Alkoholprocent og kirkegangsprocent

sognepræst, Bogøvej 1, Kirke Saaby

Stubbekøbing Sogn indfører nu alkoholfri vin. Formodentlig er det en torn i øjet på både præst og menighedsråd, at alkoholprocenten er højere end kirkegangsprocenten. Hvad med at få kirkegangsprocenten op i stedet for at få alkoholprocenten ned?

Begrundelsen er, at alle skal kunne modtage nadveren. Historien, der blev bragt i Kristelig Dagblad den 17. marts, fortæller intet om, hvad Stubbekøbing Sogn har gjort med oblaterne. En stor del af den danske befolkning er allergisk over for gluten og vil, hvis de spiser for mange oblater, få nedsat funktion i tarmen. Hvad vil Stubbekøbing Sogn gøre ved den kendsgerning?

Indførelse af alkoholfri vin og som næste trin glutenfri oblater med den begrundelse, at alle skal kunne modtage nadveren, er simpelthen komisk. Det er så få mennesker, der går til alters, der ikke kan tåle en anelse sprut og et gram gluten, at det ikke er værd at snakke om. Og skulle de indfinde sig ved nadveren, behøver de jo ikke indtage et helt bæger med vin eller den fulde oblat. Men blot markere, at de spiser og drikker. Fugte læberne og tungen.

Jeg er sikker på, at der skjuler sig andre motiver bag denne mishandling af nadverelementerne i Stubbekøbing Sogn og mange andre steder i landet. Måske en angst for kirkeligt uartige sanser som smags-, lugte- og følesansen.