Amerikansk forfatter: USA blev ikke splittet med Trump. USA blev splittet ved sin fødsel

Den amerikanske præsidentvalgkamp bekræfter billedet af et polariseret Amerika. Men de interne forskelle er ikke hverken nye eller uoverstigelige, så længe fortællingen om USA som et frit og lige samfund opretholdes, mener Colin Woodard, der er forfatter til en prisbelønnet bog om amerikansk kultur og identitet

Efter Joe Bidens sejr i USA fejrede Biden-tilhængere i nærheden af Det Hvide Hus  mens Trump-tilhængere protesterede over, at Demokraterne ifølge dem har ”stjålet” valget. Polariseringen mellem amerikanerne har dybe historiske rødder, mener forfatter Colin Woodard.
Efter Joe Bidens sejr i USA fejrede Biden-tilhængere i nærheden af Det Hvide Hus mens Trump-tilhængere protesterede over, at Demokraterne ifølge dem har ”stjålet” valget. Polariseringen mellem amerikanerne har dybe historiske rødder, mener forfatter Colin Woodard. Foto: Samuel Corum/AFP/Ritzau Scanpix og Jim Urquhart/Reuters/ Ritzau Scanpix.

Vil man forstå det amerikanske samfund, er man nødt til at forstå, hvad USA består af. Ikke de 50 stater, et føderalt distrikt og et par håndfulde spredte territorier, man lærer om i skolen. Ej heller flaget, nationalhymnen, baseball eller hamburgere. Vil man begribe omfanget af den uro, der på godt og ondt gør USA både fascinerende og frastødende, og som siden Donald Trump trådte ind af døren til Det Hvide Hus for fire år siden er blevet diskuteret vidt og bredt over hele verden, er man først og fremmest nødt til at bevæge sig tilbage i tiden. 400 år, faktisk.

Det var nemlig her, fra omkring 1600 og et par århundreder frem, at de europæiske kolonister kastede anker og tog de første spadestik til det, der senere skulle blive 11 kulturelt særegne regioner, formet i hvert sit distinkte selvbillede, som Colin Woodard, journalist og prisbelønnet forfatter til en række bøger om amerikansk historie og identitet, påpeger.

”Min pointe er, at den polarisering, alle taler om i dagens USA, har eksisteret lige siden puritanerne, kvækerne, hollændere, spaniere, forfulgte kristne og kornfede slavehandlere slog sig ned i de forskellige egne af det, der siden skulle blive USA,” fortæller Colin Woodard.

”De forskellige kolonister begyndte at forme hver sin region i hvert deres selvbillede, og sidenhen har de markante kulturelle regionale skel, som i dag kommer til udtryk i, hvordan folk ser på staten, på våben, på religion, på frihed og ikke mindst på, hvilke politikere, der bedst varetager deres interesser, været definerede for det amerikanske samfund. Det netop overståede præsidentvalg viser med al tydelighed, at det underliggende problem for USA er, at vi dybest set er en balkaniseret føderation sat sammen af vidt forskellige regionale kulturer. Men det er de færreste, der forstår, at det ikke er noget, der er opstået de seneste årtier. Det er noget, som opstod, da USA opstod. ”

Colin Woodard, uddannet i internationale relationer fra Chicago Universitet og forfatter til en række bestsellere om det amerikanske samfund, sidder klinet til skærmene på hjemmekontoret i Maine, hvorfra han følger efterspillet til den neglebidder af et valg, som amerikanerne ser ud til at have overstået. Og selvom han har meget på hjerte i forhold til ”fremtidssikringen af det amerikanske fællesskab”, er vi nødt til først at runde den tese, som fra den ene dag til den anden gjorde Colin Woodard vidt berømt.

Den 51-årige forfatters internationale gennembrud kom med bogen ”Amerikanske nationer: En historie om 11 rivaliserende, regionale kulturer i Nordamerika” i 2011. Heri skitserer Woodard i grove træk, hvordan der kan trækkes en direkte linje mellem de konflikter, der findes i dagens amerikanske samfund, og så de 11 såkaldt regionale kulturer, hvis kim blev lagt med kolonisternes ankomst og opbygning af det nordamerikanske territorie.

Colin Woodard opdeler USA i 11 særegne, kulturelle regioner, som de europæiske kolonister ifølge forfatteren lagde kimen til for århundreder siden, og som stadig gør sig gældende. I Woodards inddeling er der værdisammenfald mellem ”New Netherland”, ”Yankeedom” og ”The Left Coast” på den ene side, og så ”The Far West”, ”Greater Appalacha” og ”Deep South” på den anden. Værdierne afspejles også i politiske tilhørsforhold, og for en amerikanske præsident er det særligt ”The Midlands” og ”El Norte”, der er interessante.  – Illustration: Colin Woodard og Tufts Magazine.
Colin Woodard opdeler USA i 11 særegne, kulturelle regioner, som de europæiske kolonister ifølge forfatteren lagde kimen til for århundreder siden, og som stadig gør sig gældende. I Woodards inddeling er der værdisammenfald mellem ”New Netherland”, ”Yankeedom” og ”The Left Coast” på den ene side, og så ”The Far West”, ”Greater Appalacha” og ”Deep South” på den anden. Værdierne afspejles også i politiske tilhørsforhold, og for en amerikanske præsident er det særligt ”The Midlands” og ”El Norte”, der er interessante. – Illustration: Colin Woodard og Tufts Magazine. Foto: Samuel Corum/AFP/Ritzau Scanpix og Jim Urquhart/Reuters/ Ritzau Scanpix

Den vigtigste brudflade i Colin Woodards model går mellem ”Dixie-alliancen” og ”Den nordlige alliance”.

Sidstnævnte består af regionen ”Yankeeland” (området, der strækker sig fra det nuværende New England og ind i landet), hvor engelske puritanere ifølge Woodard grundlagde et samfund med agtelse for uddannelse og ønsket om at frelse omverdenen med Bibelen i hånd. Her opstod sidenhen landets ældste universiteter og en mentalitet, der senere hen skulle blive stemplet som en ”elitær og frelst, østkyst-liberalisme”.

Noget delvist tilsvarende, tilsat et stænk guldfeber, meterhøje Redwood-træer og tilflyttere forskellige steder fra, opstod på den modsatte kyst omkring vor tids Seattle og San Fransisco. Dette område kalder Colin Woodard ”Kysten til venstre”. Sammen med ”Det nye Holland” (omkring det nuværende New York City) udgør disse tre kulturelle regioner det, som i Colin Woodsards optik er vor tids demokratiske højborg såvel som antitesen til den anden alliance, nemlig Dixieland.

Dixie-alliancen består af ”Vesten” (Idaho, Utah, Nevada, Montana med flere), hvor nybyggernes kamp for overlevelse i de uvejsomme egne foregik mod alle odds, ”Appalacherne” (et område opkaldt efter bjergkæden, der i Colin Woodards definition strækker sig fra New York i nord og til Mississippi i syd), hvor frihedshungrende briter på flugt slog sig ned og afskyede alt, der mindede dem om hjemlandets brutale centralmagt samt ”Det dybe Syd”, hvor britiske slavehandlere kom fra Barbados og byggede et samfund op på bomuld, udnyttelse og et aristokratisk verdenssyn.

Disse to alliancer er modpoler hos Colin Woodard. Både kulturelt og politisk. I nord stemmer man på Demokraterne, og blandt dixierne sættes krydset ved Republikanerne.

”Nord er i stærk opposition til Trump og trumpismen, mens han går rent ind hos andre regionale kulturer, ikke mindst Appalacherne og Vesten. Og det er noget, de fleste kunne have sagt sig selv, for det er de samme tektoniske plader, der opfører sig på samme måde ved valg efter valg. Vores politiske, kulturelle og historiske kort har set således ud i århundreder,” siger Colin Woodard.

”Men det er ikke nødvendigvis sundt for en føderation, når polariseringen i udpræget grad udspiller sig langs faste, geografiske og kulturelle skillelinjer. Og slet ikke med tanke på, at vores nationale fortælling, der har til formål at holde de forskellige dele sammen, også de seneste fire år er blevet udfordret fra selve Det Hvide Hus.”

Efter Joe Bidens sejr i USA fejrede Biden-tilhængere i nærheden af Det Hvide Hus (øverst), mens Trump-tilhængere protesterede over, at Demokraterne ifølge dem har ”stjålet” valget (midterst). Polariseringen mellem amerikanerne har dybe historiske rødder, mener forfatter Colin Woodard.
Efter Joe Bidens sejr i USA fejrede Biden-tilhængere i nærheden af Det Hvide Hus (øverst), mens Trump-tilhængere protesterede over, at Demokraterne ifølge dem har ”stjålet” valget (midterst). Polariseringen mellem amerikanerne har dybe historiske rødder, mener forfatter Colin Woodard. Foto: Samuel Corum/AFP/Ritzau Scanpix og Jim Urquhart/Reuters/ Ritzau Scanpix

Men ét er regionale kulturer, der ved et valg er mere eller mindre afgjort på forhånd. Noget andet er de af Woodards regioner, der falder uden for de to klart definerede alliancer.

Uden for de to lejre finder man områder omkring vor tids Florida, Virginia og New Orleans. Dem springer vi dog let og elegant hen over her, for i stedet at vende os mod de regioner, Colin Woodard kalder henholdsvis ”Midten” (området omkring vor tids Pennsylvania, Illinois og Iowa), samt det sydvestlige USA, hos Woodard betegnet ”Norden”.

”Midten er der, hvor kvækere på flugt fra England slog sig ned. Her satte man de nære fællesskaber højt, men man havde samtidig erfaringen fra hjemlandet med sig, som betød, at centralmagter ikke var noget, man brød sig om. Området er en kulturel og etnisk mosaik, og derfor har det altid været en form for kulturel bufferzone mellem Yankee-land og Appalacherne. Og det betyder jo oversat til politik, at det er svingstater, som kan afgøre et præsidentvalg,” siger Colin Woodard.

”Trump klarede sig godt i ’Midten’ for fire år siden, fordi han – i modsætning til andre republikanske kandidater – repræsenterede den særegne kulturelle kombination, der altid har været typisk for indbyggerne i ’Midten’. Man vil have mindre Washington, lavere skatter og mere frihed, men samtidig synes man også, det er glimrende, at statsapparatet og centralmagten aktivt understøtter fællesskabet og tager hånd om de svageste. Normalt udelukker de to ting hinanden i amerikansk politik, men Trump tilbød begge dele. Hans problem var så bare, at han selvfølgelig ikke kunne holde løfterne.”

Ud over ”Midten” er den kulturelle region ”Norden” interessant – ikke mindst på grund af områdets demografiske forskydninger. ”Norden” strækker sig fra det sydlige Californien med mange demokratiske vælgere og indover Arizona, New Mexico og til Texas, som i de seneste mange år har været en sikker republikansk bastion.

”En af de afgørende tendenser i amerikansk politik er, at republikanerne er i gang med at tabe ’Norden’. Det kommer til at udgøre et kæmpe problem for partiet på sigt,” forudser Colin Woodard.

”Det interessante ved Texas, som jo endte med at blive tættere, end mange havde forudset, er, at staten er splittet mellem fire regionale kulturer. Og de regionale kulturer er ikke under forandring, men fordi den demografiske udvikling sker så hurtigt, betyder det, at balancen i Texas forskydes, således at Nordens mere demokratisk orienterede indbyggere bliver flere og flere og dermed transformerer det politiske landkort. Det er altså i virkeligheden kontinuerligheden i de regionale kulturer, som ved demografiens hjælp driver den politiske udvikling frem. Men hvis ikke man forstår, hvad de enkelte kulturer består i – og hvad de kommer af – er det også svært at forstå, hvad der sker i dagens amerikanske samfund. ”

Inspirationen til de 11 kulturelle regioner opstod allerede dengang, Colin Woodard som ganske ung var udvekslingsstudent i Østeuropa under kommunismens kollaps.

Hvor mange andre valgte at forlade området i opløsning, forlængede Woodard sit ophold og begyndte at rapportere om Østeuropa og Balkan for en række medier. Og her, i et Europa på vej til at finde sine nye ben, fandt han – i modsætning til det, han kendte hjemmefra – folk, for hvem deres historie og rødder var altafgørende.

”Det var vildt interessant, for mange amerikanere har ingen historisk forståelse, alt handler om fremtiden. Og derfor forstår mange heller ikke, at USA er en balkaniseret føderation. Men netop vores kulturelle forskelligartethed er en af de vigtigste nøgler til at forstå, hvordan vi kan overvinde splittelsen, og derfor skrev jeg min bog.”

”Det fascinerende er, i hvor høj grad de her mønstre fortsat gør sig gældende i dag. Du kan se dem udkrystalliseret i valgresultater, i måden vi reagerer på coronapandemien, i, hvad vi køber, og ikke mindst, hvordan vi taler. Polariseringen er – på både godt og ondt – dybt forankret i den amerikanske sjæl. Det er jo ikke sådan, at folk føler sig som en del af Yankeeland hver eneste morgen, men når folk i Boston hører en sydstats-politiker udtale sig, så bliver deres eget tilhørsforhold fremkaldt på rekordtid. De regionale kulturer resonerer dybt hos folk i hverdagen, og det kan – hævder jeg – mere eller mindre spores direkte tilbage til dem, der koloniserede området for 200-300-400 år siden.”

Men hvis polariseringen er indlejret i selve nationens dna, betyder det så også, at et nederlag til Trump ikke per se betyder et mindre splittet USA?

”Det kræver i hvert fald mere end en enkelt eller to valghandlinger at læge det amerikanske sår. Og det kræver, at vi aktivt søger tilbage mod de idealer, der i sidste ende skal holde os sammen. Amerika kan ikke overleve ud fra en fælles ambition om, at aktiemarkederne bare skal sætte nye rekorder. Vi er nødt til at huske på historien, og vi er nødt til at gøre en aktiv indsats for, at de forskelle, som er dybt indlejret i os, ikke bliver større end det, vi har til fælles. Ellers fordufter følelsen af at høre til.”

Forfatteren minder om, at nationalstaten som koncept er en relativt ny ting. Og at det meningsfulde etnografiske fællesskab ikke – som i eksempelvis Danmark – gav sig selv på det nordamerikanske kontinent.

”Og derfor er det helt afgørende med en stærk, national fortælling, det er selve fundamentet for vores fællesskab. Da USA tog form i 1770’erne, manglede vi den. Vi havde ikke vores eget, unikke sprog, vi havde ikke en fælles historie, grænserne var svagt definerede og der var enorme forskelle på puritanerne, der kom fra England og koloniserede en nordlig del, og så slaveejerne, der kom sejlende til Syden med al deres rigdom og hierarkiske samfundsindretning. Faktisk var de eneste, der havde den nødvendige fortælling, de oprindelige folk. Og de fik jo ikke lov at blive en ligeværdig del af det, der blev til USA,” siger Colin Woodard.

”Men alligevel begyndte vi at definere et fælles projekt, og det mest levedygtige bestod i, at selvom vi ikke deler fortid eller etnografisk udgangspunkt, deler vi fremtiden og et bestemt sæt af idealer. Og så fik vi Uafhængighedsdeklarationen, hvorefter det var den fundamentale lighed mellem mennesker og deres ret til frie og selvrealiserende liv, der gjaldt. Det var naturligvis ikke udtryk for, hvad Amerika var dengang, men det var den aspiration, vi kunne spejle os i, og som siden blev den flammende drøm, omverdenen kunne beundre.”

Og her har vi så problemet. For ifølge Colin Woodard har den amerikanske fortælling, og altså selve den lim, der holder sammen på et grundlæggende forskelligartet fællesskab, tabt terræn under de seneste fire års præsidentskab.

”Trumpismen forsvinder ikke med Trump, og fordi den i høj grad er antitesen til opfattelsen af mennesker som lige og frie, er den gift for USA.

Mange glemmer, at der lige siden Uafhængighedserklæringen har eksisteret et konkurrerende narrativ, som opstod i sydstaterne, og som kort fortalt går ud på, at hver enkelt stat mere eller mindre er en ægte nationalstat, og at føderationen alene holdes sammen af formålet med at være hjemland for den overlegne, angelsaksiske race. Et etno-nationalistisk fællesskab. Man mener, at der findes ægte amerikanere, og at evnerne til at udleve den ideelle stat alene findes hos en enkelt race. Og vi må huske på, at den fortælling er så stærk, at vi udkæmpede en borgerkrog over den,” siger Colin Woodard.

”Donald Trumps nederlag er en forudsætning for, at den amerikanske fortælling, som har sin rod i troen på Uafhængighedserklæringen, kan overleve. Men valgresultatet betyder ikke, at alt er godt. Amerikas selvforståelse er stadig omstridt, og selvom første slag er vundet, raser krigen endnu.”