Altervin for alle

I Kristeligt Dagblad ved juletid tillod sognepræst Poul Joachim Stender sig temmelig kraftigt at nedvurdére de præster og menighedsråd, der indfører alkoholfri vin ved altergangen. Alkoholister slås i hartkorn med ikke-rygere, somnambulister, sengevædere, ufrivilligt barnløse, osv, og betragtes som en pressionsgruppe, der har haft held til at infiltrere menighedsråd, så der nu rundt omkring er kirker, hvor der serveres druesaft eller juice, som Stender kalder det. Dog er der gode udsigter for fremtiden. For Stenders søn spytter forarget den gode druesaft ud på de fine altertæpper. Dette indlæg eller dette opgylp afslører en utrolig overlegen holdning over for alkoholikere. Man kan håbe på, at det skyldes uvidenhed og ikke kun dumhed, men jeg troede dog ellers, at det var sivet ind i hovedet på selv de mest tumpede, at vi har et alkoholproblem her i landet, og at det ikke er noget, man kan tage let på. Der er naturligvis flere måder at betragte vores alkoholproblem på, men efter de erfaringer, jeg har gjort, vil jeg mene, at alkoholisme er en sygdom, som rammer ganske tilfældigt blandt mennesker, der har et lidt overdrevent alkoholforbrug. Og alkoholisme viser sig ved, at man ikke kan standse, hvis man først får begyndt at drikke, men må drikke, til man segner. Hvad der gør, at nogle iblandt os reagerer sådan på et lidt stort forbrug, er svært at forstå, og de pågældende selv kan heller ikke forstå det. De bliver ved og bliver ved med at prøve, om de dog ikke kan styre deres forbrug. Men det bliver jo længer, jo værre. Og når først den ene dag bider den anden i hælene, så går der dage og uger imellem de helt alkoholfrie dage. Og hver dag må alkoholikeren på ny overbevise sig selv om, at han da må kunne styre sit forbrug, og at det da må kunne lykkes netop i dag ikke at drikke mere, end der behøves til den lette rus, han gerne vil have. For mig at se er det ikke psykologiske problemer, der fremkalder alkoholmisbruget, det forholder sig omvendt, det er alkoholmisbruget, der er skurken; det er det, der skal standses; det er det, der skal bringes til ophør. Og da misbruget netop består i, at forbruget ikke kan styres, er det forbruget i det hele taget, der skal ophøre. Der er ikke andet at gøre. Det er sådanne kendsgerninger, vi må forholde os til, når vi skal træffe afgørelse om, hvorvidt vi vil bruge alkoholfri vin til altergangen eller ej. I sin tid ændrede man altergangen fra at være en altergang med fælleskalk til at være en altergang med særkalke. Det er vist i dag slået igennem overalt, om end jeg ikke skal udtale mig med sikkerhed om Stenders sogn(e). Man gjorde det ud fra den politisk korrekte tankegang, at alle principielt skal kunne være med ved altergangen, også de mennesker, der ved noget om smitteveje og er bange for selv at overføre smitte eller selv at modtage smitte. Det samme gælder i dag. Altergangen skal være for alle, også for de mennesker, der er alkoholikere og ikke kan tåle den mindste smule alkohol, før de igen fanges ind af et umådeholdent alkoholforbrug. Og man kan faktisk få ganske megen velsmagende druesaft. Jeg vil endda tro, at man kan få selv otteårige børn til at undlade at spytte det ud, om end der måske i visse tilfælde skal indsættes ret store pædagogiske ressourcer. Ricardt Riis, sognepræst, Horsens