Prøv avisen
Debat

Alternativet: Vi burde diskutere, at forslaget om at sende flygtninge til Afrika er ekstremt og uetisk

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen, gruppeformand Henrik Sass Larsen, politisk ordfører Nicolai Wammen, udenrigsordfører Nick Hækkerup og udlændinge- og integrationsordfører Mattias Tesfaye præsenterer udlændingeudspil i partiets gruppeværelse på Christiansborg, den 5. februar 2018. Foto: Mads Claus Rasmussen/ ritzau scanpix

Jeg undrer mig over, hvorfor vi kun taler om, hvorvidt udlændingeudspillet er realistisk

SIDEN Socialdemokratiet lancerede sit udlændingeudspil, er debatbølgerne gået højt. Særligt – og stort set udelukkende – er det blevet debatteret, hvorvidt udspillet er realistisk. Om der er lande i Nordafrika, der vil indgå aftaler med Danmark om at huse flygtningelejre. Om idéen om, at modtagecentrene skal fungere under dansk jurisdiktion, og at det dermed er Danmark, der skal sikre asylansøgernes rettigheder, overhovedet kan lade sig gøre og så videre.

Alle disse spørgsmål er relevante, og de fleste henstår vel fortsat ubesvarede. Men jeg undrer mig samtidig over, hvorfor vi kun taler om, hvorvidt udspillet er realistisk. For mig at se er der nemlig to helt centrale forhold, som ikke handler om graden af realisme i udspillet, men som vi i anstændighedens navn bliver nødt til at forholde os til førend noget andet.

DET ENE FORHOLD handler om udspillets gennemførte nationalkonservative karakter. Med udspillet siger Socialdemokratiet – sat på spidsen – at Danmark er for danskerne. På nær de kvoteflygtninge, som udspillet lover at tage igen (men som Socialdemokratiet selv aktivt var med til at sætte en stopper for), handler hele udspillet jo om, at ingen flygtninge skal ind over de danske grænser. Hverken de spontane eller dem, som vi gennem et EU-forankret fordelingssystem ville skulle tage. Det er altså et ganske ekstremt budskab: Vi er et land, som på nær et mindre antal kvoteflygtninge ingen flygtninge vil have ind over vores grænser. At vi ikke ønsker at byde udlændinge velkommen.

DET ANDET FORHOLD handler om det uetiske i præmissen om, at vi betaler os fra besværet. Idéen om at lave en aftale med et nordafrikansk land (som i forvejen har rigeligt at se til!), hvor vi betaler ved kasse ét, for at det pågældende land påtager sig at lægge hus til flygtningene i deres asylansøgningsfase, er et uskønt billede på, hvordan man kan betale sig fra ”besværet”, når blot man er velhavende nok. Det er i sig selv – uagtet realisme og købekraft – en nedslående demonstration af den ressourcemæssige uligevægt, som desværre er alt, alt for stor imellem verdens lande. Set i den optik forstår jeg så udmærket, at flere lande har betakket sig opgaven.

Jeg ved godt, at Socialdemokratiet argumenterer, at udspillet er et udtryk for ”realistisk humanisme”, for hvor humant er det at sætte livet på spil i en flugt over Middelhavet eller at være handlet af menneskehandlere og sendt til Europa for at tjene penge til onde bagmænd? Det kan vi meget hurtigt blive enige om er uhyre inhumant. Problemet er bare, at Socialdemokratiets udspil ikke løser netop dét problem. Det problem løses kun gennem en holdbar EU-baseret model med modtagecentre på begge sider af Middelhavet og med en solidarisk fordelingsnøgle.

Som del af et internationalt samfund med forpligtende samarbejde har man både pligter og rettigheder. Derfor kan det godt være, at det koster penge at integrere flygtninge og ja, alting ville da være meget nemmere, hvis vi lukkede os om os selv og kun skulle tage vare på vore egne. Men når man forpligter sig på et internationalt samarbejde, ja, så forpligter man sig.

Og nej – selvfølgelig skal Danmark ikke åbne alle sluser, og selvfølgelig er der grænser for, hvor mange flygtninge vi kan integrere. Men i stedet for at gå enegang og lave bilaterale aftaler, burde vi gå foran i EU for at presse på et solidarisk fordelingssystem. Og den del af verdens flygtninge, der i en sådan aftale ville tildeles Danmark, ja, dem skal vi naturligvis tage imod og give verdens bedste integrationsforløb. Intet mindre.

Så inden vi overhovedet diskuterer, om socialdemokraternes udlændingeudspil er realistisk, synes jeg, vi skal hvile lidt ved og smage lidt på den snert af nationalkonservativisme og udnyttelse af den globale ulighed, som det i hvert fald indebærer. Og de to forhold tegner ikke det Danmark, som jeg elsker.

Carolina Magdalene Maier er folketingsmedlem og politisk ordfører for Alternativet.