Alle skal kæmpe for et personligt sprog

Gennem radio og fjernsyn lærer vi nu, at det ikke længere er harmløst at udtale ord som ”mand” og ”kvinde”, skriver sognepræst Sørine Gotfredsen

Der tales efterhånden om så mange minoriteter, at man reelt må kende ethvert individ for at kunne sige noget om det, skriver Sørine Gotfredsen efter at have set en episode af livsstilsprogrammet "Kender du typen?".
Der tales efterhånden om så mange minoriteter, at man reelt må kende ethvert individ for at kunne sige noget om det, skriver Sørine Gotfredsen efter at have set en episode af livsstilsprogrammet "Kender du typen?". Foto: DR.

DET KAN LYDE som en slidt meddelelse, at vores sprog befinder sig i en form for politisk korrekt transformation. Sagen er bare, at det er sandt. Den intense debat om køn og minoriteter og deraf følgende frygt for at komme til at sige noget krænkende sætter sig spor, og man behøver blot at følge med i et par tilfældigt udvalgte tv-programmer for at indse det.

Først var det politisk kommentator Peter Mogensen fra TV 2-programmet ”Tirsdagsanalysen”, der spontant rettede sig selv, da han talte om en detalje ved en ny debatform i Folketinget om tirsdagen og udbrød:

”Det er jo præmissen, mand!”. Hvorefter han tilføjede: ”Undskyld, at jeg siger mand.”

Uanset om det var ironisk eller ej, viser episoden, hvor hurtigt den herskende dagsorden erobrer bevidstheden og får ikke mindst mediemennesker til at rette ind. Gennem radio og fjernsyn lærer vi nu, at det ikke længere er harmløst at udtale ordene ”mand” og ”kvinde”. De har fået en mere dubiøs klang, da det nu om dage hævdes, at man nemt kan være alt muligt midtimellem. Og vil man gerne tækkes tidens tone, former man mere eller mindre instinktivt sit sprog efter den.

I PROGRAMMET ”Kender du typen?” på DR 1 blev der senere på tirsdagen åbnet et klædeskab, der viste sig at være fyldt med det, man tidligere med sindsro ville kalde kvindetøj.

Livstilseksperten Flemming Møldrup gættede på, at huset var beboet af en kvinde, men tilføjede, at det kan man jo ikke længere blot formode. Dette var øjensynligt sagt for sjov, men lur mig, snart vil det være upassende på DR at udtale sig om ejermandens (undskyld, ejer-personens) køn ud fra synet af et klædeskabs indhold.

Der tales efterhånden om så mange minoriteter, at man reelt må kende ethvert individ for at kunne sige noget om det, hvilket er en konsekvens af den identitetspolitiske epoke, som vi bevæger os dybere og dybere ind i.

SPROGET MISTER historisk og almen gyldighed og bliver til en katalysator for ideologien, og det er en sikker vej til ensretning.

Spørg bare George Orwell, der i romanen ”1984” angående sit berømte ”nysprog”, der tjener til at styre menneskers opfattelse af virkeligheden, skriver, at de korrekte ord skal ”komme direkte fra struben uden nogen som helst medvirken fra de højere hjernecentre”. Ikke kun i fiktionen, men også i virkeligheden her hos os, foregår tilpasningen delvist ubevidst, og mennesker, der optræder i medierne, kan især bidrage til den, fordi de præger sproget for så mange.

Derfor bliver man ekstra trist over deres følgagtige tilpasningstrang, og man kan ikke inderligt nok opfordre dem til at slå hjernecentrene til igen og kæmpe for at bevare et personligt sprog.

I forvejen har studieværter, politikere og kommentatorer det med at bruge de samme glatte klichéfyldte formuleringer, og når de nye minoritetskorrekte sprogregler virkelig får fat, kan det komme til at gå hurtigt. I retning af forskræmt ensretning.

For den, der mister sit personlige sprog, mister sin selvstændighed. Sådan er det.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.