Alkoholisme er en af de sygdomme, som dræber flest mennesker i vort århundrede (sygdom forstået som, når noget forhindrer dig i at fungere, som du burde). Alligevel støder så mange mennesker, der desperat søger helbredelse for sig selv eller en af deres kære, ofte på modstand i deres bestræbelser for at få en effektiv behandling.
Det skyldes ofte, at alkoholisme også er en af de mest misforståede sygdomme i vores kultur. Den er viklet ind i et spind af benægtelse, mystik, myter, angst, flovhed og uvidenhed. Vi tabuiserer i virkeligheden ofte alkoholikerne og ser den anden vej, på samme måde som vi før i tiden gjorde det med de mennesker, der led af tuberkulose eller kræft.
Jeg glæder mig af og til på dem af mine venners vegne, som er stofmisbrugere, fordi medierne har skabt så stor opmærksomhed omkring alvoren af deres problem. Samtidig er jeg enormt bedrøvet, fordi jeg ved, at alkoholproblemet er langt mere udbredt og mindst lige så skæbnesvangert. Og alligevel bliver det med stort held stadigvæk fejet ind under gulvtæppet og ofte ignoreret.
Mit arbejde med alkoholikere og deres familier igennem snart 10 år viser mig, at mange mennesker, hvis de får den rette mulighed, faktisk kan standse denne traumatiske sygdom. Samtidig siger min erfaring mig, at mange mennesker, som udvikler sygdommen alkoholisme, alligevel falder igennem det medicinske og sociale sikkerhedsnet og desværre dør en frygtelig og ofte alt for tidlig død. Dette sker ofte, fordi vort samfund savner viden, trækker apatisk på skuldrene, ikke tør gribe ind eller kort og godt bare stikker hovedet i busken.
Der gøres ikke nær nok for at hjælpe. Hver eneste dag kræver alkohol sine dødsofre: i form af dødsulykker på grund af spirituskørsel, i form af hjerte- og leversygdomme, der skyldes, at organerne har taget skade af lang tids misbrug af alkohol, fordi fulde folk bliver kvalt i deres eget bræk, fordi fulde folk falder i søvn med en tændt cigaret og så videre. Mange af disse dødsfald kunne undgås, hvis sygdommen alkoholisme mødte større opmærksomhed og forståelse.
Til trods for den i medierne langsomme, men heldigvis støt voksende mængde af information om alkoholisme er der stadig en mængde myter og postulater om de mennesker, der bliver afhængige af alkohol. For eksempel er det stereotype billede af en alkoholiker som regel et ensomt menneske, en snavset halvgammel mand i en regnfrakke, der holdes sammen af en snor, og som sover på en bænk pakket ind i aviser klamrende sig til en flaske billig vin. Derfor er vi tilbøjelige til at benægte, at denne sygdom kan forekomme i vores familie. Vi er blinde for den kendsgerning, at alkoholisme ikke respekterer klasse, kultur eller religion. Vi glemmer, at præster, læger, hustruer, skuespillere, direktører, piloter, politikere, skoleelever, frisører og pensionister, for blot at nævne nogle, rammes af denne sygdom.
Alkoholisme er ikke nogen særlig romantisk sygdom, og den aktive alkoholiker vinder ikke megen sympati i hverdagen. Han laver ravage på skadestuen, han lægger beslag på megen kostbar tid, han fortsætter med at drikke, selvom mange velmenende mennesker har brugt masser af tid på at hjælpe ham. Men hans sygdom kan desværre ikke fjernes med kirurgens kniv.
Traditionelle psykiatriske metoder med at lægge hovedvægten af behandlingen på at finde de tilgrundliggende årsager har vist sig at være virkningsløse i langt de fleste tilfælde, men hvorfor gå tilbage og lede efter den tilgrundliggende årsag til, at han drikker, når vi i dag ved, at årsagen til, at alkoholikeren fortsætter med at drikke, trods negative konsekvenser, er, at han lider af en sygdom, som hedder alkoholisme.
At stoppe helt med at indtage alkohol (gå på vandvognen) har vist sig at være langt nemmere for en alkoholiker, end det vil være at forsøge sig med et beskedent, kontrolleret forbrug. Tænk hvis vi turde være stolte af at være alkoholikere ædru alkoholikere.
Kim Wiese,
alkolog, Sdr. Strandvej 34, Nexø