Tredje søndag i advent er der bispevielse i Aalborg. I den forbindelse kan man godt komme til at tænke over bispeembedets grundlag og virke. For egentlig har den danske folkekirke kun et embede: et præste- og prædikeembede til at forvalte sakramenterne, dåb og nadver, og forkynde evangeliet ret. Bispeembedet er en del af dette embede.
Derfor er bispevielsen en forbøn for den nye biskop og ikke en ny ordination. Det ville være uevangelisk. Gudstjenesten i Aalborg Domkirke vil ifølge ritualet være centreret om bibellæsning, forbøn, håndspålæggelse efter oldkirkelig og reformatorisk skik, forkyndelse og sakramenter.
De første evangeliske biskopper – eller superintendenter, som de i begyndelsen blev kaldt for at bringe afstand til den katolske betydning – blev indviet til deres tjeneste den 2. september 1537 af Johannes Bugenhagen (1485-1558), der var blevet hidkaldt fra Wittenberg til København for at hjælpe med opbygningen af den nye evangeliske kirke.
Superintendenterne modtog under bøn og håndspålæggelse deres nye tjeneste. Bugenhagen selv var ikke bispeviet. Derfor blev den apostolske succession, som den kaldes, altså den apostolske efterfølgelse i katolsk forstand, brudt. Ved det forstår man, at biskopperne står i kæde ned gennem historien fra apostlen Peter.
De danske biskopper har ikke denne særlige succession, men selvfølgelig har den danske kirke apostolsk succession. Hvis vi ikke havde, ville jeg med min gamle lærer Peder Nørgaard-Højens ord melde mig ud med det samme. Enhver døbt er døbt af en døbt, og enhver, der krøbet ud af dåben, er med Luthers ord præst, biskop og pave. Hvilket her på jorden vil sige, at vi alle har del i forkyndelse og bibelfortolkning.
Dåben er en ubrudt kæde ned gennem historien, og her hviler den apostolske succession – på dåben. Men ikke blot som en fysisk kæde, men som det løfte, dåben indeholder. Det er det, Paulus udfolder i Romerbrevets kapitel 4, hvor Abraham i kraft af løftet, som er givet ved retfærdighed af tro, er fader til alle troende. Gennem dåbens løfte står vi alle i en kæde helt tilbage til apostlene (jævnfør Johannesevangeliet, kapitel 4, vers 1-2).
Det afgørende her er, at alle er lige gennem dåben, og det gør ingen forskel, om man er skomager, præst eller biskop. Alle er krøbet ud af dåben. Og der er den apostolske efterfølgelse.
Reformatorerne fremlagde i sommeren 1530 den augsburgske konfession, Confessio Augustana, der sammen med de tre oldkirkelige bekendelser og Luthers lille katekismus er den danske folkekirkes bekendelsesskrifter.
Kernen i bekendelsen er artikel fire om retfærdiggørelse ved tro. Den er, med tidligere biskop i Aalborg Søren Lodberg Hvas’ ord, en strålekaster rundt i bekendelsen, og alle andre artikler skal måles på den. Luther selv kunne i De Schmalkaldiske Artikler (1536) skrive, at denne artikel kunne man ikke vige fra, om så himmel og jord skulle forgå.
Det er den evangeliske kirkes grund: At frelsen er Guds alene. Derfor er troen heller ikke en holdning eller en mening. Troen er den tillid, Gud skaber i os ved Kristus. Vi frelses af Gud ved Kristus og ikke ved vores egen holdning. Dette kan vi ikke vige fra, hvis kirken skal være en evangelisk kirke. Alle andre forhold skal måles på dette. Alt, også bispeembedet, relativeres ved artiklen om retfærdiggørelsen. Det betyder også, at den evangeliske kirke er en meget åben kirke.
Confessio Augustana indeholder en lang artikel om blandt andet bispeembedet, artikel 28, om den kirkelige magt. Reformationen var også en nyordning af samfundslivet og en adskillelse af den verdslige og religiøse magt. Denne adskillelse er grundet i retfærdiggørelseslæren, der ophæver lovens gerninger som frelsesvej og derved også indretningen af samfundet som frelsesvej. Samfundet sekulariseres på en sund måde, og man kan ikke bruge guddommelige eller absolutte argumenter i samfundsliv og politik.
Derfor adskiller Confessio Augustana også den verdslige magt fra den kirkelige magt. Biskoppernes opgave er nu, som det udtrykkes, at ”forkynde evangeliet, forlade eller tilbageholde synder og forvalte sakramenterne”. Den verdslige magtudøvelse, som selvfølgelig også udøves, er rent verdslig og forgår på de almindelige betingelser, som finder sted i alle andre organisationer og institutioner. Ved den verdslige magt udøves der ved loven, hvorimod den kirkelige magt udøves ved det forkyndte ord i prædiken og sakramenter. Biskoppen skal ved tilsyn se til, at evangeliet forkyndes ret. Dette læreembede er uddelegeret af menigheden, hvilket understreges af Confessio Augustanas første artikels første ord: Menighederne lærer.
I en evangelisk kirke ligger læreembedet i menigheden, hvilket hænger sammen med Luthers ord om, at enhver, der er krøbet ud af dåben, er præst, biskop og pave. Det almene præstedømme, som det kaldes, er den evangeliske kirkes krumtap. I en evangelisk kirke er den enkeltes forhold til Gud altid større end institutionen.
Det biskoppelige tilsyn, som er uddelegeret af menigheden, er også en garant for, at kirken er evangelisk, hvilket vil sige, at det er retfærdiggørelse ved tro, der er grundlaget. Hvis det biskoppelige tilsyn ophæves, kan folkekirken falde fra hinanden i forskellige menigheder og udvikle sig til en generel religionsanstalt. Det kan man argumentere for. Det vil jeg dog ikke, al den stund at menighederne består af døbte, der er grundet i frelsen ved Gud alene. Det er grundlaget, vi har pligt til at holde fast i, for mennesker har båret deres børn til dåben i den tro.
Biskoppens egentlige magt er en magt, der udøves i magtesløshed. Reformatorerne slår tydeligt fast, at i evangeliets sager skal biskoppen agere uden menneskelig magt, men med ordet alene.
I de verdslige sager, som vitterligt kan være meget verdslige og omhandle både vindmøller og teglsten, ageres efter gældende lov uden skelen til evangelisk magt. Her er biskoppen embedsmand, og stiftet som altid et forvaltningsorgan. Derfor er det også glædeligt, at den undertitel, der fremkom ved Google-søgninger på Aalborg Stift på nettet, er ændret. Her stod før, at stiftet var en ”religiøs organisation”. Det er stiftet ikke. Det er heller ikke en kirke, lige så lidt som provstierne er. Det er kun menighederne, der skabes af ordet og sakramenterne.
Det er klart, at biskoppen har et ansvar for eksempel for præsternes virke. De er ansat til at forkynde evangeliet. Og hvis det svigtes, er der helt almindelige ansættelsesretslige regler, der træder i kraft. Dem skal biskoppen administrere. Og i eventuelle læresager handler biskoppen på menighedens vegne.
Vi skal have frimodighed til at forkynde evangeliet på den måde, som findes ret på vores sted, og selvfølgelig kan der ryge en finke af panden. Man skal bare ikke fremture i det, som Luther siger det et sted. Og en åben samtale må være første skridt.
Det eneste, vi verdsligt kan gøre for evangeliets forkyndelse, er at fjerne hindringer for evangeliets frie løb. Ånden blæser, hvorhen den vil, men der er jo ingen grund til at gøre det sværere, end det er.
Biskoppens væsentligste opgave er, at evangeliet bliver forkyndt. At der er frihed til det. Det kan ske på utallige måder. Kriteriet er, at centrum er Guds nåde alene. En nåde, som er givet ved Jesus Kristus.
Christian III skriver i Kirkeordinansen om biskoppens opgaver, at det er underligt, at alt dette arbejde kan gøres af ét menneske alene. Sådan er det heldigvis heller ikke. Der er menighedsråd, præster, provster, organister, gravere, kirke- og kulturmedarbejdere og mange andre. Og sammen er vi med til at forkynde evangeliet. Alle er vi krøbet ud af dåben, og alle står vi under Guds ord.