Anders Kjærsig: Præster er vilde med sorg. Men de udvander begrebet

Fænomenet har udvandet sig selv i ren sentimentalitet og handler ikke om det tabte, men om ens egen indre smerte. Præsterne er med til at skabe denne horisont, skriver sognepræst Anders Kjærsig

Alle sogne har efterhånden sorggrupper og holder sorggudstjenester, men er der virkelig så meget sorg i verden, at det er nødvendigt, skriver sognepræst Anders Kjærsig.
Alle sogne har efterhånden sorggrupper og holder sorggudstjenester, men er der virkelig så meget sorg i verden, at det er nødvendigt, skriver sognepræst Anders Kjærsig. Foto: Dalhoff Casper/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix.

Præster er vilde med sorg. Sorg er in: skilsmissesorg, klimasorg, sorggrupper, angsten for sorg, sorgdepression, familiesorg, ungdomssorg, sorg i parforholdet, sorg i købmandsgården, sorg i karateklubben.

Jeg læste for nylig, at en mand sørgede over, at en kvinde var i sorg over, at hun havde mistet sin lejlighed. Nede hos dyrehandleren hørte jeg en mand fortælle, at konen var i sorg over, at deres guldfisk var død. Er det sorg? Problemet er, at sorg ligesom stress har bredt sig ud til alle mulige områder, hvilket gør, at det bliver svært at definere fænomenet.

Man kunne jo spørge: Er der sorg nok til alle disse sørgelige ting inklusive præsternes sorggrupper? Der er stort set en sorggruppe i ethvert sogn, men jeg tvivler på, at man kan udfylde alle disse sorggrupper med sorg. Så meget sorg er der ganske enkelt ikke. Men sorg og sogn er blevet synonymer. Sorg er efterhånden blevet et indifferent ord, der ikke siger noget klart og specifikt om sorg. Fænomenet har udvandet sig selv i ren sentimentalitet og handler ikke om det tabte, men om ens egen indre smerte. Præster er med til at skabe denne horisont.

Hos Søren Kierkegaard defineres sorg som en indre smerte i det senromantiske menneskes følelsesliv. Det erfarer ikke tabet, men den følelse det er at reproducere tabet i en sentimental stemning. Hvorvidt Kierkegaard har fat i sorg, kan man diskutere, men hans diagnose af det reflekterede menneske holder langt hen ad vejen.

K.E. Løgstrup skriver i flere af sine begravelsestaler, at i sorgen lærer vi skabelsens hemmelighed at kende. Hermed mener han, at sorg er udtryk for en dyb og grundlæggende forbundethed til det andet menneske. Sorgen bekræfter, at vi ikke er alene. Derfor er sorg en førkulturel livsytring, der melder sig uden vores medbestemmelse eller vetoret.

Løgstrup skriver også i de samme taler, at sorgen ikke er en sygdom. Han sondrer mellem sorg og smerte. Smerten vil man helbredes for, men ikke for sorgen. Den vil den sørgende ikke af med. Jo, det vil den sørgende sådan set godt, hvis man kan få det tabte tilbage igen. Men det kan man ikke, og på den måde nærmer vi os en betragtning af sorg.

Man kan i al sin simpelhed lave følgende ligning: Sorg er tab af den, man elsker. Eller sorg er, at den, man elsker, ikke er mere. Da tsunamien ramte den asiatiske kyst og ødelagde mennesker og landskaber, var der flere, som talte om sorg. Det mener jeg er forkert. Tsunamiens hærgen resulterede nok i sorg for dem, der mister deres nærmeste. Men for alle os andre er ordet sorg misvisende. Man kunne kalde det for tragisk eller for en naturkatastrofe eller en hærgen uden lige. Men sorg er det ikke.

Til gengæld blev det en sorg for eksempelvis tidligere Kristeligt Folkeparti-minister Flemming Kofod-Svendsen, fordi han mistede sin søn, svigerdatter og to børnebørn. Blander man kategorierne og begreberne sammen, ender man med følelsesporno på den ene side og overgreb på dem, der vitterlig er i dyb sorg, på den anden side.

Med andre ord er sorg efterhånden blevet et ubestemmeligt fænomen. Der kan være tale om noget, der kan opleves som smerte, uro, meningstab og bekymring, men sorg er det ikke. Sorg til tiden.

Anders Kjærsig er sognepræst og forfatter.