Prøv avisen
Debatinterview

Ali Aminali: Min historie viser, at vi kan integrere folk – men ikke, som venstrefløjen tror

Illustration: Rasmus Juul

Som socialrådgiver oplevede Ali Aminali ofte, at flygtninge og indvandrere blev mødt med særhensyn. I ny bog argumenterer han for, at flere burde have en opvækst som hans egen med krav og dannelse

”Det kan jeg ikke.” Sådan var reaktionen, da Ali Aminali som socialrådgiver endelig havde skaffet et rengøringsjob på to timer om dagen til en somalisk kvinde i Rosenhøj i Aarhus. Et job skræddersyet til den unge kvinde, som skulle passe arbejdet ind i de daglige sysler med indkøb, tøjvask og børnepasning. Han måtte forstå, sagde hun, at ”når man gør rent, så skal man have uniform på, og jeg er muslim. Jeg må ikke bare skifte mit tøj ud med en uniform. Det er haram.”

Situationen er ikke enestående. Når Ali Aminali har forsøgt at hjælpe indvandrere og flygtninge i job, har han gang på gang oplevet, at hans indsats var forgæves.

De mange opsparede frustrationer fortæller Ali Aminali om i den nye bog ”Alis danmarkshistorie”. Han fortæller også, hvordan han selv blev dansk ved at vokse op med danske værdier omkring sig, og hvordan han mener, at venstrefløjen har fejlet i de seneste 15-20 år ved at ”pakke indvandrere ind i bobleplast” og tage særhensyn i stedet for at stille krav. Det har resulteret i, at mange flygtninge og indvandrere lever i parallelsamfund, hvor de ikke bliver integreret og ikke kæmper for at komme i arbejde.

Han har mødt masser af ressourcestærke mennesker, som ikke har rykket sig på grund af deres kulturelle ståsted. De blev på kontanthjælp. ”Vi må erkende, at venstrefløjen lider af hensynsbetændelse,” mener han. Det gælder både politisk og blandt socialrådgivere, lærere og pædagoger. Når det lige nu går lidt bedre med integrationen end tidligere, skyldes det, at de borgerlige er begyndt at stille krav. ”Det har virket. Vi kan se, at det går bedre med nytilkomne flygtninge, fordi vi har en strammere tilgang.”

Som socialrådgiver har han oplevet, at langt de fleste gerne vil i arbejde og integreres. Men problemet er, at der ”er en stor procentdel, som ikke føler, at de burde komme i arbejde, for hvorfor skulle de det? De har det godt, hvor de er. De bliver anerkendt i deres ståsted, i deres sygdomsforståelse og i deres kulturelle værdier.”

I sin opvækst i den lille by Ålsgårde ved Hornbæk oplevede han og familien, hvordan det var deres eget ansvar at tilpasse sig. ”Vi var det unormale. Folk accepterede det, men de sagde for eksempel, at for at trives her, så skal Ali da også spise frikadeller. Ali skal da også med på kanotur, ellers føler han sig udstødt.” Således oplevede Ali Aminali, at hans muslimske forældre hele tiden fik skubbet deres grænser. De lyttede til omgivelsernes argumenter og rettede lige så stille ind og blev mere danske.

Der var ingen særhensyn, og det har virket, mener han. Men hvis Ali Aminali var vokset op i en ghetto, er han sikker på, at det havde været anderledes. Så havde hans far mødt Mohammed og Hassan uden for sin dør, og de havde bekræftet faderen i, at sønnen ikke skulle på kanotur eller til kristendomsundervisning, og at danskerne måtte forstå, at de kom fra en anden kultur.

Selvom Ali Aminalis forældre var ressourcestærke med lange uddannelser og var moderate muslimer, mener han ikke, at de adskilte sig væsentligt fra de familier, han senere i sit liv har mødt som socialrådgiver. ”Succesfuld integration handler ikke om, om du tager en uddannelse eller er i arbejde. Du kan stadig gå hjem til din boble og blive ved med at udøve social kontrol over din datter eller være imod homoseksualitet eller ligestilling. Så er det ligegyldigt, hvor ressourcestærk du er.”

Hvis man bliver i parallelsamfund, bliver man bekræftet i, at det er en god idé at holde fast i traditionerne, mener han, ”og nogle gange bliver du endda mere religiøs af det. Du kan lige så godt komme i moskéen, når den er lige rundt om hjørnet.

Der var ikke mange moskéer omkring mig, der var en kirke. Hvis jeg havde lyst til at snakke om religion, kunne jeg skændes med præsten. Det dannede mig.”

Mener du, løsningen på vores integrationsproblemer er, at alle indvandrere får en opvækst som din egen?

”Ja. Jeg har oplevet børn i ghettoen i Gellerup sige til hinanden, at hvis de spiser svinekød, ryger de i Helvede. Hvis jeg havde sagt det til Thomas fra min klasse, havde min klasselærer sagt til min far, at det siger man ikke i Danmark. Jeg så gerne, at vi fik alle flygtninge og indvandrere ud af ghettoen og ind i fællesskabet. Det er ikke let. Vi skal begynde at stille helt simple krav. Ikke kun lovmæssigt, men også på socialrådgiver-, lærer- og pædagogniveau. Så tror jeg, at de sekulære eller moderate muslimer, der gerne vil være en del af det danske samfund, bliver det. Ligesom min familie gjorde.”

Hvad hvis indvandrerne ikke kan lide din løsning?

”Det er deres valg, hvad de gør, men de må også tage konsekvensen. Hvis vi eksempelvis tager den somaliske kvinde fra min tid som socialrådgiver, så er det hendes valg, om hun tager uniform på. Det er også hendes valg, om hun vil flytte ind i et hyggeligt lokalområde, hvor hendes børn kan gå i fodboldklub. Hun kan vælge at ændre værdier, eller hun kan tage hjem. Vi vil se nogle, der tager hjem. Og det er der ikke noget galt med. Det er deres egen ret.”

Som socialrådgiver var din tilgang også, at der skal stilles krav. Men du oplevede, at du slog panden mod en mur. Hvorfor skal vi ændre tilgang, hvis det ikke virkede for dig?

”Der var resultater af min tilgang, men jeg stod over for et system og et fag, hvor størstedelen har en anden tilgang til, hvad integration burde være. Det var hårdt.

Mange socialrådgivere oplever, at når du har prøvet hele værktøjskassen med Fatima, og hun stadig ikke kommer i job, så kan du også bare sende hende i aktivering i blokken og dele flyers ud på arabisk. Så er problemet bare, at om seks måneder er vi tilbage til start.”

Hvad hvis Fatima var en dansk kvinde, ville du så kunne få hende i beskæftigelse?

”Min erfaring er, at Fatima og Lotte ikke møder det samme system. Lotte bliver skåret i kontanthjælpen, hvis hun ikke kommer i gang. Hvis hun har et alkoholproblem, bliver hun sendt i misbrugscenteret. Men gælder det Fatima, så er det nok noget kulturelt, og det må vi acceptere.

En af mine kolleger siger for eksempel, at somaliere ikke kan komme i arbejde, fordi de er et beduinsamfund. Det er noget vrøvl. Lad os hjælpe i stedet for at bekræfte, at det er for hårdt.”

En del flygtninge og indvandrere har vel reelle traumer og reelle problemer?

”Ja, jeg har mødt folk, der havde det rigtig skidt. Det kan man mærke på dem. Hvis du har en diagnose, kan du få hjælp. Men der er andre, der kom og sagde: Det gør ondt i min krop, når jeg sidder på en cykel. Da jeg sendte dem til en fysioterapeut, var der ikke noget galt. Mange af dem, der kommer fra Mellemøsten har en anden sensitivitet og sygdomsforståelse.”

Mener du, der er mange, der ikke vil arbejde?

”Der er altid nogen, der ikke vil i arbejde. Men selvom jeg er borgerlig, synes jeg, det er dæmoniserende at sige, at alle ikke-vestlige ikke vil i arbejde. Størstedelen vil gerne. Mit mål er at give nytilkomne en mulighed for at blive en del af fællesskabet. De skal kunne se sig selv som danskere, som en fra Hillerød og ikke Palæstina. Jeg bliver lykkelig, hvis vi lykkes med det.”

En del debattører mener, at danskere også skal se indad, at vi diskriminerer og taler for dårligt om indvandrere og flygtninge.

”Det køber jeg ikke. Er det ikke det, vi har gjort de seneste 10-15 år, set indad? Og sagt: Måske er det os, der er noget galt med. Hvis vi tænker på tonen, så se bare på Sverige. Sverige har haft nul negativ tone, og der er kaos.”

Succesfuld integration handler ikke om, om du tager en uddannelse eller er i arbejde. Du kan stadig gå hjem til din boble og blive ved med at udøve social kontrol over din datter eller være imod homoseksualitet

Ali Aminali