Alpha er ikke blot et af de bedste kristne grundkurser, der findes i dag, det er også et af de mest udbredte og mest anerkendte kurser, i hvis kølvand tusinder af mennesker er kommet til en levende tro på Jesus Kristus. Flere og flere biskopper, bl.a. i den engelske og i den romersk-katolske kirke, stiller sig op i køen for at anbefale kurset. Det samme gør mange andre kirkeledere ud over verden. Det er i sig selv ikke nogen garanti for kurset, men dog et udtryk for en bred anerkendelse i den kristne kirke.
Alpha har naturligvis som alt andet styrker og svagheder, og konstruktiv kritik bør hilses velkommen. Men lad os ikke skyde spurve med kanoner. Set i et bibelsk perspektiv indeholder Alpha ingen kontroversielle synspunkter, som er spalteplads værdig. Hvis nogen udlægger det som kontroversielt, siger det mere om udlæggerne og deres traditionsbestemte læsning af Ny Testamente end om kurset.
Kirkens eksegeter og historikere har til fulde påvist, at den nytestamentlige kirke var karismatisk i en grad, som ville gøre den kontroversiel i en dansk folkekirkekontekst! Problemet er, at nytestamentlig eksegese og historie på dette område ofte slet ingen eller kun ganske få nedslag har fået i den kirkelige dogmatik herhjemme.
Jeg påstår ikke, at hvert komma i Alpha afspejler den urkristne forståelse, og jeg har da også selv sat kommaer og kommentarer her og der (hvor findes det materiale, hvor man ikke gør det??). Men samtidig må jeg konstatere, at kurset i spørgsmålet om Helligånden alt i alt ligger tættere på Ny Testamente end noget andet grundkursus, jeg har set på dansk grund i nyere tid.
Jeg vil i det følgende kommentere de i Kristeligt Dagblad den 4. februar refererede kritikpunkter. Kritikken beskrev Alpha som: 1. Oplevelsesorienteret. 2. Overdimensioneret i sin Helligåndsteologi i forhold til de andre dele af treenigheden, bl.a. for megen vægt på tungetale. 3. Sakramentløs, ikke-konfessionel og dermed skjult propaganda for anglikansk (reformert) teologi. 4. Ufolkekirkelig, ligefrem sekterisk.
Alpha henvender sig til det hele menneske, tanke, vilje, følelse. Der er en del apologetisk stof, bl.a. i relation til Jesu opstandelse. Troen er således ikke ureflekteret. Troen forankres tydeligt i Jesu gerning og i det bibelske vidnesbyrd. På denne evangeliske baggrund kaldes til konkret efterfølgelse og til modtagelse af Helligåndens indre vidnesbyrd og ydre gerninger. Her ligger kirkens svar på nutidens nye spørgen efter åndelige erfaringer. Det er netop en styrke ved Alpha, at der gives rum for åndelig erfaring. Kurset er ikke oplevelsesorienteret, men integrerer kristen erfaring som en naturlig del af det kristne liv.
Helligånden siges at få for meget plads. Objektivt set indeholder kurset tre lektioner om Jesus og tre lektioner om Helligånden, opbygget efter same mønster: person, gerning og modtagelse.
Spørgsmålet om troens forankring besvares trinitarisk: Faderens vidnesbyrd i Skriften, Sønnens historiske vidnesbyrd gennem sin gerning på korset, Åndens vidnesbyrd i hjertet (Rom. 8).
Helligånden har i mange år været den oversete person i kirken, også i dansk kontekst. Det er Alpha med til at rette op på.
En ud af de 15 lektioner er viet til spørgsmålet om helbredelse. Det kan opleves som meget i en dansk kirkekontekst, men set i lyset af, hvor stor en procentdel af evangeliernes beretninger der handler om Jesu helbredende tjeneste, som i Ny Testamente klart gives videre til disciplene, er det snarere underbetonet end overbetonet. Her viser Alpha vej ind i et forsømt teologisk tema.
Også i spørgsmålet om en menighedsteologi rummer Alpha et fornuftigt bud på en sådan (lektion 14). Her imødegås tidens udbredte privatreligiøsitet, og disciplens vandring forankres i det kristne fællesskab.
Alt i alt tilstræbes en god bibelsk fylde og balance. Naturligvis med sine begrænsninger som enhver anden fremstilling.
Det er faldet mange i øjnene, at Alpha bruger fem sider på tungetale. Uvidenheden på dette område taget i betragtning kan jeg ikke se, at det er nogen synd. Der er sider af fremstillingen, jeg personligt vil formulere lidt anderledes, og den frihed tager jeg mig også, når jeg underviser i kurset. Materialet fastslår, at tungetalen ikke er højdepunktet i en kristens liv, men er en værdifuld gave. Den var så værdifuld for Paulus, at han takker Gud for, at han taler mere i tunger end de entusiastiske korinterne (1. Kor. 14,18), og det siger ikke så lidt! Han ønsker, at alle kristne taler i tunger, men endnu mere, at de alle profeterer (1. Kor. 14,5).
I respekt for de forskellige kirkesamfund har Alpha overladt behandlingen af kirkens sakramenter til de kirker, der anvender Alpha. Alpha er aldrig tænkt som andet end et supplement. At medtage sakramenterne i kurset ville netop være propaganda. Deres udelukkelse er et udtryk for ønsket om at respektere forskelligheden i Kristi legeme og ønsket om at tjene evangeliets fremme så bredt som muligt.
Beskyldningerne om ufolkekirkelighed og sekterisme må enten være et udtryk for en dansk kirkeprovinsialisme (det tætteste, vi kan komme på sekterisme herhjemme) eller himmelråbende uvidenhed. Det kan ikke begrundes i sakramenters fravær i kurset, da Alpha forudsætter, at den lokale kirke forvalter og udlægger sakramenterne.
Med folkekirkeligt kan menes troslære og/eller kirkekultur. Læremæssigt er Alpha evangelisk og dermed ikke i modsætning til det evangelisk-lutherske. Kulturelt har Alpha vist sig at være både folkeligt og relevant. Integreringen af spisning, socialt fællesskab og forståelsen af, at folks vej til kirken er en lang proces, der fordrer et åbent rum til dialog, refleksion og personlig erfaring, er alt sammen med til at gøre kurset pædagogisk forbilledligt for kirken i en moderne tid.
(Forkortet af red.)
Morten Munch,
cand.theol. og landsleder i Dansk Oase,
Rødehøj 23, Kastrup