måtte forholde os til et kvindedrab. Læg så oveni i det hele samtalen om, at kvinder ofte føler sig utrygge, når de går hjem om aftenen, at 11.800 kvinder udsættes hvert år for voldtægt eller voldtægtsforsøg. Det er teknisk set i snit over 30 kvinder hver eneste dag. Det mest foruroligende er, at 14 procent af voldtægterne begås på et offentligt sted som gader eller parker.
Hvis det ikke er nok til at sætte refleksioner i gang og se mønstre, så aner jeg ikke, hvad der skal til. Hvad der sker bag hjemmets fire vægge er på sin vis en privat sag. Jeg er ikke særlig begejstret for, at staten skal blande sig alt for meget. Men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at kriminalitet mod kvinder ikke fylder mere i vores bevidsthed. Det her handler om vores søstre, mødre, venner og kollegaer.
Det vi også burde gøre er at kræve mere af vores politikere. År efter år har de talt om kriminalitet mod kvinder, om at lave handleplaner mod kvindedrab og styrke den forebyggende indsats. Alligevel står vi her og må konstatere, at kun få ting har ændret sig. Og det er ikke godt nok.
Når man spørger de kære politikere, hvorfor de ikke handler, så er svaret fra begge fløje, at det er et komplekst og svært område. Og at det kræver en tværfaglig tilgang. Men med alt respekt, det gjorde bandepakkerne også.
Så hvordan kan det være, at man nærmest på få måneder kan sætte hårdt ind mod bandekriminalitet, men ikke kan formå at lave en "pakke" mod kvindedrab? Det jo ikke fordi, vi lige har fundet ud af, at der begås cirka 12 kvindedrab hvert år, vel? Derfor skal vi borgere kræve mere handling.
Der er masser af organisationer, såsom Danner og de øvrige kvindekrisecentre, der klar til at dele deres viden og hjælpe med at finde kvalificerede løsningerne. Så der findes kun dårlige undskyldninger for ikke at skabe en permanent løsning.
Og når vi nu er i gang med at tale om politikernes nærmest hovedrystende tilgang til problemet, så lad mig sende en særlig hilsen til de borgerlige politikere. Der er intet mere hovedrystende end at opleve borgerlige politikeres manglende interesse for dette område. Det er som om de borgerlige principper i forhold til retssikkerhed og det at værne om familien bliver smidt ud af vinduet, når det kommer til kriminalitet mod kvinder. Det er tid til at tage teten på denne dagsorden, kære borgerlige.
Vi har på individniveau også et ansvar for at gøre op med dette problem. Det vi kan gøre er at tage snakken med vores kollega, hvis vi kan mærke, at der er noget galt på hjemmefronten. Vi kan som familiemedlem støtte og hjælpe med at sige fra, hvis vi ved at vores kære oplever vold hjemmet.
Vi skal også reagere, når vi hører alarmerende støj eller gentagne højtråbende skænderier fra naboen. Jeg ved godt, at det er lettere sagt end gjort. Men det er på tide, at vi på individniveau forholder os til dette problem. Ved at gøre det tager vi som samfund ansvar og gør det til et samfundsproblem, som vi i fællesskab skal finde en løsning på.
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen, debattør og forfatter Ali Aminali og sociolog og forfatter Anette Prehn.