Prøv avisen

Alle religioner ved noget om Gud

Dialog mellem religioner er vigtig og nødvendig mener Mogens Kjær, generalsekretær i Danmission Foto: Jens Olsen

Samtale om Gud kan blive fuld af overraskelser, som kan berige begge parter og åbne begge parters øjne for Guds væsen

De 138 lærde muslimers henvendelse til den kristne verden om at indgå i dialog og Danske Kirkers Råds svar har trukket fronterne i dansk kirkeliv hårdt op. Når det udtrykkes skarpest, siges det, at vi ikke har noget at tale med hinanden om rent teologisk, men selvfølgelig har vi en nødvendig dialog at føre som medmennesker og kan så tale om vigtige emner som religionsfrihed og behandling af religiøse minoriteter. Det sidste er en vigtig og nødvendig samtale, men er dog en voldsom indskrænkning af dialogens dagsorden og muligheder.

Ved muslimerne noget om Gud? Altså om den Gud, vi som kristne tror på? Eller ved de slet ingenting? Hvis de ved noget, vil vi så gerne vide, hvad de ved? Ved de måske noget sandt om Gud, som vi ikke ved?

Dæmonisering af andres tro er ikke frugtbar. Den sker, når det hævdes, at der intet godt er i andres tro, at alle ikke-kristne er totalt på vildveje, at de i virkeligheden tilbeder dæmoner. Kun vi som kristne besidder sandheden. Denne skarpe holdning til anden tro end den kristne har ikke hold i virkeligheden. I andre religioner findes der hellighed, tilbedelse, bønsliv, godhed, kærlighed tilgivelse og så videre. Gud er ikke bare Vestens Gud eller de kristnes Gud. Gud er alles Gud. Gud er hele verdens skaber, livgiver og opretholder. Helligånden er virksom i alt, hvad der er kærligt, skønt, fredeligt og retfærdigt. Guds mission er ikke begrænset til den kristne kirke, den er ikke kirkens mission, men netop Guds. Missionen er større end kirken. Den sker allerede før kristendommen kommer til et sted. Gud er der, også selvom kristendommen endnu ikke er der.

Den anglikanske ærkebiskop, Rowan Williams, definerer mission således: Find ud af, hvor Helligånden arbejder, og vær så med (join in). Eller som Grundtvig udtrykker det: Helligånden trindt på jord/ er Guds røst med livets ord;/ hvem der har for sandhed øre,/ i Guds nådes røst kan høre/ Guddoms-faderhjertet slå. Helligånden er på Jorden Guds stemme som taler livets og nådens ord, og de, der hører Ånden og har øre for sandheden, vil tro at Gud er vor kærlige far.

Derfor ved jøder, muslimer, naturreligiøse og hinduer noget om Gud. Derfor har vi også noget at tale sammen om. Det kan blive en samtale fuld af overraskelser, som kan berige begge parter og åbne begge parters øjne for Guds væsen, så vidt vi som mennesker er i stand til at erkende det. Det er ikke en samtale, som vil føre til enighed. Muslimer og kristne kan ikke snakke sig frem til et fælles syn på Gud. De vil i en dialog opdage fælles træk i deres tro, men også afgørende forskelle. Det er også derfor, vi siger, at dialogen ikke sigter mod at omvende nogen. For omvendelse kan man ikke snakke sig frem til. Dialogen tjener et andet formål, nemlig at lære hinanden at kende som medmennesker, at prøve at forstå hinanden, at berige og lade sig berige åndeligt, at fremme fredelig sameksistens og at stå sammen i en kamp for en bedre verden. At der ikke skulle være brug for den dialog, er svært at forstå. Derfor skal de 138 muslimske lærde have tak for deres usædvanlige, åbne og positive henvendelse, og Danske Kirkers Råd tak, fordi de har besvaret henvendelsen positivt og anerkendende.

Når det ikke drejer sig om dialog, som beskrevet ovenfor, men om at vidne om eller forkynde det kristne evangelium til tro og modtagelse, er der noget fælles at tage udgangspunkt i, som det altid er sket i kristent missionsarbejde. Det gjorde Paulus i Athen: Det, som I således ærer uden at kende det, det forkynder jeg jer (Ap.G. 17, 23), og det gjorde missionærerne i Afrika, hvor de sagde, at den skabergud, afrikanerne allerede troede på, kunne de fortælle meget mere om.

For nok er der fællestræk i menneskers tro på Gud og i deres religiøse praksis, men der er også afgørende forskelle. Kristen forkyndelse går ikke ud på at sige til anderledes troende, at der bare skal et kristent supplement til det, de allerede tror. Jesu Gud var for eksempel Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, men det billede, Jesus tegner af Gud, er anderledes end billedet af Gud i jødedommen. Jesus kom ikke med et supplement til den jødiske tro. Der er kontinuitet, men også diskontinuitet.

Når mennesker bliver kristne fra en ikke-kristen baggrund er der en følelse af kontinuitet og diskontinuitet, og den sidste følelse er så stærk, at den giver sig udslag i følelsen af omvendelse. Den troende har vendt sig fra sin tidligere tro og vendt sig til Kristus, og i Kristus set det sande billede af Gud. Og så føles alt nyt.

Mogens Kjær er generalsekretær i Danmission