Alt er tomhed

”Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed.”

Prædikerens Bog 1, 2

De udmejslede livserfaringer fylder godt op i det smukke værk, vi kender som Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente. Jeg drages selv af den æstetiske nydelse og tankemæssige udfordring, som bogen byder ind med.

Det skorter ikke på bogens aktualitet. For de spændingsfyldte temaer er blandt andet disse: tomhed og mening, uretfærdighed og ret, forgængelighed og livsfornyelse, blind skæbne og guddommeligt nærvær.

”Endeløs tomhed, alt er tomhed”, lyder de ret nedslående åbningsord. De kommer også som slutord i bogen. 35 gange nævnes ordet tomhed. Det er en gennemgående tanke.

Vi kan tænke på tomhed som et vindpust. Vindpustet som billede på tomhed kender vi fra både profeti, poesi og visdom i Det Gamle Testamente. Prædikeren benytter – under alle livets skiftende forhold – ordet tomhed i den stærkeste betydning, som den yderste tomhed.

Også i de ”gode gamle dage” var livet et vindpust (Præd. 7, 10). Selv et langt liv ud i fremtiden vil betyde en nulstilling af kassen, når livets bog gøres op, understreger Prædikeren. ”Tomheden” fører til det faktum, at uanset hvordan menneskeslægten kommer og går, så er jorden ”bestandigt den samme” (1, 4).

Konkret males livets ”tomhed” i tre billeder: solen, vinden og floden (1, 5-7). Menneskelivet sammenlignes med naturens kredsløb, uden et godt resultat, uden gevinst eller vinding. Livets afslutning står i samme position som ved livets begyndelse. Selv hårdt arbejde eller forlystelser og nydelser kan ikke lede et eneste skridt forbi tomheden.

Men overraskelsen lurer: Gud er aktiv midt i alt det, vi erfarer i livet under solen. En fylde af guddommelig aktivitet overmatcher de livserfaringer, vi gør. I dybeste forstand er det Gud, der er i spil.

”Ligesom du ingen viden har om vindens vej eller om fosteret i den svangres liv, sådan har du heller ingen viden om Guds gerning, ham som gør alting” (11, 5). Det er tomhedens modsætning.

Jørn Henrik Olsen er forfatter, teolog, ph.d.

"Ordet" er Kristeligt Dagblads daglige bibelrefleksion.