Amnesty International beskyldes for at give efter for russisk pres

Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International er under kritik, efter at den har erklæret, at den fængslede russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj ikke længere har status som samvittighedsfange på grund af gamle udtalelser

Amnesty International får kritik for, at organisationen ikke længere vil kalde den fængslede russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj (billedet) for ”samvittighedsfange”. – Foto: AFP/Ritzau Scanpix.
Amnesty International får kritik for, at organisationen ikke længere vil kalde den fængslede russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj (billedet) for ”samvittighedsfange”. – Foto: AFP/Ritzau Scanpix.

Amnesty International har hældt malurt i bægeret, når det kommer til den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj.

Generelt har Vesten fordømt, at den mest fremtrædende kritiker af præsident Vladimir Putin blev fængslet, da han vendte tilbage fra sygehusbehandling i Tyskland, efter han var blevet forgiftet med nervegiften Novichok – efter al sandsynlighed en handling begået af den russiske efterretningstjeneste.

Men det har skabt postyr, at menneskeretsorganisationen ikke længere mener, at han er en samvittighedsfange.

”Det er en intern beslutning, som er begrundet i kommentarer, som Navalnyj er kommet med tidligere. Nogle af de kommentarer har Navalnyj ikke offentligt taget afstand fra, og de overskrider den tærskel om hadefulde udtalelser, som er er i modstrid med Amnestys definition af en samvittighedsfange,” siger Denis Krivosjeev, Amnesty Internationals vicedirektør med ansvar for Europa og Centralasien, til Radio Free Europe – radiostationen, der under den kolde krig sendte nyheder fra Vesten til den anden side af Jerntæppet. Han specificerer ikke, hvad det er for gamle udtalelser, der leder frem til den konklusion. Men han understreger, at organisationen fortsat vil kæmpe for at få Aleksej Navalnyj på fri fod. Den vil bare ikke kalde ham samvittighedsfange.

Men det er ikke en beslutning, som imponerer Aleksej Navalnyjs talskvinde Kira Jarmysj: ”Det er en skamplet,” erklærer hun ifølge den østrigske avis Wiener Zeitung . Her taler hun om, at Aleksej Navalnyj ikke ønsker at have titlen som samvittighedsfange, hvis den kan tilbagekaldes ”takket være pres fra Putins statspropaganda”.

Ifølge den britiske nyhedsstation BBC har Aleksej Navalnyj været genstand for en onlinekampagne, hvor han bliver udstillet som et ”ondsindet, hvidt overmenneske”. Blandt kritikerne er Katja Kazbek, der som freelancejournalist arbejder for det engelsksprogede russiske nyhedsmedie RT – Russia Today (Rusland i dag). Hun henviser blandt andet til videoer online, hvor Aleksej Navalnyj angiveligt peger med en pistol mod til muslimsk kvinde.

”Det virker, som om der ikke er mange, der ved, at Navalnyj er en svoren nationalist og racist, og ikke bare en blond mand, der kærligt kysser sin ligeledes blonde hustru, før han sendes i fængsel, hvor han ser fjernsyn,” citerer RT hende for at sige.

Amnesty International erkender, at organisationen har modtaget talrige protester over, at den havde erklæret Aleksej Navalnyj for samvittighedsfange.

”Vi er blevet bombarderet med klager. Vi har fået så mange henvendelser, at vi ikke kunne ignorere dem,” siger Amnestys russiske talsmand Alexandr Artemjev ifølge den britiske avis The Times .

Sagen har sat fokus på Amnesty International, men organisationen forsvarer sig blandt andet med, at den også fratog den dengang fængslede Nelson Mandela titlen som samvittighedsfange, fordi han fra fængslet opfordrede til voldeligt oprør i Syafrika. Presset på Amnesty International har tilmed fået den fungerende generalsekretær Julie Verhaar på banen.

”Spekulationen om Amnesty Internationals brug af begrebet samvittighedsfange flytter fokus væk fra vores primære fokus, som er kravet om, at Navalnyj bliver sat på fri fod omgående,” siger hun til avisen The Guardian .

Her gør hun det også klart, at uanset hvad Aleksej Navalnyj har sagt tidligere, så er det ikke noget, som kan retfærdiggøre hans nuværende fængselsstraf.

Men ifølge kommentatoren Tom Goodenough i det britiske magasin The Spectator, så er Amnesty International godt i gang med at underminere kampen for, at Aleksej Navalnyj kan blive sat på fri fod.

Han fremhæver, at det kun er en måned siden, at Amnesty International kaldte Aleksej Navalnyj for samvittighedsfange, da han frivilligt vendte hjem til Rusland efter hospitalsopholdet i Berlin.

”Nu er han i Amnestys øjne blevet nedgraderet. Putin vil uden tvivl være begejstret. Kreml har kæmpet med, hvordan de skulle håndtere en populær politiker, der var modig nok til at sige den russiske leder imod. I stedet har de russiske myndigheder tyet til deres ofte brugte metoder, som er at sværte hans navn til,” skriver Tom Goodenough.