Prøv avisen
Debat

Alkoholisme piner især de pårørende

”De allernærmeste må prøve og prøve, men en ridderlig kamp frem mod helbredelse kan være så hård, at det prikker og syrer helt ud i hænderne,” skriver Alberte Zacho. – Model Foto: Alexander Heinl/DPA/Scanpix

Det kan være voldsomt at se en sygdom pille kød og blod fra hinanden, at man hellere vil kigge væk. Især når det ikke bare er tilfældigt kød og blod, men lige præcis dét kød og blod, man selv er blevet skabt af, skriver Alberte Zacho

Jeg sad i bussen helt ret i ryggen med min taske på skødet. Jeg stirrede på ham.

Jeg kunne ikke finde ud af, om han smilede. Hans mimik var mimikløs. Den var fastholdt og konstant. Ikke på mig, men på noget, der ikke var noget.

Jeg stirrede, som var han en stakkel, for det var han. Han synede gennemtæsket af modgang. En voksen mand, men en lille dreng, der skulle have været sat på skødet eller serveret en lille portion forståelse, da livet begyndte at ætse.

Jeg ved, at de andre i bussen tænkte det samme. Bare høfligt uden at stirre. Nogen er der vel for ham, tænkte de nok. Han har vel familie, tænkte de sikkert.

Også jeg.

Men da mine tanker fortsatte af sig selv, blev den insisterende optimisme sukkende. Jeg var stadig vedblivende overbevist om, at hans familie havde skænket solidaritet og loyalitet. At de havde været tålmodige og tilgivende, for sådan er man, når man holder af hinanden.

Men mine tanker blev også mere og mere overbevist om, at den slags faktisk kan opbruges. Og det forekom mig grumt. Så kiggede jeg væk. Jeg trykkede ”stop”.

Senere tænkte jeg stadig på ham. Måske fordi nogle tanker evigt går baglæns og trænger sig på, og måske fordi jeg vidste, at de ord, der åndes fra en sprinklervæskelugtende mund, får øjnene til at løbe i vand. Jeg forstod, hvis hans families øjne havde brug for lidt ro. Altså den illustrerede ro, jeg kender. Og dét indbød til en indre historie om busmandens fremtid.

Den mindede om noget genkendeligt, men historien blev skabt til trods. Uden at vide hvorfor, kaldte min tanke busmanden Ole. Ole klingede nemt og dejligt i mit indre, og da min tanke faktisk var ligeglad med selve navnet, blev det Ole.

Jeg forestillede mig, at Ole døde. Han blev fundet i lejligheden stendød. Underboen havde ringet til politiet. Det var vist deres sengetøj, der havde lugtet grimt i en uge.

Han havde lidt så forfærdeligt af mavesår, smågræd Oles mor. Flaskerne og smøgerne var uforklarlige. Men hele familien stod samlet til oprydning i hans lille indelukkede lejlighed, og krammene virkede på en måde ægte.

Der var et 300 kilo tungt marmorbord. Flaskegrønne askebægere. Imiteret lædersofa med høj ryg. Skæve briller. Men havde Ole overhovedet briller, spurgte nevøen undrende.

 Det havde han, blev der understreget fra datteren, som sorterede gamle dvd-film. Det eneste sted, far kunne finde hen uden briller, var bistandskontoret, grinte hun.

Efter oprydning snakkede de med en alvorlig præst med en bog på skødet. Hænderne lå velplaceret og velovervejet oven på bogen, og vielsesringen fremviste sig velpoleret.

Præsten blinkede helt langsomt. Han spurgte ind til ønskede salmer. Faster Connys nye mand, med ustoppelig hårvækst fra bryst til overlæbe, foreslog den med ”Op al den ting, som Gud har gjort” og ”Nu falmer skoven trindt om land”. Det var vist ikke én salme. Så havde de da to.

Til arrangementet efter begravelsen talte de ikke om samvittighed eller svigt eller sorg. De talte om det pokkers vejarbejde på Randersvej, og ak, hvad skal vi også med et letbanesystem. Så snakkede de om dengang, AC Horsens var i Superligaen, og lidt om psoriasis på albuer.

Gys i giftgryden – mine tanker måtte stoppe historien! Sikke ukærlige fortællinger at fylde sit indre med. Men gudskelov fortalte historien ikke det unægtelige: At Ole ikke var sat i verden, fordi han skulle være uduelig, ugidelig, svær at holde af. Han var ikke uduelig, ugidelig, svær at holde af. Og det mente Oles familie heller ikke.

Det var bare livets hårdhed og uret, der stædigt viste sig. Og når det sker, kan man fylde sig med øllene, der er skabt med små glemsomhedsmolekyler, som løber op i hjernen for at pumpe virkelighedsflugtens allervarmeste og dejligste blod ind i hjertet.

Det er så rart, når hjertet iklæder sig tylskørt og danser maskebal. Det er så rart, når sorgerne bliver sløret. Når alt bliver sløret. Det er så svært at give kærlighed til dem, der kræver kærligheden.

Lige præcis dét virker selvfølgeligt. For det er jo bare flaskens indhold, der forvandler en person til noget ugenkendeligt. Det er flasken, der tryller det uægte frem. Og selve behovet for flaskernes glemsomhedsmolekyler skyldes sygdommen, der kommer som følge af et ætsende liv.

Netop denne indsigt burde lede til forståelse og opbakning. Men sygdommen piner ikke kun den, der rammes, men især de pårørende. Og netop dét gør alt besværligt.

Det kan være så voldsomt at se en sygdom pille kød og blod fra hinanden, at man hellere vil kigge væk. Især når det ikke bare er tilfældigt kød og blod, men lige præcis dét kød og blod, man selv er blevet skabt af.

Når jeg tænker på busmanden Oles familie, ved jeg, at alt, der blev gjort og sagt og ikke gjort og sagt, strider imod deres grundfølelser.

Den slags grundfølelser af familiær overbærenhed og simpel kærlighed, der bare er. Den slags grundfølelser, man aldrig vil have forvandlet til intetfølelser. Ønsket om den nemme kærlighed forsvinder aldrig. De allernærmeste må prøve og prøve, men en ridderlig kamp frem mod helbredelse kan være så hård, at det prikker og syrer helt ud i hænderne.

Nogle siger, at man kan bruge hjertet som telefon. Andre siger, at man kan være støttet af selve livet. Jeg siger ikke noget.

Men jeg håber, at der findes en drøm, der gør det muligt at vågne en tidlig morgen og aldrig huske det uendelige behov for glemsomhedsmolekylerne. Jeg håber, at drømmen får blomsterne til at blomstre op.

Alberte Zacho er retorikstuderende