Alle Sjæles Dag

Danmark har lige fejret Alle Sjæles Dag i stilhed, skriver historiker og forfatter Henrik Jensen

Ved allehelgen tændes der lys for de døde for at mindes dem, og i kirkerne læses navnene op på de sognebørn, der i løbet af det seneste år er døde.
Ved allehelgen tændes der lys for de døde for at mindes dem, og i kirkerne læses navnene op på de sognebørn, der i løbet af det seneste år er døde. Foto: Lars Ahlmann Olsesen

MENS JEG SKRIVER dette, er det endnu tirsdag og dermed Alle Sjæles Dag, som af uransagelige årsager hos os er blevet fejet ind under allehelgensdag – for slet ikke at tale om "halloween"! – uanset at vi protestanter ikke giver meget for helgener.

Alle Sjæles Dag institutionaliseredes af folkene i Cluny for tusind år siden og er en fejring af det egentlige kristne fællesskab – fællesskabet af alle kristne sjæle, døde som levende og ufødte, en fejring af et kristent demokrati kunne man sige, hvor en sjæl er en sjæl, og enhver sjæl lige med og lige så god som enhver anden uanset social status.

Dommedag var den store udjævner. Vredens dag. Det første demokrati på jorden var et demokrati af syndere forenet i fælles bekendelse af synd i forventning om den sidste dom.

Sådan er det ikke mere. Helvede er afskaffet eller, om man vil, steget op på jorden. Det moderne menneske tror måske nok på en fødslens lighed, men vi dør alene og enkeltvis.

Viasat History sendte denne Alle Sjæles Dag – tilfældigvis, men meget passende – det tredje afsnit af en lille engelsk serie om den billedlige fremstilling af dommedag op igennem tiden. Jeg har ikke set de to første, men antager, at de har handlet om Himlen og Skærsilden. Med denne var vi i al fald nået til Helvede.

Helvede er ikke længere et fysisk sted, ikke engang for den katolske kirke, men det var det bestemt engang. Forestillingen udvikledes i Det Nye Testamente, særligt i Johannes' Åbenbaring, men det var især i senmiddelalderen, da kirken ønskede at stramme grebet om synderne, at billederne begyndte at komme. Ikke mindst Dantes "Guddommelige komedie" inspirerede malere og billedhuggere, men ellers kendte fantasien ingen grænser. Det var tydeligvis lettere at forestille sig Helvede end Himlen, som i billederne har en tendens til at blive noget monoton.

HELVEDE VAR et kontrolredskab, og allesjælesdags ideologi skinnede igennem. Der var altid mange bispehuer, kardinalshatte og kongekroner blandt de afbildede syndere. "Lige meget hvor du kommer fra, og hvilken status du har", hed det, "du kan ikke flygte fra dommen". Det må have været trøstende!

Hieronimus Boschs rædselsslagne billeder udgjorde en kulmination i helvedesbeskrivelserne. Derefter flytter kunsten fra kirkerne ind i hjemmene, og så forsvinder Helvede. Ingen havde vel lyst til at have Helvede hængende over spisebordet, det spolerede appetitten.

En fortrinlig udsendelse, men det gik over stok og sten. Meget skulle pakkes ned i de tyve minutter, der var til rådighed. En smule dvælen havde været velkommen. Heller ikke let for oversætteren at følge med, hvilket giver mange fejl. Det var dog endnu mere udtalt i udsendelsen forinden, der handlede om prærafaelitterne, den engelske kunstnergruppe i midten af det 19. århundrede.

Her florerede oversætterfejlene i en grad, så man undrede sig over, at oversætteren ønskede sit navn nævnt i rulleteksterne. Det var nok ikke sket i dommedagens tid.

Henrik Jensen er historiker og forfatter