Alternativets klimaordfører ligner en teknokrat i debatten om individets ansvar i klimakampen

Det er efterhånden velkendt: Vi løser ikke klimaproblemerne uden strukturelle løsninger. Enkelte menneskers fravalg af flyvning er ikke nok. Vi er også nødt til at arbejde på et internationalt politisk plan med at begrænse vores ødelæggelse af kloden, sådan at de næste generationer får overleveret en verden, de kan leve godt i.

Det er de fleste egentlig enige om. Og her kan man heller ikke være uenig med klimaordfører for Alternativet, Theresa Scavenius, der har været i vælten den seneste uge i flere medier.

Uenigheden handler om noget andet. Den tager udgangspunkt i hendes reaktion på kritikken. For ikke bare afviser den tidligere klimaforsker, at der skulle være noget problematisk i, at hun selv har fløjet 24 gange, primært mellem Aalborg og København, siden 2017, samtidig med at hun taler for klimahandling. Hun afviser principielt, at hendes personlige prioriteringer på klimaområdet som klimaordfører er relevante.

På sin Facebook-profil lægger Theresa Scavenius en meget principiel politisk tænkning for dagen:

"Jeg har netop aldrig argumenteret for, at nogen skulle vælge at flyve mindre. Jeg har aldrig taget udgangspunkt i det individuelle ansvar. Jeg er værdiliberal og har derfor ikke holdninger til, hvordan borgerne lever deres liv. Politisk står jeg til gengæld for en rabiat klimapolitik," skriver Theresa Scavenius på Facebook.

Det er lige flot nok. Den argumentation gør det svært at stille hende til regnskab for noget som helst. For intet, nogen gør, kan så forbindes med deres politiske principper. Det er et radikalt svar på et meget komplekst spørgsmål om, hvilke konsekvenser vi bør tage af vores holdninger.

Theresa Scavenius har lov at mene, at individets ansvar er uvigtigt på klimafeltet. Men hun kan ikke forvente, at offentligheden er enig med hende. Og det vil give hende en svær gang gennem den offentlige samtale fremover, hvis hun konsekvent vil afvise kritiske spørgsmål med henvisning til, at journalister er dovne, eller at de afsporer debatten. 

Theresa Scavenius afslører i sit syn på politik sig selv som en teknokrat, der forestiller sig en verden, hvor videnskab bare skal omsættes til regulering. Det ville være let at føre politik, hvis det var tilfældet. Det er bare ikke gået særligt godt i lande, hvor man har forsøgt sig med videnskabeliggørelse af politik.

I det hele taget har Theresa Scavenius en vældig tillid til egen videnskab. Det lader til, at hun tror, det er nok at sige, at hun har forsket, når der opstår en diskussion, som i al væsentlighed er en etik-debat. Videnskab bliver en joker, der kan stoppe kritik.

Theresa Scavenius' flyvninger er ikke i sig selv et problem. Men hun er som klimaordfører nødt til at kunne gå ind i en fornuftig samtale om, hvad sammenhængen er mellem klimapolitik og personlig adfærd.