Anarki og moral - eller hvor kirken også bør være!

det, kirken bør repræsentere ud over en grundlæggende etik, at man i kraft af Guds omsorg er forpligtet på omsorgen for både den nære og fjerne næste, er et anarkistisk element i forhold til det politiske liv som sådan, skriver tidligere biskop Kjeld Holm

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

LØRDAG DEN 28. november gjorde Kristeligt Dagblad sine læsere den tjeneste at bringe professor Per Øhrgaards tale ved Det Danske Akademis årsfest, for den var læseværdig - i høj grad! Om demokrati, som også altid bør være en stræben efter kvalitet, hvis ikke det skal ende i populisme.

Øhrgaard er et dannet menneske, så han undlader at sige direkte, at måske er vort demokrati allerede endt dér, i populismen. Den just overståede folkeafstemning kan godt tydes i den retning.

Hvad jeg imidlertid også standsede ved, var Per Øhrgaards afsluttende mindeord om Klaus Rifbjerg og Tage Skou-Hansen. Om anarkisten Rifbjerg, som ”bag alt det vilde var en stor moralist, og Tage Skou-Hansen moralisten, hos hvem der altid lurede anarkistisk lidenskab under overfladen”. Det er så sandt, som det er skrevet. Hvad angår Tage Skou-Hansen kan disse få ord om ham så udmærket være en overskrift over alt, hvad han var, skrev og betød.

Hans tænkning og forfatterskab blev aldrig de færdige meningers sted. Til og med hans sidste bog var der selv i den neddæmpede sprogdragt et oprør, et anarki. Tvivlen blev aldrig udryddet. Systemer var ikke noget for ham.

Hans søn sagde til mig efter bisættelsen, at han var glad for, at jeg i min begravelsestale ikke havde puttet hans far ind i et kirkeligt-dogmatisk system. ”Det ville Tage ikke have kunnet holde ud!”.

Desværre undgår kirken ikke selv det dogmatisk skråsikre. I den er det så som så med anarkiet. Pænheden kan indimellem føles næsten truende. Eller, hvad der er værre, tro og kristendom må endelig ikke have for meget med virkeligheden at gøre.

PÅ DET SENESTE har det virket deprimerende på mig, hvordan den ene efter den anden er faldet over biskop Marianne Christiansen for hendes prædiken ved Folketingets åbningsgudstjeneste, som til gengæld jeg fandt fremragende.

Hun blandede kristendom og politik, bliver det sagt. Tankevækkende nok udelukkende udtrykt af dem, der er enige med den nuværende regerings politik, hvad angår flygtninge- og u-landspolitik, for selvfølgelig blander de også kristendom og politik netop ved en påstået adskillelse. Også det påståede apolitiske kan være en sofistikeret sammenblanding.

For naturligvis har kristendom og politik med hinanden at gøre. Der er en sammenhæng, al den stund begge dele har det fælles liv som tema.

Men det, kirken bør repræsentere ud over en grundlæggende etik, at man i kraft af Guds omsorg er forpligtet på omsorgen for både den nære og fjerne næste, er et anarkistisk element i forhold til det politiske liv som sådan.

Den er der for at fortælle os, at det politiske ikke kan frelse hverken den enkelte eller samfundet som sådant. Og den er der for at huske det politiske liv på dem, der er glemt.

Kun fragmentarisk beskæftiger det politiske liv sig med den kendsgerning, at vi i et af de rigeste samfund får flere og flere socialt udsatte.

Man behøver blot at bevæge sig rundt i de større byer i landet for at møde dem. Misbrugerne, de psykisk syge, som der ikke længere er plads til på behandlingsinstitutionerne, for der er stort set alle sengepladser blevet nedlagt.De hjemløse, og dem er der i en by som Aarhus mange af, og der bliver flere og flere. Og de illegale indvandrere, der faktisk også er mennesker. Tror man, at de forsvinder, fordi man lukker øjnene?

Som formand for Rådet for Socialt Udsatte i Aarhus ved jeg lidt om, hvor slemt det står til. Jeg ved også, at kommunerne gør, hvad de kan. Jeg ved også, at Christiansborg nærmest er ligeglad, at man afskaffer fattigdomsgrænsen, nedsætter kontanthjælpen - for at dyre biler kan få reduceret registreringsafgiften.

Det fik Liberal Alliance til at skåle i champagne. Jeg tror ikke, de gjorde noget tilsvarende i vodka blandt misbrugerne på Frederiksbjerg Torv i Aarhus - de af det politiske system stort set glemte!

Skal jeg nøjere bestemme, hvad jeg mener med anarkisme, så er det viljen til systemoprør på alle niveauer og dertil en erindring om de glemte. Og netop denne anarkistisk arv er kirken også sat til at forvalte, og det kan den, fordi Vor Herre selv både var den kompromisløse systemnedbryder og den, der standsede ved den blinde tigger i vejkanten.

Derimod talte han hverken om vækst eller sammenhængskraft. Det havde han slet ikke tid til.

Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, tidligere biskop Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen samt sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye