For nogen tid siden var jeg til et stort møde om kirkens fremtid og muligheder, hvor man diskuterede mange forskellige ting i en fornøjelig og engageret atmosfære.
Pludselig var der en mand, der rejste sig op og vredt spurgte, hvorfor vi kirkefolk absolut ville have, at man skulle gå til alters. Vi skoser altid dem, der bliver siddende på deres bænk, mens nadveren udfolder sig, og det var virkelig for galt, mente han.
Jeg må indrømme, at jeg noget forbløffet faldt i tanker og måske endda i staver over hans udbrud. For det var jo rigtigt, at jeg og den anden indleder begge havde talt om det fornuftige og gavnlige i, at man tager hele gudstjenesten med. Men på den anden side, hvorfor skal der være nogen tvang?
Lad os kaste blikket lidt tilbage: For ca. 120 år siden forlod digteren og grundtvigianeren Hostrup et præsteembede i Silkeborg for at overtage et andet i Hillerød.
Han skrev til en ven, at de 10 år i det midtjyske havde været meget frugtbare, bl.a. kunne han glæde sig over, at det ikke længere var alle og enhver, der gik til alters, men kun de »guldkristne«, de, som virkelig havde troen i hjertet.
Går vi længere tilbage i tiden, havde man kun altergang ganske få gange om året og da forbundet med skriftemål. Men vækkelserne gjorde altergangen meget mere almindelig - »ved badet og ved bordet« var Grundtvigs karakteristik
af gudstjenesten. Og langsomt, men sikkert er nadveren blevet det normale i gudstjenesten.
Kun når der i programmet står »festgudstjeneste«, kan man regne med, at højmessen ikke rummer nadver. Det er dog først med alterbogen i 1992, at nadver bliver et integreret led i gudstjenesten, og at ritualet ikke står for sig selv, men er inkluderet i højmesseritualet.
Alligevel går det trægt med at få alle med. Det er en kendt sag, at særligt såkaldt »kirkefremmede«, dvs. dåbsgæster og andre ikke ugentligt besøgende, bliver siddende, mens »kirkeøvede« går op og deltager i Herrens bord. Egentlig er det jo mærkeligt, at det overhovedet er et problem.
Det er der sikkert flere gode kirkehistoriske og teologiske grunde til. Jeg vil dog her pege på en mere teknisk årsag, nemlig at en pro-
testantisk gudstjeneste er en sidde-forestilling i modsætning til en gå-og stå-gudstjeneste. Vi sidder ganske stille og falder ind i os selv og tænker på Guds ord - eller på noget andet - under gudstjenesten.
Derfor føles det som en voldsom ting, at man skal rejse sig og gå væk fra sin plads. Det gør det ikke i en katolsk og slet ikke i en ortodoks gudstjeneste, hvor man ikke har nogen bestemt plads, men bevæger sig rundt i kirken, hvor der ikke er stole eller bænke. Men vi protestanter bliver pludselig meget synlige, når vi rejser os og går op. Og her rammer det os sikkert meget kontant, at det stadig sidder i os, at vi skal være guldkristne for at have lov til at deltage. Og ofte synes man næsten, at man kan mærke de stikkende blikke som knive i ryggen, hvormed de
tilbageblevne fortæller os, at vi er »hellige« og hykleriske, fordi vi på denne markante måde viser vor kristendom frem.
Her er vi ved noget særligt dansk, nemlig at troen er noget indre, som nødig skal ud. Den voldsomme debat, om ikke-medlemmer skal tvinges til at gå på kirkekontoret for at anmelde navne, viser det samme. Man skal være fri for at udstille sin tro eller sin ikke-tro ved at nærme sig en kirke. Til beroligelse for de ramte kan man sige, at man ikke udstiller noget som helst. Hvis man gjorde, kunne man i virkeligheden ikke have kirker liggende i gadebilledet og fornærme sagesløse forbipasserende. Alle ikke-troende måtte jo føle sig tvunget til at gå over på den anden side af gaden.
Hvad nadveren angår, udstiller man sig heller ikke. Man deltager i et på forhånd aftalt forløb, nemlig den danske højmesse. Hvem man er indeni eller udenpå, er i virkelig
heden ganske irrelevant. Men den kristne forkyndelse finder sted på mange måder i gudstjenesten, nemlig ved at høre og deltage i trosbekendelse og fadervor, altså liturgi og bønner, ved at synge salmer, hvormed ordet lægges os på tungen og gerne skulle gå til hjertet, ved at høre prædikenens udlægning og ved at spise og drikke ved Herrens bord. Dette er forkyndelsens former, men ikke troens tanker. De første beskrives i alterbogen, de sidste vil altid være toldfrie.
Måske skulle vi lave nogle kurser, hvor vi øver os lidt på at gå til alters, så vi overvinder genertheden. Hvad med 100 meter altergang for herrer?
Jan Lindhardt er biskop over Roskilde Stift