Prøv avisen
Debat

Menneskehedens store spørgsmål skal besvares i hver generation

Det handler for Bloom om at forstå de unges sult efter viden, men også deres fordøjelsesevne. Hver generation kan kendes på ”dens forhold til menneskehedens evige spørgsmål," skriver Michael Pedersen. Arkivfoto. Foto: David Leth Williams

Dropper man humanismen, så mister man evnen til at uddanne mennesker til (med)menneskelighed. Er det ikke netop vores humane måde at agere på, som vi fremhæver hos os selv, spørger Michael Pedersen

Allan Bloom (1930-1992), professor i politisk filosofi, udgav i 1987 bogen ”The Closing of the American Mind”, oversat til dansk i 1992 under titlen ”Historien om Vestens intellektuelle forfald”. Bogen blev en bestseller trods dens provokerende indhold.

Bogen er en meditation over unge menneskers sjælstilstand og uddannelsesevner. ”Særlig den humanistiske lærer må hele tiden holde sig den menneskelige helheds mål for øje, men samtidig være opmærksom på studenternes her og nu.”

Det handler for Bloom om at forstå de unges sult efter viden, men også deres fordøjelsesevne. Hver generation kan kendes på ”dens forhold til menneskehedens evige spørgsmål.”

Blooms indsigt i den humanistiske lærergerning er præcis: ”Lærerens udgangspunkt er ikke tilfældigt. Det er ikke bare afhængigt af, hvad studenterne tror, de vil have, og det pålægges ham heller ikke af et bestemt slags samfund eller markedsbehov.”

Læreren er ansporet af, at der findes en menneskelig natur. Læreren er repræsentant for et menneskesyn, der er menneskevenligt, hvorfor ellers arbejde med mennesker? Læreren håber, at mennesket ikke bare er en tilfældig skabning. Sokrates beskriver lærerens rolle som åndelig jordemoder.

Derudover er det vigtigt både for læreren selv, men også for de studerende og for politikerne at forstå, at ”hans handlinger styres af noget uden for ham selv, som samtidig giver ham en målestok til bedømmelse af sine studenters evner og færdigheder.”

Almendannelse ser Bloom som evnen til at stille sig det til alle tider store spørgsmål: Hvad er mennesket? Dette er oraklet i Delphis gamle bud. Det handler om at stille spørgsmålet og om at evne at spekulere over de mange svarmuligheder, der ligger indlejret i spørgsmålet.

Det bedste, læreren kan håbe på, er, ”at det, han giver dem, vil påvirke deres liv.” Derfor skal man ikke spare på uddannelse (heller ikke den humanistiske af slagsen) – ”for moderne nationer, der langt mere end tidligere nationer er grundlagt på fornuft, er en krise i universitetet, som er fornuftens hjemsted, måske den dybeste krise, man kan forestille sig.”

Besparelser i folkeskolen og i gymnasiet indikerer samme type krise. Så længe vi er styret af transøkonomiske kykloper, der har travlt med at føre milliarder i skattely, så kan man måske heller ikke forvente den helt store indsigt i almen dannelse.

Dropper man humanismen, så mister man evnen til at uddanne mennesker til (med)menneskelighed. Er det ikke netop vores humane måde at agere på, som vi fremhæver hos os selv?

Disse egenskaber er ingenlunde en naturlov. Det er indsigt, som hver generation skal vinde på ny. Den indsigt kommer kun ved, at man fortsat værdsætter og dyrker de humanistiske fag. Det kan nemlig godt betale sig; det har en nytteværdi at lære ungdommen etik og medborgerskab.

Michael Pedersen, teolog, Dalgårdsvej 185, Vejen