Én drøm lader til at være en fælles målsætning hos både befolkningen og politikerne: Danmark skal have verdens bedste folkeskole.
Alligevel har fronterne stået stærkt og nærmest uforeneligt over for hinanden i skoledebatten. For selvom de fleste er enige om, at den danske folkeskole kan noget særligt, som ikke bare handler om at lære at læse, regne og skrive, er der alligevel vidt forskellige svar på, hvordan den så bliver eller forbliver verdens bedste – hvis den da overhovedet er det.
Efter to årtiers intens debat, der startede med alarmerende internationale undersøgelser og endte med at reformere folkeskolen, er debattens fløje nu begyndt at møde hinanden i målet om at skabe verdens bedste folkeskole.
Pisa-chokket satte kursen mod klare mål
Folkeskolens formål er i dag ikke formuleret som et enten/eller mellem at lære at læse, regne og skrive eller at få en mere generel dannelse. Det er snarere et både/og, der skal give eleverne konkrete kundskaber og færdigheder, men som ifølge Folkeskolens formålsparagraf også skal "forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre." Det skal være en skole, der er præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati, og det er kulturen omkring disse mere abstrakte begreber, der skaber det særlige fundament for den danske folkeskole, siger Lene Tanggaard, professor i pædagogisk psykologi ved Aalborg Universitet og rektor ved Designskolen Kolding.
"Når børn kommer hjem fra skole, ville amerikanske forældre ofte spørge deres børn, hvad de har lært i dag. Men vores skoletradition og kultur er anderledes. I Danmark vil forældrene typisk spørge om, hvordan det gik i skolen i dag, hvordan man har det, eller om det var en god dag".
Men børnene skal også lære noget i verdens bedste folkeskole, og målt på konkrete færdigheder som at læse, regne og skrive, måtte politikere og folkeskoleforskere i starten af 2000'erne konstatere, at de danske skoleelever blot var middelmådige. Det blev tydeliggjort af den første Pisa-test, som afslørede, at de danske elevers læseevner blot rakte til en international midterplacering.
Det gav et regulært chok i den uddannelsespolitiske debat, for hvis eleverne havde sværere ved at læse, skrive og regne end andre børn, kunne den danske folkeskole jo heller ikke være verdens bedste. Dermed blev resultaterne af undersøgelserne et startskud til den uddannelsespolitiske idékamp.
"Pisa-chokket skabte en kæmpestor skillelinje mellem den reformpædagogiske folkeskole og den mere fagligt orienterede skole. I tiden efter Anden Verdenskrig og frem havde det handlet om at gro mennesker, være livets skole, gøre op med fagenes tyranni og eksamenstvangen. Men i starten af 2000'erne kom den linje til at stå i kontrast til den mere fagligt orienterede skole, som skulle levere resultater i en kontekst af international konkurrence", siger Stefan Hermann, rektor på Københavns Professionshøjskole.
Fra skoledebat til idédebat
Professor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse Lars Qvortrup fortæller, at på den ene side i debatten står en fløj af rationalister, der tænker i strukturer, mål og midler. På den anden side står det, man kan kalde en romantisk fløj, der hylder det talte ord, frihed og dannelse.
Den fløjkrig kan spores helt tilbage til det politiske slagsmål mellem Johan Nicolai Madvig og N.F.S. Grundtvig i midten af det 19. århundrede. Madvig var den store skolereformator, der lagde grundstenen til den moderne folkeskole gennem sine tanker om strukturer, mål og midler. Grundtvig stod som den romantiske modsætning, der gik mere op i at danne hele, myndige mennesker.
"Deres slagsmål grundlagde en stærk tradition for at gøre skolen til en kampplads for politiske ideologier. Den kamp er blevet ført lige siden og i modsætning til mange andre lande, der tænker mere i mål og midler, har vi i Danmark en tilbøjelighed til at skulle 'genopfinde' skolen igen og igen. Derfor er den politiske debat om folkeskolen blevet et oplagt sted at lave ideologiske markeringer", siger Lars Qvortrup.
En sådan debat handler ikke bare om fremtidens folkeskole. Det handler om, hvilket samfund vi gerne vil være i Danmark. Skal det være et samfund, hvor man skal lære nogle specifikke færdigheder, så man kan være med til at holde samfundet i gang. Eller skal det også være et samfund, der sætter vores fælles trivsel, udvikling og dannelse som det centrale, og hvor færdighederne i bedste fald er en vej hen mod det højere mål.
Skoledebatten handler med andre ord ikke om, hvilken folkeskole vi som samfund ønsker. Det handler om, hvilket samfund vi ønsker os.
"Vi vil noget med de her børn, og vi vil noget med vores samfund. Derfor skal vi også turde diskutere, hvad vi vil med folkeskolen, fordi det er så central del af retningen for vores samfund", siger Lene Tanggaard.
Alle vil have dannelse og færdigheder
Pisa-chokket satte gang i en ny skolepolitisk bølge, der lagde større vægt på færdighedsresultater og klare mål. Bølgen udmøntede sig i den folkeskolereform, som et bredt flertal af Folketingets partier vedtog i 2013 med klare mål og midler, der skulle løfte elevernes faglige niveau.
Men reformens resultater udeblev. Eleverne blev ikke mærkbart bedre, den sociale ulighed blev ikke reduceret. Til gengæld blev lærerne utilfredse med, at de skulle undervise mere inden for den samme arbejdstid, og tidligere i år dokumenterede den nationale sundhedsprofil, at der nu er en stigende mistrivsel blandt børn og unge.
"Man ville skabe en mere effektiv skole, hvor eleverne skulle kunne klare sig i en mere global konkurrence. Derfor begyndte man at lægge mere vægt på færdigheder og kundskaber. Men i dag handler diskussionen om, hvorvidt vi gik for langt ud af det spor. Det gjorde vi nok, så nu skal der i stedet lægges mere vægt på frihed og kreativitet i skolerne", siger Lene Tanggaard.
"Men den foregående bølge, som startede med den blå betænkning i 1960, endte nok i en grøft, hvor det handlede for meget om at skabe harmoniske lykkelige borgere, uden man havde nok fokus på kundskaberne. Det bølger frem og tilbage mellem de forskellige dimensioner, men i virkeligheden synes jeg, at den danske folkeskole lykkes rigtig godt med at forene dannelse og kundskaber, så det bør ikke ses som hinandens modsætninger", siger hun.
Og måske er det for karikeret at dele debatten op mellem rationalister og romantikere, fordi ingen i debatten vil udelukke værdien af hverken færdighedskundskab eller dannelse, påpeger Andreas Rasch-Christensen, forskningschef ved VIA University College.
"Ingen politiske partier vil sige, at skolen ikke skal sikre, at eleverne kommer ud med de nødvendige, faglige færdigheder. Og bredt set har partierne også fokus på, at skolen har et dannelsesmæssigt sigte", siger han, men peger derefter også på, at det ene aspekt hurtigt kommer til at overskygge det andet.
"Dannelsessiden havde problemer med at finde sin fylde efter folkeskolereformen, når man samtidigt sagde, at eleverne skulle blive bedre til at læse og regne. Det betød, at man begyndte at måle folkeskolen efter nogle snævre teststandarder. Det skabte et fokus, der fortrængte dannelsesaspektet".
Nu fylder dannelse, trivsel og frihed til lærerne og skolelederne mere i debatten, efter den udskældte reform ikke fik de ønskede resultater. Hele den internationale konkurrence-dimension er stort set forsvundet ud af debatten, påpeger Stefan Hermann.
For nylig sagde Marianne Jelved til Berlingske, at Danmark aldrig skulle have været med i de internationale Pisa-undersøgelser, der satte gang i hele færdighedsdebatten, og Stefan Hermann bemærkede, at ingen rigtigt har fundet det udsagn kontroversielt i dag, fordi debatten har rykket sig væk fra resultatmålsætningen:
"I dag er de to hovedakser i debatten et spørgsmål om styring kontra frihed til skolerne og lærerne, og et spørgsmål om at mindske presset på eleverne. Men det er nogle meget politiske debatter, som ikke er hængt op på et stærkt helhedsbillede af skolens tilstand, og hvor den er på vej hen. Man burde hellere diskutere problemerne med inklusion, ulighed, skolens formål i naturkrisens tid og lærermangel, for hvad skal skolerne bruge al den frihed til, hvis de ikke engang kan få ansat uddannede lærere?"