I krigen mod corona gælder alle kneb. I Danmark og en række andre lande har man planer om at benytte telefonapplikationer, der skal begrænse coronavirussens udbredelse ved at give folk besked, når de har været i kontakt med en smittet. Den danske smittesporings-app skulle have været ude den 30. april, men blev forsinket, da den ikke var færdigudviklet.
Appen har mødt en del kritik, da regeringen planlagde at benytte sig af en centralt lagret database frem for en decentralt lagret database.
Den centrale database giver mulighed for at bruge appen til at indsamle og gemme data om brugernes adfærd, hvilket var regeringens plan.
Efterfølgende har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i et ministersvar den 5. maj åbnet op for, at appen i stedet kan komme til at basere sig på en decentral model, hvor data ikke bliver indsamlet. Men intet er afgjort endnu.
Claus Juul, juridisk konsulent for Amnesty International, advarer om, at det vil være en udvikling mod øget overvågning og mindre frihed, som vil blive svær at vende, hvis smittesporings-appen, som regeringen oprindeligt planlagde det, bliver baseret på en central database.
Hvorfor er du bekymret over den centralt lagrede app? Er det ikke bare den mest pragmatiske måde at begrænse smitten på?
”Erfaringen viser, at hvis først der gives bemyndigelse til øget overvågning, så bliver udviklingen svær at bremse. For os er det derfor et spørgsmål om at sætte en prop i hullet, før hullet bliver for stort. Eksperterne påpeger, at den decentrale app er fuldt effektiv, og sundhedsministeren har i et svar til Folketinget oplyst, at både Tyskland, Østrig og Schweiz – ligesom også Sverige – har opgivet den centrale app på grund den iboende risiko for masseovervågning. Vores regering stillede fra første færd forslag om at lade myndighederne foretage øget, individuel overvågning, hvilket dog blev taget ud, da Sundhedsstyrelsen efter en del kritik meldte ud, at den individuelle overvågning ikke var nødvendig i kampen mod covid-19. Regeringen har siden meldt ud, at man også vil undersøge decentral opbevaring af data, men tilbage står, at regeringen fra start lagde op til at møde situationen ved at indføre øget, central overvågning.”
Er det virkelig realistisk, at overvågningen løber løbsk i et åbent demokrati som vores?
”Ja, jeg tror sådan set, at det er meget realistisk. Vi er jo et frit land med en høj grad af tillid, og vi bliver bestemt ikke til Østtyskland i morgen. Men historisk set skrider de her ting, hvis ikke vi tager principielt stilling til, hvilket samfund, vi ønsker, uanset hvad politikerne siger. Da man i 2006 vedtog den nye terrorpakke, indførte man en midlertidig bestemmelse om, at man kunne aflytte et ubestemt antal mennesker, som ikke var mistænkt for noget, med én dommerkendelse. Vi kritiserede det dengang og påpegede, om det ikke ville betyde, at flere ville blive aflyttet, men det afviste den daværende justitsminister. Hun henviste til, at den lette adgang til aflytning kun gjaldt ved mistanke om terror, drab og narko.
Ved et eftersyn i 2010 viste det sig, at ni almindelige straffelovsovertrædelser var omfattet af de nye regler, og regeringen ville ikke offentliggøre, hvor mange der var blevet aflyttet. Argumentet om, at indgrebet i privatlivet var forsvarligt, da det handlede om terror, gav altså ikke længere mening. Siden da er den lovede revision af terrorpakkens regler om registrering af borgernes aktiviteter på internettet blevet udsat otte gange.”
Og du frygter, at det samme kommer til at ske med overvågningsapps og andet overvågningsteknologi, som bliver indført under coronakrisen?
”Ja. At regeringen peger på, at de nye regelstramninger ophører med at eksistere til næste år, vil jeg gerne se, inden jeg tror det. Jeg håber da på, at det sker, men erfaringen viser, at når først den slags regler er trådt i kraft, så bliver de hængende. Vi mangler at se en myndighed, der efter en krisesituation påpeger, at problemet er løst, og at reglerne kan vende tilbage til deres gamle form. Det er vigtigt, at man ikke bare læner sig tilbage og tager privatlivets fred for givet. For der vil hele tiden opstå nye udfordringer, hvor der kan ske et skred.
Vi skal derfor insistere på at tage den helt grundlæggende diskussion, om vi virkelig skal gøre disse ting, bare fordi vi kan, eller om vi skal have et samfund, der til stadighed beskytter vores privatliv og beskytter os imod bred overvågning. Der findes ingen enkel løsning til at håndtere en pandemi, men det er i hvert fald ikke den rette løsning at udhule beskyttelsen af vores privatliv.