Alle problemer bliver mindre, når man deler dem med andre – også psykisk sygdom

Som led i kampagnen #brydtabuet fortæller tusindvis af danskere i denne tid om deres psykiske lidelser. Kommunikationsrådgiver Rulle Grabow, som selv har været åben om sin bipolære lidelse, mener, at kampagnen kan bidrage til større bevågenhed om psykiatrien

Rulle Grabow.
Rulle Grabow. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

”Jeg hedder Rulle og – som det burde være de fleste bekendt – er jeg diagnosticeret med bipolar affektiv lidelse, variant 2. Jeg har haft seks depressioner og skal tage 20 milligram af et SSRI-hæmmende præparat for ikke at få lyst til at kaste mig ud fra noget højt.”

Sådan skrev Rulle Grabow forleden selv på Twitter som led i kampagnen #brydtabuet.

Rulle Grabow, dit tweet er et af mange om at have en psykisk sygdom under #brydtabuet. Hvorfor lagde du det ud?

”Fordi det er et vigtigt tabu at bryde. Og fordi jeg har erfaring for, at det uretfærdigt nok betyder noget, hvis det er en, som folk kender, der deler deres historie. Det er vigtigt at få afstigmatiseret psykisk sygdom, og selvom jeg har haft gode venner og familie, har jeg også været ramt af det stigma, der hedder, at man ikke har lyst til at tage medicinen. Fordi jeg har tænkt, at det var taberagtigt og lyttet til dem, der mener, at man bare kan gå en rask tur og indtage noget gurkemeje. Men især min Facebook-profil har jeg selv brugt til at blive bekræftet i, at jeg skal tage min medicin. For jeg kan ikke klare at have flere depressioner.”

Tror du, det spiller en rolle for diagnosticering og behandling, at tabu bliver mindre?

”Selvfølgelig betyder det noget, at der er flere, der står frem og siger, at det her lider vi af. Hvis man sidder og skammer sig henne i hjørnet, sker der ikke noget godt. Det, at mange diskuterer psykisk sygdom åbent, gør, at der kommer bevågenhed omkring psykiatrien, som alle vist er enige om er underprioriteret.”

Ny måned, nyt hashtag... Er det blevet en trend, at ofre for modgang deler deres historie på de sociale medier?

”I dag er ethvert menneske sit eget medie og folk, der aldrig har haft en stemme før, har pludselig fået det. Det kan jeg ikke se noget galt i. Alle problemer bliver mindre, når man deler dem med andre, og summen af lidelse fordeles ud på flere skuldre.”

Spiller det ind, at man føler sig som en del af noget større?

”Det gør det nok for nogle, men ikke for mig. Alle ved, at jeg er bipolar. Men det koster mig ikke noget at skrive det i et tweet, som måske kan hjælpe nogen.”

Har programchefen på Radio24syv en pointe, når han på Twitter skriver, at ”det konfessionelle og krænkelseskulturen er to sider af samme sag og er desværre styrende for den tid, vi lever i”?

”Jeg er nødt til at sige, at Mads Brügger er et meget godt bevis for, at de, der beskylder andre for at være krænkelsesparate, meget ofte også er dem, der gerne vil lukke munden på andre. Det er også en lille smule selvmodsigende, at Radio24syv med al deres kritik af krænkelsesparatheden bruger så meget tid på, hvor synd det er for dem. Jeg har da sjældent oplevet noget mere mimoseagtigt.”

Kirsten Birgit lavede sjov med kampagnen #brydtabuet i Radio24syv. Mange synes, det ikke var i orden. Hvorfor ikke?

”Jeg har det sådan, at hvis du klæder dig ud i kvindetøj og stadigvæk bare siger det, du mener, så synes jeg ikke, det er satire. Der er masser af mine venner, der synes, det er helt vildt sjovt, men jeg synes, det er voksenmobning. For mig er definitionen på satire, at den sparker opad, ikke nedad.”

Det kunne se ud, som om der er en overvægt af kvinder, som tweeter om noget, der er overgået dem. Er der en ubalance?

”Der er en naturlig årsag til, at det er flest kvinder, der skriver på MeToo. Der er heller ingen tvivl om, at der er flere kvinder på #aldrigdinskyld eller #samtykke. Men der er masser af kampagner, som også handler om slemme ting, hvor der bare er en bred tendens til at deltage.”

Er det bedre at dele sin psykiske sårbarhed på sociale medier end med sine nære?

”Absolut ikke. Jeg ville ønske, at alle talte med deres venner og familie først. Men det er min bitre erfaring, at gruppeeffekten gør, at det bliver nemmere at fortælle det til sin egen familie. Selv abonnerer jeg på den holdning, at hvis man har evnerne, har man også pligten – og jeg er stærk, lykkelig og veldiagnostiseret, så jeg bør.”8