Prøv avisen
Mellem os

Merete Pryds Helle: Sproget er det, der gør os civiliserede

det er vigtigt at holde fast i den civiliserede samtaleform, for uden den mister vi noget meget væsentligt, der kan være imellem mennesker, nemlig samfundssind og ikke bare fælles vejvrede, skriver forfatter. Illustration: Rasmus Juul.

At være et autentisk menneske er at være bevidst om netop sin menneskelighed, sin bevidsthed, sin evne til at styre de grove impulser, skriver forfatter Merete Pryds Helle

JEG SIDDER ved siden af min far i bilen, jeg er syv, måske otte år. Vi skal besøge min mor, der er indlagt på Finseninstituttet, trafikken er tæt, og en bil overhaler os og skærer ind foran alt for tæt på.

”Idiot,” råber min far. ”Åndssvage idiot.”

”Far,” siger jeg. ”Hvor kender du egentlig alle de mennesker fra?”.

Han ser forvirret på mig.

”Alle de dybt åndssvage idioter,” siger jeg. Jeg kan høre min egen klare, oprigtigt forundrede barnestemme.

Han rødmer.

”Du ved godt, at man ikke må bande,” svarer han så.

Jeg nikker. Det ved jeg godt.

”Sammen med andre,” siger han, ”er vi civiliserede.”

Det er en opdragelse, der har sat sig dybt i mig. Jeg råber gladeligt til alle bilister, at de er dybt åndssvage, inkompetente idioter, og jeg råbte det også til den cyklist, som blot kørte videre efter at have væltet mig, mens jeg gik over en fodgængerovergang. Og min eksmand har nok fået sådan en svada et par gange i affekt, men han havde også arbejdet hårdt på at få de ord ud af mig. For ellers taler jeg ikke sådan til folk, jeg er sammen med.

Det er et resultat af det, min far ville kalde den gode opdragelse. Noget, som har rødder dybt nede i, hvad det betyder at være menneske i et samfund. At vi taler pænt til hinanden, også selvom vi er uenige. At sproget som det menneskelige særkende er det, der gør os civiliserede, og det, der gør samfundet civiliseret – eller uciviliseret. Og at det autentiske menneske er det, der civiliserer sig selv – ikke det, der lader grovhederne løbe af med sig.

I sidste uge blev jeg interviewet af en yngre, kvindelig journalist fra herværende dagblad. Jeg havde samme morgen været til tandlægen og havde frygteligt ondt i tandkødet. Så jeg var sur.

Journalisten kommer ind og er både sød og har en fin, ung hud – noget, jeg er begyndt at have svære følelser over for, for min hud ligner et barns tegning af kinesiske foldebjerge. Hun er venlig, men også en smule tilbageholdende. Jeg kan se, at hun er lidt genert og lige skal finde ud af, hvem jeg er, og hvordan hele denne samtale skal spænde af. Vi skal tale om svære ting, om min søsters død. Hvad jeg har lært af det. Det første, jeg tænkte, da hun skrev til mig, var, at det egentlig var et mærkeligt spørgsmål. Hvad jeg havde lært af et dødsfald, som om det nødvendigvis var noget, man blev klogere af.

Jeg tænkte på Ghita Nørby og på, om det var muligt for mig at sige til denne unge kvinde, at hun var dybt åndssvag, virkede idiotisk og var umenneskelig. Nu syntes jeg det jo på ingen måde om hende, hvilket måske var et handicap for mit forsøg på at tænke sådan, men jeg havde trods alt mine tandsmerter, min jalousi på hendes hud, mit forbehold over for interviewets præmis.

Men jeg kunne mærke, at for mig var de ord umulige at sige til et andet menneske, der kom i mit hjem på grund af interesse for mig. Ikke fordi jeg er en helgen, men fordi det ville være at træde ind i et rum af sprog, der ikke hører til i min forestilling om det civiliserede samfund. Fordi jeg mener, at det at være et autentisk menneske er at være bevidst om netop sin menneskelighed, sin bevidsthed, sin evne til at styre de grove impulser.

Jeg kunne vælge ikke at gå ind i det rum af sprog, som også blev vakt af at skulle samtale om min søster, som i de sidste år af sin frygtelige sygdom mistede sin evne til empati og mistede sin sociale forståelse og tidligere civiliserede omgang med andre og nu i flæng kaldte folk åndssvage, idiotiske og det, der var værre. Som en skraldespand, tænkte jeg dengang, det var, som om der pludselig kunne blive åbnet for en ordskraldespand, der så blev hældt ned over os andre.

Det var som at se ned i et dyb nede under mennesket, hvor det menneskelige var skrællet af. Det føltes som det modsatte af autentisk. Det, vi havde mistet hende til, var det grove sprog. Det, vi havde mistet, var hende som autentisk menneske.

Forskellen var netop sproget: Følelser kan man forholde sig til, men det brutale, nedgørende sprog standser kommunikationen og bliver en envejstale. Måske talt af to mennesker, men to, der aldrig mødes.

Et sprog, der florerer alt for meget også på de sociale medier, hvor jeg også indrømmer ikke altid at have levet op til mine egne idealer. Men det gør jo ikke idealerne mindre vigtige, tværtimod.

Så vi talte om, hvad jeg havde lært af min søsters dødsfald, og jeg fik sagt, at jeg syntes, at spørgsmålet var svært. For det er jo sådan, at sproget, vi taler med, ikke er indholdet. Man kan sagtens mene, at ens samtalepartner er irriterende, på vildveje og har misforstået ens person og hele situationen, man kan sagtens standse et interview og afvise andre uden at åbne for sprogets skraldespand.

Journalistens spørgsmål om min søsters død viste sig at give mere mening, end jeg selv var bevidst om. Der havde været noget at lære af det dødsfald, når vi fik talt os frem til det.

Og i forhold til Ghita Nørbys interview tænker jeg, at det, man måske kan lære, er, at det er vigtigt at skelne mellem form og indhold, mellem det sprog, man bruger, og det, man vil sige. At huske, at man kan kritisere uden at blive sprogligt grov.

At det er vigtigt at holde fast i den civiliserede samtaleform, for uden den mister vi noget meget væsentligt, der kan være imellem mennesker, nemlig samfundssind og ikke bare fælles vejvrede. At det autentiske menneske godt kan være det bevidste og civiliserede menneske, og at vi ikke er mere os selv, når vi sidder i bilen og spørger:

Og hvilke kompetencer mener du selv, åndsbolle, giver dig ret til at ligge og køre langsomt i yderbanen

”Mellem os” skrives på skift af forfatter Kim Leine og forfatter Merete Pryds Helle. De skriver om kultur, eksistens og ånd.