Prøv avisen
Debat

Vi må ikke glemme børn af alkoholikere

Gennem langsigtede forløb finder børnene mod og overskud, og de lærer, at de ikke behøver at gøre alting selv, fortæller Benedicte Helgason, behandlingsleder ved pårørendeafdelingen på Frederiksberg Centret.

Børn af alkoholikere står i en ekstremt sårbar livssituation præget af uvished og magtesløshed. Får de ikke den rigtige hjælp, risikerer man at tabe mange af dem på gulvet, skriver debattør

DEN 7. MARTS satte Kristeligt Dagblad fokus på et presserende emne: Der er brug for helt specifikke tilbud til børn og unge fra familier med alkoholmisbrug.

Børn og unge har siden 2014 haft krav på behandlingsgaranti, men det er ikke ligegyldigt, hvilken hjælp vi tilbyder dem. Hvis vi blot beder barnet om at fortælle om sine oplevelser, mens forældrene lytter på, så sætter vi barnet i en position, hvor det vil føle skyld over at skulle udlevere forældrene. Vi kan samtidig ikke forvente, at tilliden til at tale om noget så tabubelagt indfinder sig på første møde over for en helt fremmed person.

Men hvad gør man så? Der er nemlig ikke nogen klare og fælles retningslinjer på landsplan. På behandlingsstedet Frederiksberg Centeret prioriterer vi alle pårørende. Med udgangspunkt i et amerikansk undervisningsprogram, som vi har tilpasset danske normer og forhold, tilbyder vi undervisningsforløb med terapeutisk virkning til børn og unge samt pårørendekurser til de voksne pårørende.

Barnet eller den unge kommer hver uge i et 14-ugersforløb i gruppen, og herudover er der otte samtaler med familien i forbindelse med forløbet. Det, vi ser med vores behandling, er børn, der går fra at være lukket inde i sig selv til at åbne op og udvikle sig.

DET ER VORES ERFARING, at barnet eller den unge åbner sig i mødet med ligesindede, og alle følelser bliver pludselig okay at føle. De har ofte i årevis stået i en ekstremt sårbar livssituation præget af uvished og magtesløshed.

Netop derfor er det afgørende med en kontinuerlig kontakt i et rum, hvor de føler, at det er okay at fortælle om deres oplevelser og følelser. Reaktionerne kommer som sagt sjældent allerede ved første møde.

Familiens problemer forsvinder dog ikke bare, så snart barnet har fået hjælp. Først når flaskerne er væk, kan den afhængige og resten af familien kravle op af skyttegraven og begynde det egentlige oprydningsarbejde.

Og ofte er de pårørende faktisk dem, som er mest ramt. De har skullet være de stærke og får nu endelig mulighed for at reagere på den langtidsstress, som har hobet sig op. Gennem vores langsigtede forløb finder de pårørende mod og overskud, og de lærer, at de ikke behøver at gøre alting selv.

Vores behandlingsmetoder er en del af et treårigt projekt, som er finansieret af Sundhedsstyrelsen. Vi står imidlertid i en situation, hvor vi begynder at kunne se enden på projektet og dermed finansieringen af den gratis hjælp, som vi tilbyder rigtig mange børn, unge og voksne.

Vi er som samfund forpligtede til at prioritere dette område. Det er ikke nok alene at sætte et krav til landets kommuner om, at børn fra familier med alkoholmisbrug skal have behandling.

Der er brug for nogle fælles retningslinjer, som er baseret på de mange konkrete erfaringer, der findes rundtomkring i Danmark. Der er tale om forskningsbaserede erfaringer, som vi skal samle og ensrette ved at nedsætte en tænketank med fagligt dygtige og erfarne folk på området.

Hvad borgeren har ret til, er i dag alt for uigennemsigtigt, og hjælpen er ofte svær at finde, når nøden er størst. Frederiksberg Centeret har altid haft børnene som en af vores mærkesager. Og vi gør, hvad vi kan, for at dele vores viden. Det er meningsfuldt arbejde, som vi hellere end gerne vil fortsætte.

Men det kræver, at Sundhedsstyrelsen investerer opmærksomhed i området, og at frygten for at få skabt en rigid metode lægges på hylden. Alternativet er, at vi taber rigtig mange børn og unge på gulvet, som har stærkt brug for vores hjælp.

Benedicte Helgason er behandlingsleder ved pårørendeafdelingen på Frederiksberg Centeret