Den menneskelige race er af en essens. Er man ligeglad med andres situation, er man intet andet end en barbar og fortjener ikke at blive kaldt et menneske.
DEN NUVÆRENDE danske integrationspolitik kan kun lykkes ved at opgive nationalistiske forestillinger, som hører selvtilstrækkeligheden og fantasien til. I stedet skal medmenneskeligheden, tilliden og det multikulturelle dyrkes.
Vellykket integration baserer sig på tillid, som udspringer af respekt for forskelle og interaktion mennesker imellem.
Belæg for denne forståelse finder vi, før nationalismens tidsalder for alvor begyndte at udskille og forfølge minoriteter i Europa. Før Første Verdenskrig så man muslimer som kristne eller jøder - blot på en lidt anden måde.
”Jøder på hesteryg”, som den britisk-jødiske politiker Benjamin Disraeli (1804-1881) med tanke på Orienten og dens beduiner udtrykte det. På den tid, han levede, var der mange jøder, som følte sig tiltrukket af Orienten. Det var en tid med stor kulturel mangfoldighed.
Det er relevant at minde om de farer, der er forbundet med manglende medmenneskelighed, tillid og en forenkling af mellemmenneskelige relationer ved at tænke og handle i forsimplede nationalistiske ”os” mod ”dem”-baner. Det er derfor ydermere vigtigt at advare mod populistiske stemninger, der fører til sande konfrontationer.
Hvad dette kan medføre, så vi for over 20 år siden på Balkan, hvor naboer (muslimer og kristne) blev hinandens fjender. På samme tid udspillede der sig også et (etnisk inspireret) folkedrab i Rwanda (1994). Nuværende populistiske stemninger i relation til flygtninge ser man også komme til udtryk i Danmark (Dansk Folkeparti) og mange andre steder i Europa.
Det er først, når ofte fredelige forhold mellem mennesker politiseres, at mangfoldigheden i samfundet bliver reduceret inden for rammerne af en nation. Det er meget problematisk at underordne de komplekse og mange måder, hvorpå mennesker definerer sig selv på som medlemmer af grupper, og give dem en enkelt valgmulighed: valget mellem at tilhøre en ”nation”, en ”nationalitet” eller falde udenfor.
Nationalismen har skabt distinktionerne ”jøder”, ”muslimer”, ”kristne”, vi nu lever efter og fører ”integrationspolitik” på. Pointen er at se integration som afhængig af tillid og tillid som hvilende på interaktion og samarbejde.
Tillid og samarbejde er forhold, der har karakteriseret mange kulturelle relationer. For nuværende synes kløften mellem arabere og jøder i Israel dyb, ja, uoverkommelig. Billedet ændrer sig dog helt, når man går ud over de seneste 100 års fjendtligheder og betragter situationen på en langsigtet måde.
I DE ARABISKE LANDE levede jøder (cirka en million) og muslimer sammen i relativ fred i århundreder indtil 1948 med staten Israels oprettelse og samarbejdede inden for handel og på mange andre områder. Ikke mindst den frodige sameksistens i middelalderen er berømt.
Det seneste århundredes politik og nationalisme (jødisk såvel som arabisk) forplumrer billedet. Det nuværende perspektiv på jøder-arabere er derfor kortsigtet og smalt, præget af politik og følelser, der overskygger sameksistensens realitet igennem 1400 år.
Et andet eksempel på tillid og fredelig sameksistens kommer fra det yderste østlige hjørne af Europa, Baku, hovedstaden i Aserbajdsjan.
Der herskede også stor tolerance i Baku, før det blev offer for Sovjetunionens nationalisme i 1917 og indlemmet som sovjetrepublik. Som udtryk herfor citerer den amerikanske forfatter Tom Reiss i sin bog ”Orientalisten” Aserbajdsjans nationale roman ”Ali og Nino” om den lykkelige udgang på kærlighedsaffæren mellem en muslimsk mand og en kristen kvinde, der får hinanden - Aserbajdsjans svar på ”Romeo og Julie”.
Budskabet synes at være, at en adskillelse af mennesker, forskellige kulturer og religioner er forkastelig. Reiss' bog er en passioneret beskrivelse af etnisk, kulturel og religiøs interaktion. Ifølge en lokal kilde udgjorde Baku nemlig indtil 1917 en enestående multikulturel verden.
Disse eksempler river det stof, der har tilsløret vores tanker om integration, itu. Det multikulturelle sejrer, og barriererne mellem mennesker nedbrydes. I forlængelse af Saadi Shiraz, som jeg citerede indledningsvist, understreger den anerkendte islamforsker og professor i antropologi Akbar Ahmed, at det er menneskets grundlæggende natur at ville det gode naboskab. Dets mangfoldige identitet gør tillid mulig.
Menneskets identitet er ikke afgrænset - men inklusiv, multikulturel og ansvarlig over for andre end sig selv.
Bernhard Bierlich, ph.d.,Tuborgvej 85, Hellerup