FOR EN GOD MÅNED siden skrev jeg et debatindlæg i nærværende dagblad, hvori jeg roste nogle af de stærke liberale stemmer i Venstre – Bertel Haarder, Søren Pind og Jan E. Jørgensen – for at insistere på frisindet i en tid, hvor udviklingen går imod en gradbøjning af vores demokratiske frihedsrettigheder.
Jeg brugte som eksempel, at de tre profiler havde markeret sig som modstandere af burkaforbud og forbud mod muslimske friskoler.
Nu er tiden så desværre kommet til at skose. For som bekendt har Venstres folketingsgruppe nu erklæret, at de støtter, hvad de vælger at kalde et ”maskeringsforbud” – uagtet at vi alle godt ved, hvem der bliver sigtet efter.
Og ikke nok med, at folketingsgruppen har truffet denne beslutning. Jan E. Jørgensen har efterfølgende i et debatindlæg forsvaret beslutningen ved at argumentere, at hvis man ikke vil vise sit ansigt, så vil man ikke det danske demokrati. Han går så langt som at påstå, at vores tillid til hinanden er betinget af, at vi møder hinanden ”rigtigt”. Og dette ”rigtigt” er altså på en således måde, forstår vi, at ansigtet skal være blottet.
Mens vi har travlt med at diskutere for og imod burka, må vi ikke overse, hvad der egentlig er på spil her, nemlig et forsøg på at gradbøje vores demokratiforståelse på en måde, så det legitimerer en kontroversiel – og i mine øjne stærkt frihedsberøvende – politisk beslutning ved hjælp af et demokratiargument.
Førende profiler mener nu pludselig, at dét, at man kan se hinandens ansigt, er et centralt argument for et frit og demokratisk samfund. For få måneder siden mente samme profiler, at vi ikke måtte gå på kompromis med vores frihedsrettigheder, og at et burkaforbud ville være direkte farligt for demokratiet. Frihed for Loke såvel som for Thor, mindede Jan E. Jørgensen os alle om. Og han argumenterede, at man som frit individ har ret til at klæde sig, som man vil, så længe det ikke skaders andres ret til samme frihed.
Så meget for Grundtvig i denne omgang. For nu skader det tilsyneladende min demokratiske frihed at møde en kvinde i burka på gaden eller at konversere med hende i mit lokale supermarked.
OG TIL DET VIL JEG BARE SIGE: Vel gør det ej! Hvis I i Venstre vil forbyde burkaer i det offentlige rum, så er det jeres sag. Men lad være med at dække det ind under en udvidelse af demokratibegrebet og frihedsrettighederne. Stå op for, hvad I gør, og lad være med at tage os andre som gidsler i forhold til, hvad det vil sige at leve i et demokrati, herunder om man skal blotte sit ansigt for hinanden.
Dette har aldrig været et demokratisk problem – så lad være med at gøre det til et. Tværtimod begår Danmarks såkaldte liberale parti selv en demokratisk uskik ved at udøve tvang over for det frie individs ret til at klæde sig, som man vil.
I en retsstat gælder princippet om, at den personlige frihed er ukrænkelig for alle – både borgere og staten. Det betyder, at alle skal have lov til at klæde sig, som de vil – ligesom de skal have lov at tro, mene og sige, hvad de vil. Den frihed må vi ikke tage fra hinanden. Heller ikke selvom friheden kan vendes imod dens ophav. Sådan er det at leve i et demokrati. Der er altid en risiko. Men friheden fornægtes først, når muligheden for at udfordre den anfægtes.
Det skal vi huske, når vi diskuterer, hvordan vi sikrer og værner om vores frihedsidealer. For det må aldrig komme dertil, at vi – for at sikre friheden og de demokratiske værdier – ender med at forbryde os på de selvsamme værdier, som vi oprigtigt ønsker at beskytte. Det er det, Venstres folketingsgruppe med deres støtte af maskeringsforbuddet desværre har gjort.
Carolina Magdalene Maier er politisk ordfører for Alternativet.