Prøv avisen

Allehelgensdag er dagen, hvor vi mindes vores døde

Allehelgen mindes vi vores døde i troen på, at de som vi er i Guds hånd, skriver debattøren. Foto: Morten Grathe Nordfoto

Det er vigtigt at erkende, at sorg ikke er noget, der skal overstås, så man kan komme videre med livet. Sorg er kærlighed, vi ikke længere kan komme af med

Henning Hansen sognepræst,Asmindrupvej 49, Nørre Asmindrup, har skrevet indlægget.

DER ER NOGET vemodigt over årstiden, hvor skyerne gråne og løvet falder, fuglene synge ej mer, vinteren truer og natten kalder. Årstidens mørke og kulde er også et sigende sindbillede på sorgen, når vi mister ham eller hende, vi elsker.

Allehelgen mindes vi vores døde i troen på, at de som vi er i Guds hånd. Vi kommer med alt, hvad der er gemt i vores hjerter af kærlighed, savn, smerte, håb og taknemmelighed. For sorg er også taknemmelighed. Taknemmelighed for det liv, vi fik lov til at dele, hverdagen, det nære.

LÆS OGSÅ: Allehelgen: Et levende minde om de døde

Sorg og savn kan vi ikke bare psykologisere, så det blot gælder om at vælge den første og bedste terapi eller mirakelkur, der byder sig til i det religiøse supermarked. Sorg er et livsvilkår, kærlighedens pris, som skal have sin tid og sit rum.

Den kræver, at vi stopper op og tager os tid til den sørgende, men tidsånden dikterer det modsatte. Vi skal endelig ikke stoppe op. Vi skal videre og videre i fuld fart. Vi undgår det, måske af frygt for, at der bliver stille, og vi ikke ved, hvad vi skal sige. Men måske skal vi slet ikke sige noget, men bare lytte i hvert fald i første omgang.

Det er vigtigt at erkende, at sorg ikke er noget, der skal overstås, så man kan komme videre med livet. Sorg er kærlighed, vi ikke længere kan komme af med. Den skal finde sin plads og være en del af en selv resten af livet.

Der bliver en tom plads, når vi mister et elsket menneske. Den erfaring udtrykte maleren van Gogh i flere af sine billeder med den tomme stol som motiv. Det er en metafor blandt andet for hans sorg over et uigenkaldeligt brud med hans bedste ven, maleren Gauguin.

Van Gogh malede to billeder med den tomme stol om dette uerstattelige tab. Det ene i gule farver, det andet i brune, røde, grønne, gyldne og blå farver. Den gule stol med pibe og lidt tobak er van Goghs. Den anden med bøger og et stearinlys er Gauguins. Vennen er væk, stolen er tom, men hans lys skinner stadig. Stolens mange farver minder stadig om de mange farver, livet og tilværelsen fik sammen med den gode ven. Den, man har mistet, er stadig en del af livet.

DET ER EN ERFARING, tror jeg, vi er fælles om. Der er en stol i køkkenet eller stuen, som står tom, det er sorgens erfaring. Fraværet, stilheden og tomheden. Og så på samme tid et lys, som stadig skinner, et lys, som stadig på trods af tabet kaster lys ind i hjørner af tilværelsen, som vi ellers aldrig havde opdaget.

Et lys, som gennem kærlige øjne fik os til at se os selv i et helt nyt lys, se os selv som dem, der var værd at elske.

I er jordens salt og verdens lys, lyder evangeliet i Jesu ord allehelgensdag. Det står ikke til diskussion. Vi skal ikke først blive til verdens lys, når vi er kloge nok, har kontrol over tilværelsen, og kompetencerne er i orden eller hører til de unge, rige og smukke.

Verdens lys, det er vi allerede. Gud skabte os til at være lys for hinanden. Men vi er ikke alene, overladt til os selv, når vi mister ham eller hende, der med kærlige øjne bragte lys og liv og lyst ind i vores liv. Lyset på den tomme stol viser et glimt af Guds lys i Kristus, der lyser på os og for os.

Det lyser for at hjælpe os med at holde mørket på afstand. Det er det lys, som gør, at vi må se os selv i lyset af Guds kærlighed og tilgivelse. Det er det lys, som kaster nyt liv ind over ikke kun vores liv, men også ind over vores døde.

Det er det lys, som gør, at vi må tro, at ikke engang dødens mørke kan skille os fra Gud og hans kærlighed. For Guds lys i Kristus skinner i mørket. Også i sorgens og dødens mørke og mørket får ikke bugt med det.