Amerikansk drøm eller socialistisk mareridt? USA debatterer den skandinaviske samfundsmodel

Amerikanerne er uenige om, hvorvidt den nordiske samfundsmodel er en demokratisk drøm eller et socialistisk mareridt. Rapport fra Det Hvide Hus sætter debatten i kog op til midtvejsvalget

I en ny rapport fra Det Hvide Hus advares der mod socialismens konsekvenser for USA og mod, at de skandinaviske velfærdssystemer skaber dårligere økonomi. Det sker op til midtvejsvalget, hvor den 28-årige demokratiske socialist Alexandria Ocasio-Cortez vinder stor popularitet i USA. Her ses hun holde en tale tidligere på måneden. –
I en ny rapport fra Det Hvide Hus advares der mod socialismens konsekvenser for USA og mod, at de skandinaviske velfærdssystemer skaber dårligere økonomi. Det sker op til midtvejsvalget, hvor den 28-årige demokratiske socialist Alexandria Ocasio-Cortez vinder stor popularitet i USA. Her ses hun holde en tale tidligere på måneden. – . Foto: Brian Snyder/Reuters/Ritzau Scanpix.

Lever danskerne, svenskerne og nordmændene i et moderne paradis præget af familievenlige lovgivninger, gavmild hjælp til samfundets svageste og lige adgang til uddannelse og lægehjælp? Eller er de skandinaviske lande skræmmebilleder på, hvordan socialisme spænder ben for økonomisk vækst og hæmmer den personlige frihed?

Det er kernen i en debat, der er grebet om sig i USA, efter at begrebet ”socialisme” har fået en politisk genkomst. Det er især sket takket være populære demokratiske politikere såsom den nuværende kongreskandidat Alexandria Ocasio-Cortez og den tidligere præsidentkandidat Bernie Sanders, der ofte fremhæver Danmark og de øvrige skandinaviske lande som attråværdige ”demokratiske socialistiske” stater.

Senest har en ny rapport fra Det Hvide Hus’ økonomiske råd igen sat de skandinaviske lande i centrum for en debat om, hvad amerikanerne kan eller ikke kan lære af den skandinaviske samfundsmodel.

Rapporten kommer i hælene på et opinionsindlæg af præsident Donald Trump i avisen USA Today, hvori han advarer, at USA vil bevæge sig faretruende tæt på socialisme, hvis Det Demokratiske Parti vinder kontrol med Kongressen i november.

Ifølge den 72 sider lange rapport, der også beskriver socialismens konsekvenser i lande som Cuba og Venezuela, er de skandinaviske landes gavmilde velfærdssystemer skyld i, at bruttonationalproduktet pr. indbygger her er cirka 20 procent lavere end det tilsvarende i USA. Rapporten viser også, at amerikanere af skandinavisk herkomst generelt er bedre stillede økonomisk end efterkommerne af dem, der blev hjemme i stedet for at udvandre. Eksempelvis tjener amerikanere med dansk baggrund typisk 50 procent mere end den gennemsnitlige dansker.

Men den negative vurdering af de skandinaviske landes økonomier er misvisende, mener flere meningsdannere på venstrefløjen. I avisen The New York Times indvender kommentator og økonomiprofessor Paul Krugman, at rapporten skøjter hen over to vigtige kendsgerninger.

”For det første er lavindkomstgrupper langt bedre stillede i de nordiske lande, end deres modparter i USA er det. Med andre ord: Der er betydeligt mindre elendighed i Skandinavien – og fordi alle har en vis chance for at ryge ned i en lavindkomstgruppe, reducerer dette risikoen for elendighed blandt en langt større del af befolkningen. For det andet repræsenterer en stor del af kløften i bruttonationalprodukt et valg, ikke en omkostning. Nordiske arbejdstagere har langt mere ferie, meget mere tid til familie og fritid end deres amerikanske modparter,” skriver han.

Det er ifølge flere kommentatorer også misvisende, at rapporten ikke regner omkostningerne til eksempelvis børnepasning med i sammenligningen mellem USA og de nordiske lande. Ifølge tv-stationen CNN bruger den gennemsnitlige amerikanske familie eksempelvis cirka 25,7 procent af sin indkomst på udgifter til børnepasning, mens den tilsvarende andel for en gennemsnitlig dansk familie er cirka 10,7 procent.

”Rapporten er mere et forsvar for den amerikanske status quo end noget andet. Selv som en rent ideologisk øvelse mangler den substans. 1-0 til de røde,” skriver Sarah Jones i nyhedsmediet New York Magazine.

Rapporten fra Det Hvide Hus ignorerer også, at befolkningerne i de nordiske lande nyder en højere gennemsnitlig levealder og er mere lykkelige end amerikanerne, skriver Dan Kopf i nyhedsmediet Vox.

”Nogen bør give Det Hvide Hus’ økonomiske råd et budskab: Penge er ikke alt,” skriver han.

Konservative meningsdannere er mere venligt stillede over for rapporten, men betoner samtidig, at det er grundlæggende forkert at beskrive de skandinaviske lande som ”socialistiske”. Flere peger på, at Bernie Sanders’ skamros af Danmark som et socialistisk demokratisk paradis i 2015 fik statsminister Lars Løkke Rasmussen til at slå fast, at Danmark er en ”markedsøkonomi”.

”Socialisme, hvad enten den er demokratisk eller tyrannisk, betyder, at staten ejer eller kontrollerer virksomheder. I Skandinavien får virksomheder i stor udstrækning lov til at passe sig selv,” pointerer John Stossel i nyheds- og opinionsmediet Townhall.

I avisen Orlando Sentinel afviser Jesse M. Plunkett, at de skandinaviske landes succes har noget at gøre med socialisme.

”Det, som i sandhed gør de nordiske lande enestående, er ikke deres kombination af kapitalisme og en stor velfærdsstat, hvilket de deler med mindre velstående lande såsom Frankrig, Spanien, Polen og Belgien. Det, som gør dem enestående, er deres historie, arbejds-etik og sundhed,” skriver han.