Anden del i kronikserien om retsopgøret efter besættelsen: Det endelige opgør

Frem mod Kristeligt Dagblads 125-årsjubilæum den 1. oktober bringer vi en række historiske kronikker. Dette er anden del af en kronik om retsopgøret skrevet af landsretssagfører Rudolf Prytz, som blev bragt i Kristeligt Dagblad den 23. maj 1945

Gengældelsens veje, da tusinder af arresterede medborgere, mistænkt for landsforræderi under Anden Verdenskrig kørte gennem harmfulde masser og videre til retsopgøret.
Gengældelsens veje, da tusinder af arresterede medborgere, mistænkt for landsforræderi under Anden Verdenskrig kørte gennem harmfulde masser og videre til retsopgøret. Foto: Ritzau Scanpix

Fik du ikke læst første del af denne historie? Frygt ej.

Du kan læse første del her.

I Tilslutning til en Udtalelse af vor Folkeretsekspert, Dr. jur. Georg Cohn, hævder Hurwitz, at Udtrykket ”under Krig” omfatter Forholdet Danmark-Tyskland siden den 9. April 1940, at dette er ganske utvivlsomt for Tiden fra den 29. August 1943, og at man i hvert Fald kan hævde, at der siden den 9. April 1940 har været ”truende Udsigt til Krig”, hvis man ikke som sidste Udvej vil anvende Analogien af Bestemmelsen i Overensstemmelse med Strfl. § 1.

Det havde sikkert været en Fordel for Danmark i flere Retninger, om vi selv senest omkring den 29. August 1943 havde skaffet Klarhed i Forholdet til Tyskland og vore allierede ved at erklære Tyskland Krig; men med Hensyn til Anvendeligheden af Strfl. § 101 har det aabenbart efter vore juridiske Eksperters Mening ikke været nødvendigt med den Formalitet. Denne Bestemmelse er uhyre omfattende; thi næsten alt, hvad man ønsker at straffe, kan falde ind under ”yde Bistand ved Raad eller Daad” eller ”svække Kampdygtigheden”.

Moderne Krige adskiller sig fra de ældre ved — som af Hitler før 1939 forudsagt — at være totalitære, d. v. s. at enhver er med, og enhver Bistand ogsaa af aandelig eller økonomisk Art er af Betydning. Man kan ikke herimod indvende, at Loven aldrig har tænkt paa dette, og at det fremgaar af, at Minimum, 2 Aars Fængsel, er for høj en Straf for selv den ubetydeligste Bistand. Thi Loven maa henholde sig til Krig saadan som den til enhver Tid føres; og Straffeloven indeholder Regler, hvorefter man i forskellige formildende Tilfælde kan nedsætte Straffen under det normale Minimum.

Helt fyldestgørende synes Bestemmelsen dog ikke at være. Der kan tænkes Tilfælde, hvor Domstolene vil finde, at Handlingen ikke direkte har kunnet svække Kampdygtigheden. Undladelser kan ogsaa vanskeligt rammes. Endelig er 12 Aars Fængsel ikke tilstrækkeligt strengt i de groveste Tilfælde.

Tilbagevirkende Kraft. Herefter bliver der Tale om at give Love med tilbagevirkende Kraft dels for at skærpe allerede gældende Love, dels for at gøre Handlinger, der før var straffri, strafbare.

Mange vil vist mene, at det egentlig er det bedste at ophæve Straffelovene, der er givet siden den 9. April; men herimod kan anføres, at nogle af dem, som man ønsker at straffe for tyskvenlig Optræden, sikkert vil prøve at hævde, at de slet ikke tænkte sig Muligheden af, at deres Handlinger var strafværdige, og at det derfor vil være umoralsk at straffe dem efter en Lov, der gives med tilbagevirkende Kraft. Den Indvending kan undgaas ved at henvise til Loven af 22. Juli 1940.

En meget vanskelig Opgave bliver det at fastsætte, hvilke handlinger, der hidtil ikke har kunnet straffes, skal straffes i det kommende opgør.

Hurwitz gaar ind for, at det skal være Handlinger af ”utilbørlig eller groft utilbørlig Karakter”, idet man saa overlader til Domstolene at tage Stilling til, hvad der skal forstaas herved. Han citerer et norsk Lovudkast, der vil straffe den, der efter den 8. April 1940 har udført eller deltaget i erhvervsmæssig Virksomhed for Fjenden paa en saadan Maade eller under saadanne Omstændigheder, at Forholdet maa anses for utilbørligt.

Som utilbørligt bør Forholdet bl. a. anses, dersom den erhvervsdrivende selv har indledet Forbindelse med Fjenden eller har søgt at udvide Virksomheden uden at være tvunget til det eller har skaffet sig utilbørlig Fortjeneste eller andre Fordele. Det synes fortræffeligt at straffe alle, der har handlet utilbørligt; men man bør give Domstolene nogen Vejledning ved at nævne en Del Eksempler derpaa.

Men en af de største Vanskeligheder bestaar deri, at der gennem disse over 5 Aar er sket en stor og hastig Udvikling, idet Forholdet mellem Dansk og Tysk er blevet skærpet uafbrudt. En Handling, foretaget i 1940, kan anses som tilbørlig, medens den samme Handling et Par Aar efter er utilbørlig.

Det afgørende maa vist blive, hvad den almindelige Opfattelse i Befolkningen var til enhver Tid; men denne Opfattelse har man blot ikke kunnet finde i den censurerede Presse, bedre i den frie Presse efterhaanden som den i 1942 og 1943 blev almindelig udbredt. Mange, navnlig Tjenestemænd og andre, der har arbejdet i det offentliges Interesser, har i de første Aar haft en hel Del Grund til at tro, at de handlede efter Kongens Bud (”korrekt og værdigt”), altsaa ikke utilbørligt ved at følge Regeringens Linje; og lige indtil den 29. august havde Danmarks Forhold til Besættelsesmagten officielt et Skær af Lovlighed, som mange underordnede med nogen Ret kan paaberaabe sig, saa at man kun kan straffes, hvis man har været mere eftergivende eller tyskvenlig end nødvendigt for at følge Regerings og Rigsdags Linje.

Der hviler saaledes paa Forhaand større Ansvar paa dem, der tog Initiativet til Stiftelsen af Dansk-tysk Forening end paa de underordnede Embedsmænd, der meldte sig ind efter Ønske af deres overordnede. I Dag vil mange hævde, at det var utilbørligt at være Medlem af Foreningen; og adskillige mente det ogsaa i 1940; men det var dog vist næppe Folkets overvejende Opfattelse den Gang.

Meget vigtigt er Misbrug af den Kredit, Danmark blev tvunget til at yde gennem Nationalbankens 2 Konti: Clearing og Værnemagten. Man kan sige, at det er utilbørligt direkte eller indirekte at modtage Penge fra nogen af disse Konti, saa snart man var blevet klar over, at det var Danmark, ikke Tyskland, der antagelig kom til at betale Beløbet. Herfra gaar naturligvis dels alle de Tilfælde, hvor man blev tvunget (f. Eks. til at udleje sin Ejendom til Tyskerne), dels hvor man ikke paa anden Maade var i Stand til at tjene til det daglige Brød, i begge Tilfælde forudsat at man ikke har misbrugt Forholdet til at opnaa mere end et rimeligt Beløb. Vi ser da, at to ens Handlinger bedømmes helt forskelligt efter det Sindelag, der ligger bag.

Har en Fabrikant arbejdet for Tyskerne, fordi han ellers vilde blive ruineret, eller fordi Arbejdet var et Led i Regeringens Arbejde paa at skaffe os livsvigtige Varer (Kul f. Eks.), har han ikke handlet utilbørligt; og det samme gælder Arbejderen, der tog Arbejde i Tyskland eller ved Værnemagtsanlæg, fordi han ellers ikke var i Stand til at leve og forsørge Familien. Men enhver, der frivilligt har fortsat Arbejdet eller Leverancerne efter at være blevet klar over, at det var os selv, der betalte, har handlet utilbørligt, og da er der ogsaa efter Straffelovens Forsætsbegreb (dolus eventualis) Mulighed for at gøre ham ansvarlig for de tidligere Ydelser. Dette gælder i ganske særlig Grad, naar man har betinget sig eller modtaget højt Vederlag, eller det er sket paa et sent Tidspunkt af Krigen, da Folket i meget højere Grad end før havde Brug for alle sin Ressourcer.

Utilbørlig Optræden omfatter Forhold af vidt forskellig Art, saa at det vil være umuligt at nævne dem alle. For mig er der ingen Tvivl om, at Udtrykket omfatter baade Feltmadrasserne og de mange Samfundsspidser, der søgte at knytte danske Foreninger og Organisationer nær til det tredje Rige; et Eksempel herpaa er Juristforbundets daværende Bestyrelse, der bl. a. omfattede en Justitsminister, en Højesteretssagfører og en Byretsdommer.