Prøv avisen

Almen dannelse er vigtig. Men lad os tale redeligt om sagerne

I et indlæg i Kristeligt Dagblad den 5. februar skriver lektor, ph.d. Thomas Astrup Rømer, at jeg er komplet utroværdig, når jeg i bladet den 31. januar siger, at jeg finder almen dannelse i læreruddannelsen ekstremt vigtig.

Hvad hans eget dannelsessyn går ud på, står hen i det uvisse. Noget med filosofi, humanistiske og politiske emner, lyder det meget private bud. En almen dannelsestanke, der tager afsæt i, at man må tale sandt om saglige forhold og rigtigt om personlige forhold, lever Rømer ikke op til. Ikke mindst derfor bliver det umuligt at føre en dannet debat, hvor det er argumenter, der prøves.

Lad os tage Rømers forhold til sandhed først. Han skriver: I 1996 udgiver Rasmussen en bog, der taler for en metodisk antihumanisme. Ikke just almen dannelse, snarere et teoretisk teknokratiseringsprincip. Han tænker sikkert på min bog Socialisering og læring i det refleksivt moderne. I den findes begrebet antihumanistisk ét sted (s. 102), men ikke som noget, jeg taler for tværtimod. Det kan enhver (og ikke mindst Rømer) tjekke. Det har han ikke gjort, så i stedet vælger han at tale usandt.

Det stopper ikke her. Rømer skriver: Han (Jens Rasmussen) taler i 2000erne sammen med Lars Qvortrup for at underlægge vores uddannelsessystem PISA-listernes tyranni, så vi kan sikre vores pension i år 2090, som det hedder.

Denne påstand har Rømer fremsat før, men alene møntet på Lars Qvortrup. Jeg har aldrig udtalt mig om noget som helst i den retning, og Lars Qvortrup har ved flere lejligheder offentligt korrigeret den misvisende fremstilling. Senest i Weekendavisen i maj 2012, hvor han påpegede: Jeg har i en avisartikel skrevet følgende: OECD har for nylig i omfattende beregninger påvist, at investeringer i målrettede uddannelsesreformer () er afgørende for næste generations bruttonationalprodukt. Man kan lide PISA, eller man kan lade være, man kan identificere sig med Obamas uddannelsespolitik, eller man kan tage afstand til den det anfægter ikke, at rammebetingelserne, også for Danmark, er at uddannelsespolitik er økonomisk politik, og at nationens velstand om 50 år afhænger af, hvad vi gør i dag. Igen skriver Rømer usandt uanset at han er gjort opmærksom på det.

Det kan diskuteres, om følgende udsagn hører til kategorien sandhed eller rigtighed: Rasmussen foreslår skoler som i Singapore med sindrige og detaljerede målsystemer over det hele. Men det kan ikke diskuteres, at det urigtigt. Jeg har ikke foreslået skoler som i Singapore. Det har jeg advaret mod. Men jeg har, inspireret af Singapore, foreslået indførelse af differentierede mål i folkeskolen, som jeg i modsætning til skolen i Singapore kender og værdsætter som en inkluderende enhedsskole.

Endelig er det også urigtigt, at jeg skulle mene, at læreruddannelsen skal afvikle sit filosofiske element, fordi det angiveligt skulle føre til dårlige PISA-resultater. For det første er der ikke noget filosofisk element i læreruddannelsen, hverken nu eller tidligere. Derfor har jeg naturligvis ikke talt for at afvikle noget, som ikke findes.

Men jeg har for det tidligere Rejsehold sammen med to kolleger gennemført en undersøgelse af indhold i læreruddannelser i Canada, Danmark, Finland og Singapore. Den viste blandt andet, at en stor del af indholdet i den danske læreruddannelse udgøres af professionsviden af filosofisk, normativ karakter. Men den indeholdt absolut ingen vurdering af, om det er godt eller skidt.

Sluttelig vil jeg påpege endnu en urigtig og usand påstand: Endelig er det tankevækkende, at han (Jens Rasmussen) i udspillet til læreruddannelsesreformen i foråret slet ikke nævner almendannelse eller noget, der ligner. Udspillet er totalt renset for henvisninger til humanistiske eller politiske emner. Rømer tænker sandsynligvis på evalueringen af 2006-læreruddannelsen, som i januar 2013 blev præsenteret af sin følgegruppe. Jeg var et af syv medlemmer i den gruppe og er således hverken eneforfatter eller udgiver af rapporten.

Til almen dannelse hører efter mine begreber redelighed. Det ville være langt mere interessant og produktivt at få en dannet debat om, om almen dannelse i læreruddannelsen alene skal omhandle kristendom, livsoplysning og medborgerskab, eller om disse tre væsentlige elementer yderligere bør udvides med elementer, der vedrører menneskets naturgrundlag, forståelse for miljøspørgsmål og nye teknologier. Samt om elementernes mest hensigtsmæssige placering i uddannelsen.

Jens Rasmussen er professor ved Aarhus Universitet